Vi fik at vide "Hvem de var"
29. november 2012
Søren Lindberg fortalte historien om programmet "Ved du hvem du er?"
Vi kom bag om tilblivelsen af disse TV programmer, som var dyre at producere.
Det var ikke selve optagelserne, men forarbejdet som var kostbart. Der var 2-3 måneders resarch før et resultat var i kassen. Mange af hovedpersonerne i programmet fik artige overraskelser når man gik tilbage til rødderne, men alt blev ærligt og redeligt forelagt.
En stor del af forarbejdet til programmet var at finde de rigtige personer som havde en historie i slægten, der var speciel og spændende.
Mange oplysninger blev hentet i Rigsarkivet og lokale arkiver ude i landet, men også DR´s righoldige arkiv har bidraget væsentligt.
Der er allerede planlagt nye programmer med 6 nye personer, hvor navnene indtil videre holdes hemmelige.
Der var stor spørgelyst og på spørgsmålet om hvorfor det kun var "Kendte" som medvirkede, var det ærlige svar: Seer tallet.
Selv om det ikke var egentlig slægtsforskninng foredraget handlede om, fik vi et spændende og levende foredrag.
Bent Erik
Svært emne om døden blev følsomt afleveret
22. nov. 2012
Birgit Meister – ansat i DR 1967 til 2002 – stod dér så vidunderlig på talerstolen og hendes ord kom til os med mindelser til fordums tider med hende ved roret i TV på de store valgaftener. Birgit har en fantastisk måde at fortælle på, og formidle det svære budskab om, hvad man nu kan og skal gøre, når livet slutter for en selv eller én af ens nærmeste. Ja det var en oplevelse af de helt sjældne i Klærkesalen. Med udgangspunkt i ”Bogen til mine kære” fik vi en fantastisk gennemgang af muligheder krydret med små historier fra de tilbagemeldinger, som Birgit Meister stadig får på den et par år gamle og evig aktuelle bog.
- Mange aner ikke, hvad en bedemand er. Hvad gør han, og hvad sørger han for i forbindelse med en begravelse? Hvad med det jordiske gods, som den afdøde efterlader sig? Hvad skal der synges i forbindelse med begravelsen? Musik, blomster, taler, gravsted m.m. Mange praktiske ting skal på plads – og bare det at kende de fire sidste cifre i ens pårørendes CPRnummer er ikke almindeligt. Rigtig mange beslutninger skal tages i en fart, fordi en afdød skal begraves inden 8 dage efter dødsfaldet, fortalte Birgit Meister.
En mester i dansk sprog - såvel udtale som formulering - stod bare dér og fortalte om det svære emne om døden, der kommer ind i alles liv. 90 procent af danskerne kommer ikke i en kirke, men dukker dog op til en begravelse, et bryllup eller en barnedåb – ja måske juleaften. Det, at en afdød faktisk er med til enten at samle familien eller splitte den fuldstændig, kommer som en overraskelse. Nærhed, et knus til de efterladte, et kort eller en lille buket. Omfavne, støtte, trøste. En lille samtale eller blot tilstedeværelse kan være en stor hjælp for efterladte.
Døden for ens forældre, for ens børn – måske endda nyfødte er en kæmpe sorg og en omvæltning, der kræver den nærhed og samtale, som ofte forsømmes. De efterladte føler sig isoleret og bliver sørgende ladt i stikken. En opfordring til ikke at gå over på det andet fortov blev afleveret. Muligheden for at gøre begravelsen til en social givende begivenhed blev fremhævet.
Få vil kendes ved døden, men det er mindre svært, hvis man tager tid til at forberede den. Birgit Meisters lille mesterværk af en bog ”Bogen til mine kære” kan afhjælpe mange vanskeligheder, som ellers vil tårne sig op.
Det svære emne og mulighederne med at gøre dødens nærvær mindre belastende for en selv og ens omgivelser fik vi på et dansk, som man tit opdager, man savner i den gamle institution DR. Ikke at ønske gamle dage tilbage – men blot at møde en perfekt dygtig professionel aflevering.
Helt klart 6 stjerner for kunstnerisk og sproglig fremstilling samt 6 stjerner for indhold.
