Hund, hest eller trøje..?
9.10.12
Vi fik med Snorri Geirdal en meget fin skildring af den lille ø så langt fra Danmark – øen som en gang var en del af det danske rige. Den lille ø Island er nu ikke så lille endda – for Snorri kunne oplyse os om, at Island faktisk er toenhalv gang så stor som Danmark i areal. At der så kun bor ca. 300.000 personer på øen, giver rimelig meget plads til albuerne. Om så en islænder er en hund – en hest eller en trøje – og slet ikke en person, der bør benævnes som en islænding – ja det kunne Snorri ikke rigtig tage sig af, for han har ikke en fast holdning til om det skal være det ene ord – eller det andet. Han er derfor både en islænder og en islænding. Han fortalte levende og herligt om øen, og hans indledning var fem minutters film med meget smukke og betagende billeder, som ikke på noget tidspunkt var med mennesker på. Snorri har den teori, at danskere tror, at Island er en lille ø, fordi vi på skolernes gamle landkort havde Bornholm og Island i en ramme i hjørnet af Danmarkskortet. Målene er jo ganske anderledes, men det har åbenbart sat sig spor i danskernes hukommelse i mere end et halvt århundrede. Det blev en eftermiddag med mange tilhørere, der allerede havde været på Island med DRs seniorklub, og som derfor havde stor forhåndsviden om den dejlige ø.
ørs-
Ingen frø på scenen
3.10.13 - Vi kan ikke have en frø på scenen i det her teaterstykke, fik Kjeld Nørgaard at vide flere gange, mens han var skuespiller på Det kgl. Teater og privatteatrene. Kjeld er en frø – det er ham, der opfandt Kaj, som hurtigt kom i selskab med Andrea – og hun er opkaldt efter Kjelds mormor. Kjeld Nørgaard var vores gæstetaler, der levende fortalte om de mange år han som skuespiller var på de fornemste teatre i Danmark. Oprindelig skulle han have været ingeniør, men han blev så skolelærer, men flirtede lidt med teater på en amatørscene i Valby – senere så Studenterrevyen med kolleger som Ulf Pilgaard, Ole Michelsen, Claus Nissen og Niels Skousen. Han begyndte at læse (til skuespiller) hos Blanche Funch og blot efter at have fået et par lektionstimer blev han sendt til optagelse på Det Kongeliges elevskole. Og bestod med stor stolthed – og så var han pludselig i gang med uddannelsen som skuespiller.
Det er blevet til masser af film og teater gennem årene – og i en periode uden for mange roller kom han i kontakt med B&U, hvor det var Jimmy Stahr, der stod for programmerne til de ganske små. Vemmer var programchefen, og Kjeld foreslog, at man skulle lave nogle programmer med en papegøje, som han kunne tale med. Det blev ikke den store succes, at en mand sad og talte med en papegøje, som Hanne Willumsen havde syet og talte fra. Papegøjen skulle være irriterende og jomfrunalsk som Kjelds mormor – og da Kjeld Nørgaard havde set amerikanske Sesame Street med frøer og andre herlige dukker – så gik Hanne Willumsen hjem og syede en frø, som Kjeld under navnet Kaj kom til at lave 80 udsendelser med. Og mange år senere blev der produceret 75 programmer mere. I dag er det historie – en succeshistorie, som stadig kører i DRTV – og som er storsælgende gennem årene på video. Kaj & Andrea blev rakket ned af pædagoger – Ingrid og Lillebror og K&A blev stoppet. I en periode på 15 år havde Kjeld intet at lave i B&U og pludselig blev K&A genoplivet med Christine Schou og Ole Kibsgaard – og Kjeld. Ny stor succes for Kaj & Andrea – og nu er der stadig afgifter til Kjeld Nørgaard for de mange indspilninger. Telefonen ringer af og til for en enkelt speak – men ellers er det rejser til Kenya og Mexico pensionen benyttes til. Her var en frø, der gjorde en stor karriere ved siden af den seriøse del af teaterlivet for Kjeld – som af og til måtte undvære nogle roller, fordi han netop var Kaj på tv. En herlig eftermiddag med en foredragsholder, som er elsket for både sine roller og hans eget jeg.
tekst og foto: ørs-
Indblik fra hemmelige arkiver
12-9-2013
Det var en mesterlig fortæller, som var på podiet med fortællingen om de hemmelige og nu tilgængelige arkiver, der gemme på oplysningerne om politiet under besættelsen. Den tidligere medarbejder i drabsafdelingen og på Rejseholdet, Frank Bøgh, er ikke bare en skattet foredragsholder, men også underviser på Folkeuniversitetet. I årevis har han forfulgt sporene med ”den gode historie” om politiet, og undret sig over, hvorfor man IKKE vidste noget om politiets virke under besættelsen. Naturligvis vidste nogen noget – men de ville bare ikke fortælle det. Langsomt har Frank Bøgh undersøgt og forsket i arkiver samt bøger – og sammenstillet oplysningerne med interviews med involverede og nu pensionerede politikfolk med meget høj alder. Det er blevet til flere bøger og en videnbank, som er helt unik. Politiets opdeling var besynderlig med masser af kommunalt ansatte politimestre og så en Rigspolitichef, der ikke havde noget at skulle have at sige overfor dem. Det er blevet ændret og bedre, men hele politiet engagement fra 9. april 1040 og frem til befrielsen - senere specielt retsopgøret er en spændende og opsigtsvækkende historie. Den fik vi helt frem til henrettelsen af 46 personer i januar 1946. 30 blev henrettet i København og 16 i Viborg. Det var politiet, der kom til at stå for disse henrettelser, og Frank Bøgh kunne fortælle om disse med uhyggelig præcise detaljer, fordi han har talt med nogle de politifolk, som skød dem, der havde fået såkaldt livsstraf. Et pænere ord for dødsstraf – men med samme udgang. Vi fik detaljer om kampen om Amalienborg, politiets indstilling til politifolk, der var medlemmer af kommunistpartiet eller nazitilhængere. Det er nok ikke noget hjørne, hvor Frank Bøgh mangler at hente viden om de fem specielle år i Danmarkshistorien. Det var en rigtig spændende eftermiddag, og det varer normalt 8-9 timer at fortælle hele historien – og vi kan godt tænke os at høre resten.
