I maj i år 2000 gik DR-sommerrejsen med bus til Bretagne.
På vejen hjem, den 13. maj overnattede, vi på Hotel Mercure i Nijmegen i Holland. Ikke noget at skrive hjem om, og vi var også trætte.
Grethe gik på badeværelset og jeg sad her ved nattetide og prøvede at finde ud af deres Tv-system. Det er som bekendt sådan, at man sjældent oplever to hotelværelser, der har ens betjening af henholdsvis håndtagene på badeværelser og radio- og TV.
Nå, men så så jeg noget der fangede min interesse. En eller anden musikbegivenhed med en masse flimmer og folk, der viftede med flag.
Og så blev der stille og jeg hørte en dame sige Olsen. På udenlandsk.
Og så gik det op for mig, at det var Melodi Grand Prix, der var i gang. Fra Stockholm, fandt jeg også ud af og råbte på Grethe, der tyssede på mig. Og var ved at børste tænder, mens jeg måbende erfarede at et par ældre herrer, der hed Olsen havde vundet.
Dem havde jeg aldrig hørt om.
Så sig ikke, at man ikke kan opleve noget en nat i Nijmegen.
Og så sov vi. Og stod op om morgenen og hørte nyheder og erfarede, at i byen Enschede, som vi passerede nogle timer senere, var en fyrværkerifabrik sprunget i luften.
Siden kunne vi læse, at 22 var døde og mange var kommet slemt til skade.
Siden fik vi jo vor egen fyrværkerihistorie skabt af andre folk med knald i låget.
Og vi hænger forsat på hr.Olsen og hans bror Noller.
Hvor slemt kan det blive?
Et stjerneskud og et uhyggeligt fyrværkeri på modsat kurs.
Johs.

På en seniorrejse. Jeg husker ikke hvor og hvornår, og måske var det slet ikke med denne klub. Men alligevel. Fortælles skal den her i muntert lag.
Altså vi holdt stille i en lokal bus et sted langt ude i landskabet.
Bussen havde netop fået noget helt nyt. Nemlig GPS med et fint Tv-billede af vejkort o.s.v.
Jeg sad ved siden af en dame og fortalte hende begejstret om denne teknik som jeg jo havde kendt i mange år til søs. OK en lidt anden form og mere indviklet at bruge.
Jeg berettede om de mange satellitter, der farer rundt og forsyner apparaterne i bilerne med alle nødvendige oplysninger som kan bruges til stedbestemmelse m.v. Og fortælle chaufføren nøjagtigt hvor han er.
-Sådan noget pjat, sagde damen: Han kan sgu da bare se ud ad vinduet!
Johs.

At rejse er besværligt

Mit rejseliv er endt. Jeg gider ikke mere. Busture kan jeg ikke holde til og flyvning er besværligt, med lange gangveje, og sure vagter, der skal rage på mig og rode i mine ting.
Slut finale.
Og jeg har allerede rejst, om ikke mere end de fleste, faktisk ikke ret meget, men dog set en stor del af denne planet.
Og utallige domkirker, klostre, borge, storbyer og landsbyer og kuriositeter. Det meste har jeg glemt, men selvfølgelig husker jeg Rom, hvor vi boede i et par uger, Akropolis og Alhambra og Gibraltar og Paris og London og New York og Moskva, Stockholm og Helsingfors og så fremdeles.

Men bedst husker jeg måske Frøken Petersen.

Det begav sig i 1999, Seniorklubben var med bus til Provence.
Vores nuværende æreschauffør var Henning, der havde gamle Søren med som afløserchauffør.
Søren kørte nu bybus i Odense, men havde lovet at hjælpe Henning.
Det blev en festlig rejse trods de lange afstande.
Søren kunne f.eks. finde på at sige, at nu kom vi til en meget vanskelig motorvejsstrækning, og at det var nødvendigt, at han tog over.
Til gengæld måtte vi undskylde, at han ikke havde tid til at brygge kaffe, så vi måtte nøjes med, hvad Henning kunne finde ud af.
Og den slags.
De to chauffører havde det sjovt og vi hyggemorede os.
Uheldigvis var der gået ged i guidesystemet, så man i hast havde måttet tilkalde Frøken Petersen, en stramtandet skolelærerindetype fra 40'ene.
Hun indledte med at underholde os om, at hun var ekspert i klassiske rejsemål, navnlig Paris.
Men hun nedlod sig dog til at give visse oplysninger om selve rejsen.
F.eks.
Vi har nu en flod til højre.
Vi kører nu i en bjergegn.
Oppe til højre ser De en borg.
Den skal vi desværre ikke besøge.
Borgen passerede vi flere gange under rundrejsen i Provence, men hun anså det for oplysende hver gang at give os samme meddelelse. Og det fortsatte hun med uden at lade sig anfægte af, at vi var begyndt at grine højlydt hver gang, hun fyrede lektien af.
Ind imellem holdt hun belærende foredrag om den franske kongerække og landets politiske historie.
Da Henning og Søren bad hende om at hjælpe lidt til med alt det praktiske, blev hun mopset.
I øvrigt ville hun ikke i restauranten om aftenen sidde sammen med de to chauffører ved et bord henne i hjørnet, men i ensom majestæt ved sit eget bord.
Og så hovskisnovski ud.
Vi klagede selvfølgelig. Og på et eller andet tidspunkt blev kvindeapparatet kaldt hjem.
Vi åndede lettet op.
I har ikke haft det så slemt, som I tror.
Det var mig, der skulle sove sammen med hende om natten, sagde Søren!

Johs.

Det må ha' været i sommeren 1981. Jeg var netop afmønstret fra skonnerten Mira i Havnsø og var strandet med min dyngvåde køjesæk på Jyderup Station. Der var et par timer til næste tog.
Der så absolut og aldeles meget kedeligt ud, men så dukkede en farverig skikkelse med Holger Drachmannhat op for enden af perronen.
Det var Wolsing, Seniorklubbens første og meget initiativrige formand, som med høj røst forkyndte for mig, at jeg burde være medlem af den nye forening for seniorer. Jeg skulle bare betale fem kroner om måneden og de ville meget bekvemt blive trukket automatisk via min lønkonto.
Jeg var nærmest beæret og vidste ikke, at man kunne være medlem, når man kun lige var fyldt de 50.
Vi gik ind på nærmeste lokale værtshus og kvalte et par pilsnere.
Mens vi udvekslede forskelligt sladder og jeg kunne fortælle ham detaljer om mordet på en af hans slægtninge ned ved Holeby på Lolland. Jeg havde dækket den meget spektakulære sag for Lollandsposten, Politiken og Ritzau.
Så nogle år senere stod programchef Palle Mogensen på mit kontor i TV-byen, nærmest rødglødende af forargelse, smækfornærmet og rasende.
Det kunne man ikke byde ham. Det lignede ikke noget at genere ham fordi han var blevet ældre. Han skulle arbejde i mange år endnu og så tillod en seniorklub sig at antyde at han burde melde sig ind i deres klub for gamle medarbejdere.
Og så videre.
Det lykkedes mig at forklare ham, at det bestemt ikke var ondt ment og at jeg selv havde været medlem i mange år og at det var en glimrende og nyttig forening.
Det tog et par pilsenerstid og en Gammel Dansk at få hans nervesystem bragt ud af det røde felt.
Om han blev medlem kan jeg ikke huske. Desværre døde han før han for alvor kunne kalde sig senior.
Johs.