Ørs-
Cirkus Pelle fra den sjove tid
8. nov. 2012. Denne gang var det oplysning om den sjove tid i vor egen TV-verden, der stod på programmet. Cirkus Pelle havde hjemme i det tidligere etiketvæveri på Gladsakse Møllevej – blandt DR-medarbejderne kaldet Møllevej. Cirkus Pelle var en selvbestaltet undergrundsenhed, som producerede film til julefrokoster og andre personalebegivenheder. Anført af filmfotograf Henrik Herbert og produktionsleder Andreas Møller - sidstnævnte har nu været pensionist i 8 dage - fik vi en herlig præsentation af nogle af de finurlige påfund.- Normalt skal vores produktioner til julefrokosterne, fordi de ofte var noget vovede, først vises mellem den fjerde og den 12 snaps, forklarede Andreas, som selv har en af hovedrollerne på skærmen i mange af produktionerne.
Filmstrimmelstumper, som ikke var blevet eksponeret, fik Cirkus Pelle og klippede den sammen, således at de kunne bruges til egne optagelser, der dermed ikke gik udover licensbetalernes penge. Resterne lå i kassetterne, når man ikke anvendte al filmen i kassetten. Selv havde Cirkus Pelle også taget del i at lave rigtige film til licenskampagner, så de vidste godt, at licenspenge skulle anvendes ordentligt og ikke sådan skulle kastes op i luften. Vi fik indblik i de påfund, som de gale mennesker på Møllevej havde lagt på film og lydbånd. Fraklip og rigtige klip – og specielt, da Nordisk Film fejrede jubilæum – så blev Cirkus Pelles film vist på Paladsbiografens største lærred for jubilæumsdeltagerne. Det var en stor dag – og et stort bifald.
Vi fik også et vist eksempler på det daglige normale arbejde med en lystig promotionfilm
for deres afdeling, som var i stand til at anvende den dengang nyeste teknik. Det var før digitaliseringen og på et tidspunkt, hvor bånd og film kørte hver for sig og tidskoder var bindeled for det hele. En alt i alt meget underholdende eftermiddag, hvor vi fik et herligt tilbageblik fra den sjove tid i DR, hvor computerne endnu ikke havde overtaget mange menneskelige færdigheder. Flere af de oprindelige medarbejdere i det lille cirkus fra Møllevej var i dagens anledning mødt op og blev hyldet af de mange fremmødte seniorer.
Ørs-
Elskelige Harald – tog os med storm
1. nov. 2012
Her stod han så. Harald. Også kaldet Guld-Harald foran rigtig mange fuldtbesatte borde med tilhørere.
Efter at have hilst pænt hver enkelt tilhører med et fast håndtryk gik Harald Nielsen i gang med at fortælle om en del af sit liv. Spændende på alle måder fra barndommen, hvor hans far havde lært ham, at hvis han scorede mål og gjorde en rigtig god figur. ”Lad som ingenting”. Det var familiens motto, og det lever Harald stadig efter et halvt århundrede senere og nu 71 år gammel med masser af aktiviteter med egne virksomheder og en velfungerende familie med samme kone, som han giftede sig med to år efter han kom til Italien for at spille prof.
Her var han så. Han som alle tilhørerne havde hørt så meget godt om, og som altid har fremstået som en flink og dygtig fodboldspiller og forretningsmand.
- Jeg havde en drøm allerede som barn. Jeg ville være professionel fodboldspiller. Jeg ville være den bedste, og faktisk gik det i opfyldelse, fortalte Harald med klædelig jysk beskedenhed.