ørs-
Paven lytter da til Jørgen Anton
29-08-13
Så kom pensionisten Jørgen Anton, der i årevis har fortalt os om den katolske kirke, paven, Peterskirken og sidst ikke mindst det seneste pavevalg i TV-A. Med stor autoritet fik vi mange spændende historier om den katolske kirke, paverne og deres indbydes forhold. Ikke rygter – ikke løs snak – men analyse på højt niveau – så højt et niveau, at det er åbenlyst, at den nye pave Frans lytter til Jørgen Anton, som nu er på pension. Jørgen Anton kunne fortælle os, at pave Frans er en usædvanlig skikkelse – selv for kirken. Reformer og ændringer kan forventes snart. Frans finder sig ikke i den måde, som kirken hidtil har været forvaltet. Selv bor han i dag i en to-en-halv-værelses lejlighed i Vatikanet – og de tidligere paver boede i det apostoliske palads. Brugen af Vatikan-limousiner er blevet minimeret, og Banco Vaticano skal kigges efter i kort og finanser. Nok er nok – og derfor skal der virkelig renses op. Det kunne Jørgen Anton fortælle os – og en af de ændringer, som Frans nok snart ville komme med – var at nummer 2 efter paven gennem mange år, nemlig kardinal Bertone nok snart ville blive degraderet. Ja. Det kom til at passe, for to dage efter foredraget i DRs Seniorklub blev Bertone afsat. Endnu et forsøg på at luge ud i fortidens skandaler, som Tarcisio Bertone påstås at have været meget vidende om. Nu bliver ærkebiskoppen Pietro Parolin ny stedfortræder for paven og mand nummer to i hierarkiet. Det blev vi jo fortalt allerede torsdag – så det var ingen overraskelse for os, at vi kunne læse det i vores søndagsaviser. Det blev en meget oplysende eftermiddag af en veloplagt Jørgen Anton, som har meget mere spændende han kan fortælle os en anden god gang. En vidende person som kan fortælle i timer med spændende sandheder om den verdensomspændende katolske kirke, der med den nye argentiner i pavestolen nok skal gøre kirken mere populær end flere af sine forgængere. Det er en pave med benene på jorden – og han er overraskende nok også i stand til at ringe fra sin egen telefon. Han har flere gange ringet til personer, som han gerne ville tale med. Tænk at blive ringet op – og en person siger – Ja goddag det er Paven. Og at det så passer. Det er en overraskelsernes mand, som nu har fået Sct. Peters hyrdestav.
ørs-
Så kom vi bag Grevinden med Wennick
22.08.13
En af DRs aller fornemste dokumentarister kunne fortælle os om en af de største succeser i den lødige genre på TV. Per Wennick er manden bag Grevinden på tredje, som vi alle har set indtil flere gange med stor oplevelse hver eneste gang. Hele 30 gange har programmet været på skærmen, og det hele begyndte med, at Per havde set en avisartikel om den meget specielle 95-årige dame, der var både grevinde og minister. Per tog mod til sig og jakke plus slips på og sikrede sig en aftale med den fornemme kvinde, som trods mange forhindringer og indvendinger gik med til at medvirke i succesprogrammet. Per Wennick blev hun ved med at kalde Wenche indtil sidste gang de to så hinanden. Hele forløbet frem til godkendelsen og fotooptagelserne med Erna Hamilton blev beskrevet med et nødvendigt glimt i øjet – for det var sandelig i skoleridt udi tredivernes måde at leve på. Hun forlangte kr. 100.00 for at medvirke i programmet, men det blev til en afregning med 20 flasker champagne. Ganske usædvanlig afregningsform for DRs økonomiansvarlige. Grevinden var ikke længe så stærk på økonomien – og hun lod sig også klippe og farve i håret, hvor man på Østerbro kunne få det for kr. 98. En veloplagt eksentrisk dame på 95, der kørte Per Wennick godt rundt i manegen og optrådte fint på åben skærm og dermed gav os alle et indblik i livsførelse, som man ikke troede var mulig. Per Wennick er en fantastisk filmmager, som kan skabe indlevelse og oplevelse for danske seere. Det blev en herlig eftermiddag med et kig bag kulissen med et stort glimt i øjet.
ørs-