En sprudlende fortæller
30.10.2013
Det var dog en herlig time i selskab med Thyra, der tegnede og fortalte om sit liv som plejehjemsleder. Vi fik lidt fra tiden før og tiden efter hendes næsten 24 år på Plejehjemmet Lotte, der blev landskendt på grund af netop Thyra Franks måde at køre institutionen. Thyra sprudlede af historier fra det virkelig liv. Det var veninden Ingeborg, der var årsag til, at Thyra Frank blev sygeplejerske. Det var Ingeborg, som havde hentet et ansøgningsskema for at blive det, men hun var ikke gammel nok til at søge. Det var Thyra – så hun udfyldte skemaet og fik det afleveret. Og hun fik naturligvis plads som elev. Hun havde så mange historier med punchlines og indhold i ærmet, at mange siders referat burde sættes ind her.
Thyra gennemførte de mest skøre ting, som man absolut ikke kunne gøre på et plejehjem. Hun brændte hjemmets hvide uniformer, hun nedlagde personalerummet – og derfor var medarbejderne nærværende hele tiden, mens de var på arbejde - og vel at mærke på langt bedre bølgelængde med de
plejekrævende tidligere havde oplevet. Det var Baileys til kaffen – rød- eller hvidvin i glassene til middagen. Slut med saftevand og nærværet gav langt færre sygedage blandt personalet (normalt 13 procent i kommunen – men på Lotte var det kun 2 procent). Nyt blev det også, at alle – ja også de sengeliggende skulle på ferie med hele plejehjemmet. Det blev en fest for både medarbejdere og personale. Hagesmækken til de ældre var for længst afskaffet – og der var sang og musik hver tirsdag aften. I stedet for at blive lagt til at sove kl. 7 aften – med det til følge, at de ældre vågnede allerede klokken 3-4 om morgenen og begyndte at kalde på personalet. Det blev lavet om til sen sengetid – og så sov beboerne naturligvis længere. Og alle var glade. Plejehjemmet Lotte var landskendt – og der var stor irritation i mange kommunekontorer, hvor administratorerne opholdt sig langt fra det virkelige liv. En fantastisk oplevelse at høre fra et menneske, der har den ildsjæl, som skal til for at ændre tåbelig traditionel tænkning. Opfordringen til alle tilhørerne var: check dit blodtryk. Erfaringerne fra Plejehjemmet Lotte var, at netop blodtrykket er vigtigt at checke regelmæssigt hos os med grå hår i toppen – og i øvrigt tale med lægen, hvis der er uregelmæssigheder. Kære læser – følg denne opfordring fra Thyra Frank
– og hav et godt liv.
tekst + foto: ørs-
Det gik ikke i fisk – det var en succes
24.10.12
Der var ikke en eneste ledig plads ved bordene, hvor opdækningen til den store sildespisning var forberedt. Sildespisere med øl og snaps i glassene sad bænket i tæt opstilling, og fra hvide sild, til kryddersild og videre til karrysild var det en herlig dag for de fremmødte. Køkkenets formåen var som sædvanlig i top under ledelse af Dorte Hansen og ikke at forglemme mange hjælpende hænder. Var man af en eller anden mærkelig grund ikke til sinds at spise sild – så var der sørget for en yndig lille platte med alskens rare sager.
En ægte bornholmer skulle vi også have på programmet – ikke en Sol Over Gudhjem-version, men i skikkelse af den spræl-levende Kjeld Pedersen, der kunne fortælle gode bornholmske nyheder. I mange år har de røgede bornholmere (som vi altså ikke fik i denne omgang) været fanget i Kattegat og Nordsøen, da Østersøen ikke kunne levere de ønskede sild. Nu er udviklingen vendt – og der er atter sild i søen omkring klippeøen. Og inden vi fik de kendte og meget specielle bidesild og stegte sild – så var der tid til rigtig gode råd om spisningen af de blanke svømmere. Specielt skal vi undgå at spise nyrøgede sild før hen på efteråret (efter turistsæsonen), for først ved høsttid er sildene i en optimal tilstand. Fede og gode. Kjeld kunne også lære os, hvordan man tilbereder en røget sild. Se sådan fik vi alle en herlig eftermiddag med mange gode sild – og flere fremmødte end billetsalget forudsagde var med til at gøre det til nogle lune timer.
ørs-
Hund, hest eller trøje..?
9.10.12
Vi fik med Snorri Geirdal en meget fin skildring af den lille ø så langt fra Danmark – øen som en gang var en del af det danske rige. Den lille ø Island er nu ikke så lille endda – for Snorri kunne oplyse os om, at Island faktisk er toenhalv gang så stor som Danmark i areal. At der så kun bor ca. 300.000 personer på øen, giver rimelig meget plads til albuerne. Om så en islænder er en hund – en hest eller en trøje – og slet ikke en person, der bør benævnes som en islænding – ja det kunne Snorri ikke rigtig tage sig af, for han har ikke en fast holdning til om det skal være det ene ord – eller det andet. Han er derfor både en islænder og en islænding. Han fortalte levende og herligt om øen, og hans indledning var fem minutters film med meget smukke og betagende billeder, som ikke på noget tidspunkt var med mennesker på. Snorri har den teori, at danskere tror, at Island er en lille ø, fordi vi på skolernes gamle landkort havde Bornholm og Island i en ramme i hjørnet af Danmarkskortet. Målene er jo ganske anderledes, men det har åbenbart sat sig spor i danskernes hukommelse i mere end et halvt århundrede. Det blev en eftermiddag med mange tilhørere, der allerede havde været på Island med DRs seniorklub, og som derfor havde stor forhåndsviden om den dejlige ø.