Han havde kr. 28 om ugen på Alpha Diesel i Frederikshavn, hvor han satte møtrikker på motorer, og for at tage til italienske Bologna FC fik han kr. 200.000. Faderens årsløn var kr. 12.000 på det tidspunkt, så familien bakkede op, fordi han havde bevist, at han var en stjernespiller på sine klubhold og på landsholdet. I 1961 ønskede instruktøren af de første Far til Fire-film at få Harald med i en film som Lille Pers fodboldtræner, og straks faldt han for søde Mie – Rudi Hansen – og tilskyndet af instruktøren skulle han kysse hende i en optagelse. Det ville hun ikke, fordi det ikke stod i manuskriptet. Men det blev til et kys, og et par dage efter reklamefotografering for dem begge med kr. 60.000 for ulejligheden. Harald hastede tilbage til fodbolden i Bologna, og i et år og otte måneder skrev de sammen. I Italien var Harald topscorer, årets sportsmand og med til at vinde mesterskabet. Mie og han blev gift og har levet lykkeligt siden. Det er blevet to en søn og en datter, Henrik, der bor i New York ansat i mæglerfirmaet Merrill Lynch og Heidi, der er i Rudi og Haralds firma. Mange spændende oplevelser blev det til på banen og også udenfor. Paven sendte bud efter Harald for at hilse på denne formidable fodboldspiller fra det kolde nord. Med italienske statsmænd nog da også en tyk mand med navnet Pavarotti var tit i logerne for prominente gæster, der skulle træffe spillerne før og efter kampene. Det var livsglæde og gode dage for Rudi og Harald og familien, indtil han fik ondt i ryggen grundet en diskusprolaps. De opbyggede så en forretning i Monza og den blev senere flyttet til Via Pirrelli i Milano, hvor de stadig har kontor.
- Italienerne lærte mig - ja os - livsglæde og det er årsagen, at vi føler, at vi har to fædrelande. Vi vil ikke undvære hverken Danmark eller Italien. Den dag i dag bliver Rudi og jeg inviteret til jubilæer og andre mærkedage i klubberne Bologna og Inter FC. Gratis rejser med hotelophold og det hele. Jeg bliver husket, selvom det er mange år siden, at jeg var aktiv, fortalte Harald Nielsen.
Sprudlende og livsglad fortalte Harald om sit fodboldeventyr, der nok er på højde med det, Lionel Messi oplever i Barcelona FC i dag. Harald er stadig husket i Italien for sin fodbold – og mange danske kvinder kender hans og Rudis modevarer. Harald fik sine drømme opfyldt. Han har arbejdet hårdt for dem, og det har været en stor succes på businessfronten og hjemmefronten. Dansk prof-fodbold er han bagmand på, husbyggerier i Italien, køkkenelementfirmaer og meget andet har han haft fingrene i – og nu står han så med livskundskab og erfaring, som han ofte savner hos nogle af de nøglepersoner, som har bestemmende poster i dag.
Og så lige til slut historien om de gamle fodboldkammerater og koner, som sidder i festligt lag og taler om, hvem man skal stemme på i Italien. Alle mænd var enige om, at det i al fald ikke skulle være Berlusconi. En af damerne meddelte dog, at det ville hun gøre. Hun blev mødt med spørgsmålet: Hvorfor?
Og hun svarede blot: ” Jow for han kan noget, som I ikke kan mere!”
ørs-
Sprælske Sprogøe flittig og almindelig
18.10.2012
Jacob Wendt Jensen, der er kendt for at skrive om film og mennesker bag film, var vores foredragsholder, der normalt bruger halvanden time til at fortælle om Ove Sprogøe. Vi fik den komprimerede udgave på en time – og det var oplysende og underholdende.
Den lille beskedne Ove Sprogøe, som ikke havde bil, men kørte med sporvogne, bus og tog, var også så almindelig, at han havde sit telefonnummer stående i telefonbogen. Det blev til hele 159 spillefilm, hvilket er nogle få stykker mere end Karl Stegger og vel nok 50 film mere end Dirch. Der er rigeligt at tage af for at illustrere Ove Sprogøes virke.
Ove Sprogøe sagde faktisk ja til alt, som han fik tilbudt at medvirke i. Han var flittig – så flittig, at han næsten aldrig var hjemme hos familien, men det blev til tre børn med Eva, som han var gift med i mere end 60 år.
Hans dag startede med filmoptagelser, derefter på teatret til prøver, så en tur i biografen og så på teatret igen, hvor forestillingen gik i gang kl. 20. Og når forestillingen var færdig var det hjem til natmad med Eva. Olsen Bandens hovedfigur, Doktor Hansen i Matador og masser af film og tv-roller. Vi fik kun en flig af al det, som Ove Sprogøe har givet os.
En meget fin gennemgang af vores store danske skuespillers liv – lidt privat og meget professionelt. Vi har næsten alle hans film på DVD – så der er rigtig gode muligheder for at gense nogle af hans store præstationer. Ove Sprogøe døde 84 år gammel i september 2004 - og hans kone Eva døde kun 20 dage før ham.
Ørs-