Løns på slap line
21.2.2013
Så kom DRs koncerthuschef direkte fra et DR-chefseminar, som måtte undvære ham til vores fordel. Løns følte sig som til et guldbryllup eller en fætter-kusine-fest på grund af de mange ansigter, som han genkendte i forsamlingen af seniorer. Allerede i 1978 fik Leif Lønsmann sit første ansættelsesbrev fra Anne Lise Wessel, og det blev begyndelsen til et langt liv med DR.
Først nævnte han 70’erne med Laurits Bindsløv, 80’erne med Hans Jørgen Jensen, 90’erne med Christian Nissen, 00’erne med Kenneth Plummer og 10’erne med Maria Rørbye Rønn. En samling højst forskellige generaldirektører med divergerende temperament, kunnen og følelse for DR. Løns kom ind ad bagdøren som militærnægter, hentende sin kone Dorrit ret hurtigt blandt personalet i DRs rækker - som så mange andre har gjort med held. Fra båndværkstedet, til programudvikling og medieforskning frem til et pænt pres fra kolleger til at søge jobbet som radiodirektør efter afdøde Hans Jørgen Skov. Løns fik jobbet i oktober 1998, og det indgik i betingelserne, at radio og TV skulle lægges sammen. Det var Christian Nissens idé, som nu skulle føres ud i livet. DRBYEN lå i støbeskeen og den fysiske samling af personalet forude. Personaleansvar for 1.200 personer i Radiohuset og distrikterne. Det var meningen, at DR skulle flytte til Ørestad pr. 1. april 1986 – det blev i stedet i 2007 med endelige indvielse af koncerthuset den 17. januar 2009. Radiohuset var solgt for kr. 250 millioner i 2007 og i det sorte år blev 200 medarbejdere fyret, så jobbet for Løns har ikke altid været en dans på roser. Når Løns ser tilbage på udviklingen, kan han kun rose Nissens initiativ med en sammenlægning i DRBYEN, også selvom byggesummen på 3 milliarder endte med at blive 4,6 milliarder kroner. Tiden er en anden end Radiohus-tiden. I 2012 kom der 260.000 gæster i koncerthuset, og det er fire gange så mange som på et år i Radiohusets koncertsal. I dag er Løns koncerthuschef med ensemblerne under sig, og Kim Bohr er så den musikalske chef for musikerne og sangerne. Omvæltningerne, magtkampene og hele historien om DR på godt og ondt fik vi en flig af med Løns, og da også lidt om muligheden for at udvide Dramas produktionslinjer til tre i stedet for de nuværende to. Og endda muligvis mere nybyggeri i DRBYEN.
Ørs-
En perlerække af Epes revyviser
14.02.13
Tre sangere og en formidabel pianist var vores underholdning efter formanden havde indskærpet, at det ville være nydeligt om medlemmerne huskede at betale kontingent på bankkontoen, inden man overgik til anden bank og konto. Efter disse formanende ord kunne vi så få sangerinden Dinna Hæklund og sangerne Martin Ahlehuus og Timmy Lundberg til at give os en række af de fornemste viser fra forrige århundrede. Alle fra EPE’s forfatterpen, som var en af de skarpeste. Osvald Helmuth, Marguerite Viby, Max Hansen, Jørgen Ryg og andre af de største revynavne har gjort Epes tekster til mesterværker.
Her fik vi så det hele akkompagneret af pianisten Kim Preuthun, der virkelig forstod at give de tre sangere underlægning. Vi fik Raketvisen, Kys Hinanden, Så’n Var Det Ikke I Halvfemserne, Kys Hinanden, Mænd Er Pigers Bedste Legetøj og ikke mindst Pyt, som Jørgen Ryg gjorde til en evergreen. Stor indlevelse i teksterne og følsomhed overfor teksterne var gennemgående for den perlerække af revytræffere, som en fyldt sal med glade seniorer blev underholdt med. De fire optrædende er alle bare 27 somre – og pianisten en smule ældre. Den lille scene i Klærkesalen blev mere levende end længe. Mange af os sang med på de kendte og elskede sange fra Epe, der var døbt Ewald Lauritz Christian Petersen, men i 1953 tog navneforandring til Ewald Epe. Han døde i 1985 kun 73 år gammel og var en af de bedste danske ordsnedkere.
Ørs-
Se Per Tidgens billeder her
Fra de gode gamle dage
31. januar 2013
Det var et hyggeligt foredrag med genoplivning af de gode gamle dage i 50’erne, hvor der kun var én tv-kanal og en meget lille programflade ved aftenstide. Vi fik illustrationer på det almindelige danske hjem med Marokko-puden, teaktræsbordet og trafiklampen (den med en rød, en grøn og en gul skærm af plast, som kunne lyse op i loftet, på kakkelbordet og samtidig anvendes som læselampe). Vor foredragsholder var ekspert i historierne fra 50’erne og har skrevet bøger om mange af de år-tier-som var en helt anderledes end tilværelse i dag, hvor der er PC’er, mobiltelefoner og anden form for elektronisk brugsunderholdning.