ørs-
Ingen frø på scenen
3.10.13 - Vi kan ikke have en frø på scenen i det her teaterstykke, fik Kjeld Nørgaard at vide flere gange, mens han var skuespiller på Det kgl. Teater og privatteatrene. Kjeld er en frø – det er ham, der opfandt Kaj, som hurtigt kom i selskab med Andrea – og hun er opkaldt efter Kjelds mormor. Kjeld Nørgaard var vores gæstetaler, der levende fortalte om de mange år han som skuespiller var på de fornemste teatre i Danmark. Oprindelig skulle han have været ingeniør, men han blev så skolelærer, men flirtede lidt med teater på en amatørscene i Valby – senere så Studenterrevyen med kolleger som Ulf Pilgaard, Ole Michelsen, Claus Nissen og Niels Skousen. Han begyndte at læse (til skuespiller) hos Blanche Funch og blot efter at have fået et par lektionstimer blev han sendt til optagelse på Det Kongeliges elevskole. Og bestod med stor stolthed – og så var han pludselig i gang med uddannelsen som skuespiller.
Det er blevet til masser af film og teater gennem årene – og i en periode uden for mange roller kom han i kontakt med B&U, hvor det var Jimmy Stahr, der stod for programmerne til de ganske små. Vemmer var programchefen, og Kjeld foreslog, at man skulle lave nogle programmer med en papegøje, som han kunne tale med. Det blev ikke den store succes, at en mand sad og talte med en papegøje, som Hanne Willumsen havde syet og talte fra. Papegøjen skulle være irriterende og jomfrunalsk som Kjelds mormor – og da Kjeld Nørgaard havde set amerikanske Sesame Street med frøer og andre herlige dukker – så gik Hanne Willumsen hjem og syede en frø, som Kjeld under navnet Kaj kom til at lave 80 udsendelser med. Og mange år senere blev der produceret 75 programmer mere. I dag er det historie – en succeshistorie, som stadig kører i DRTV – og som er storsælgende gennem årene på video. Kaj & Andrea blev rakket ned af pædagoger – Ingrid og Lillebror og K&A blev stoppet. I en periode på 15 år havde Kjeld intet at lave i B&U og pludselig blev K&A genoplivet med Christine Schou og Ole Kibsgaard – og Kjeld. Ny stor succes for Kaj & Andrea – og nu er der stadig afgifter til Kjeld Nørgaard for de mange indspilninger. Telefonen ringer af og til for en enkelt speak – men ellers er det rejser til Kenya og Mexico pensionen benyttes til. Her var en frø, der gjorde en stor karriere ved siden af den seriøse del af teaterlivet for Kjeld – som af og til måtte undvære nogle roller, fordi han netop var Kaj på tv. En herlig eftermiddag med en foredragsholder, som er elsket for både sine roller og hans eget jeg.
tekst og foto: ørs-
Indblik fra hemmelige arkiver
12-9-2013
Det var en mesterlig fortæller, som var på podiet med fortællingen om de hemmelige og nu tilgængelige arkiver, der gemme på oplysningerne om politiet under besættelsen. Den tidligere medarbejder i drabsafdelingen og på Rejseholdet, Frank Bøgh, er ikke bare en skattet foredragsholder, men også underviser på Folkeuniversitetet. I årevis har han forfulgt sporene med ”den gode historie” om politiet, og undret sig over, hvorfor man IKKE vidste noget om politiets virke under besættelsen. Naturligvis vidste nogen noget – men de ville bare ikke fortælle det. Langsomt har Frank Bøgh undersøgt og forsket i arkiver samt bøger – og sammenstillet oplysningerne med interviews med involverede og nu pensionerede politikfolk med meget høj alder. Det er blevet til flere bøger og en videnbank, som er helt unik. Politiets opdeling var besynderlig med masser af kommunalt ansatte politimestre og så en Rigspolitichef, der ikke havde noget at skulle have at sige overfor dem. Det er blevet ændret og bedre, men hele politiet engagement fra 9. april 1040 og frem til befrielsen - senere specielt retsopgøret er en spændende og opsigtsvækkende historie. Den fik vi helt frem til henrettelsen af 46 personer i januar 1946. 30 blev henrettet i København og 16 i Viborg. Det var politiet, der kom til at stå for disse henrettelser, og Frank Bøgh kunne fortælle om disse med uhyggelig præcise detaljer, fordi han har talt med nogle de politifolk, som skød dem, der havde fået såkaldt livsstraf. Et pænere ord for dødsstraf – men med samme udgang. Vi fik detaljer om kampen om Amalienborg, politiets indstilling til politifolk, der var medlemmer af kommunistpartiet eller nazitilhængere. Det er nok ikke noget hjørne, hvor Frank Bøgh mangler at hente viden om de fem specielle år i Danmarkshistorien. Det var en rigtig spændende eftermiddag, og det varer normalt 8-9 timer at fortælle hele historien – og vi kan godt tænke os at høre resten.
ørs-