Ove Dahl illustrerede med udklip fra ugeblade, brochurer og aviser, hvordan halvtredserne var så meget anderledes end tiden i dag. Da kostede en 21 tommer tv-kasse hele 3.000 kroner, hvilket var noget nær en årsløn. Det var en rigtig retrodag og næsten en opfordring til at dyrke den tid, hvor negerhoveder af teaktræ var hængt op på væggene i mange danske hjem. Grammofonen med 78’erne fik vi genoplivet. Netop denne underholdningsform var begrænset til spilletiden på en sådan hurtigløbende plade. Det er vi helt ude over i dag, hvor enhver smartphone er en ”båndoptager”, ”videooptager” og kamera – og da også en telefon med indbygget mailsystem og facebook m.m., hvis man ønsker det. Ganske hyggeligt med Ove Dahl, som selv var meget meget ung, da 50’erne i sin tid rullede indover os tilhørere.
Ørs-
Er højskole noget for dig?
24. jan. 2013
Højskoleforstander Mogens Johansen fik overladt ordet og talte varmt for sin Tisvilde Højskole i det skønne Nordsjælland. Seniorklubben har arrangeret et fem-dages juni-ophold med mange spændende aktiviteter. Mogens fortalte om de herlige omgivelser i Tisvilde med det gamle fiskerleje, skoven, stranden og fantastisk nemme muligheder med offentlig transport til det skønne sted.
Man ankommer om søndagen mellem kl. 10 og 11, og godt det netop er søndag, hvor de gode pensionistkort gælder hele vejen til Tisvilde med S-tog til Hillerød og videre med den lille bane med endestation i Tisvilde. Med guided udflugt introduceres deltagerne til området og slutter med irsk aften inden sengetid presser sig på. Morgen gong-gongen lyder på gangen kl. 7.15, og det har den gjort siden 1912. Morgenvækning og så øllebrød med klumper samt anden hjemmelavet højskolemorgenmad skal indtages mellem 8 og 9. Naturligvis er der morgensang kl. 9.00, og derefter begynder dagens program. Anden aften på Tisvilde Højskole byder på jazzaften af virkelig høj klasse. Forstanderen selv er rigtig dygtig på klarinetten og med sig har han den geniale guitarist Jacob Fischer (spiller bl.a. med Svend Asmussen) og ligeså geniale bassist Hugo Rasmussen, der har skæg og hat som varemærke. Det er en trio, der er værd af opleve. Hver dag et der et fint program, som du skal læse om ved at trykke her
Inden hjemrejsen fra det dejlige Tisvilde vil man have fået en varm kulturel oplevelse og et ophold på en af Danmarks skønneste pletter. Højskoleforstander Mogens Johansen sluttede sin introduktion af højskoleopholdet med at bevise for os, at han er særdeles god på klarinet. Vi fik et par prøver på gamle jazznumre bl.a. Petite Fleur. Har du ikke allerede tilmeldt dig – så er det på høje tid – fordi man skal være vaks på computeren senest 15. februar.
Ørs-
Musikalsk stemning med Hobels
17. jan. 2013
Og her stod Kjeld Hobel igen med mere fra den musikalske pose fra fyrrerne i forrige århundrede. Denne gang skulle vi have orkesterlederen Glenn Miller skildret i lyd og billeder med velanbragte kommentarer. Heldigvis for Kjeld gik James Stewart ind i rollen som Glenn Miller i filmen The Glenn Miller Story (Moonlight Serenade) ti år efter Glenn Millers død i 1944. Så der var mange dejlige filmklip at benytte fra Stewart med trombonen.
Vi fik en musikalsk gennemgang af den dygtige dirigent med bigbandet, der fik solgt mange af datidens lakplader. Det blev forklaret os, at Glenn Millers særlige klang specielt var frembragt ved at lade klarinetten i orkestret ligge højt og saxofonerne under i lydlaget. Skønt lød det, når vi fik set og genset/hørt melodierne fra før anden verdenskrig sluttede. Glenn Millers Band spillede i New York for gode penge, og de blev endnu bedre, da succes efter succes kom. Glenn’s orkester var fast inventar i amerikansk radio, men 7. december 1941 ændrede alt for Mr. Miller. Japanerne angreb Pearl Harbour – og amerikanerne var dermed med i anden verdenskrig. 10 måneder senere meldte den 38-årige Glenn Miller sig til Army Airforce. Et orkester af militærfolk blev dannet med Glenn Miller som dirigent og leder. De underholdt soldaterne og spillede ved militære parader – og en turne til Europa blev sat op. Den 21. juni 1944 rejste orkestret med 1500 andre mod England med skibet Queen Elisabeth og ankom en uge senere. De blev indlogeret i Londons Soho og skulle nogle dage senere spille i Bedford. Heldigt for dem, for en af tyskernes mange bomber ramte netop deres hotel i London, og de var alle blevet dræbt, hvis de havde opholdt sig der.
Nu var Kjeld ikke helt alene om at fortælle om Glenn Miller – næh han havde taget sin bror Mogens med for, at han ved klaveret kunne demonstrere, hvor let det var af spille In The Mood. Og den demonstration fik vi fra brdr. Hobel, som i deres ungdom havde set alle musikfilmene, der var på lærredet i Bella Bio, Vanløse Bio, Grøndals Bio, Nora Bio og Bispebjerg Bio. Ingen af disse biografer eksisterer i dag. Fint var det, at vi også fik historien om den første guldplade i verden, som Glenn Miller fik for salget en million eksemplarer af futtogsangen Chattanooga Choo Choo. Men alting har en ende – og for Glenn Miller var det den 15. december 1944, hvor han fløj mod Paris i et lille militært fly, som aldrig nåede Frankrig. Det var tåget – og flyet er aldrig blev lokaliseret. Men musikken fra Glenn Miller lever stadig – det blev tydeligt for alle i Klærkesalen.
Ørs-