"Er det præsten..?"
28.10.21
Vi sidder og hygger med kaffen og Dortes dejlige kager, da der kommer en skøn kvinde iklædt en meget grøn kjole med masser af tyl og påsatte ‘’rekvisitter’’ - mørkegrønt hårpynt og orange kondisko, fejende ind i Klærkesalen. Der bliver hvisket lidt i baren og ved bordene´´er det præsten´´?
Jeps, det var præsten - den livlige, livsbekræftende og altfavnende gadepræst Liane Zimsen Dambo, som huserer på Vesterbro - i gaderne, på caférne og selvfølgelig i kirkerne. Liane ringer også gerne på dørene i bydelen, hvis nogle skal have hjælp eller måske en lille opsang. En præst, der møder folk, der hvor de er. Det var en herlig eftermiddag med Liane, som fortalte om sin opvækst, sin præsteuddannelse og sit arbejde på Vesterbro.
Næstekærlighed og omsorg for samfundets svageste kunne hun tale om i timevis på sin ligefremme og gæve måde. Vi blev godt underholdt, fik lidt at tænke over og samtidig kan vi i den grad glæde os over, at det prioriteres - også at have den type præster i Danmark.
Tekst: vibeke
Foto: Engell
Kriminalitet i luften
14.10.21
Der var hele to på podiet til at underholde forsamlingen denne torsdag. En radiomedarbejder, der stadig kan høres i æteren, når der er Radioavis, og tidligere en DRåben-redaktør, som ikke længere er i DR. Sidstnævnte er Kirsten Stubbe-Teglbjærg, som i rigtig mange år skrev, da DRåben blev udgivet i trykt udgave og senere, da det blev en elektronisk udgave, der kun kunne hentes på en mobiltelefon eller computer. Radioavismedarbejderen er den altid veloplagte Preben Lund, der er en af de rigtig gode oplæsere af Radioavisen. Let og forståeligt dansk – sådan som en Radioavis også var en gang – men ikke længere er på et kvalitetsniveau, som man egentlig burde forlange som licensbetaler.
De to foredragsholdere har nu skrevet hele tre bøger fra det småkriminelle miljø. Noget om dårlig opførsel. Noget om bedrageri og noget om virkelig dårlig stil. Bøgerne ”Vejen til vrede”, ”Over alle grænser” og ”Fup, svindel og fiflerier” er titlerne, der var udgangspunkt for dagens fortællinger. Svindleri, ubehøvlet opførsel i trafikken, grov økonomisk kriminalitet og smugleri. Kreative hjerners aktivitet på den forkerte side af loven blev fortalt med glimrende eksempler. Spændende at høre om personer, der ikke opfører sig pænt – og så endda ofte slipper godt fra det. Hvis man vil vide mere om, hvordan man bedrager andre, så er bøgerne om ”Over alle grænser” og ”
Fup, svindel og fiflerier” glimrende fortællinger om, hvorledes man snyder sine medmennesker.
Tekst + foto: ørs-
Rundt om Jørn Riel med Lillian H-W
7.10.21
Rundt om Jørn Riel med Lillian Hjorth-Westh.
Vi skulle høre om den spændende forfatter Jørn Riel med foredragsholderen Lillian Hjorth-Westh. Og det blev er herlig eftermiddag i selskab med Lillian, der er en medrivende underholder. Hun talte om Jørn Riel, der er kendt og elsket for sine skrøner. Fra forfatterens skoletid og hans udstationeringer flere steder i verden som radiotelegrafist eller navigatør. Eksempelvis Grønland hvor han opholdt sig i 10 år. Han fik De Gyldne Laurbær i 1995 og Det Danske Akademis Store Pris i 2020. Riel er netop fyldt 90, han bor med sin svenske kone i Singapore om vinteren og i Sverige om sommeren. Hele 66 bøger er det blevet til, og en jubilæumsbog med de bedste skrøner er udkommet i år. I dag blev uddelt masser af anekdoter og skrøner om Jørn Riel. Lillian H-W er mester i at skabe en god stemning i et foredrag, hvor hun finder guldkorn efter guldkorn. En eftermiddag som man meget nødigt vil gå glip af. Skulle vi en dag savne en foredragsholder – så skal hun være velkommen igen. Tak for en dejlig eftermiddag.
Tekst & billede: ørs-
Fantastisk eftermiddag med en ægte Tribini.
30.09.21
Dagens gæst var en vidunderlig frisk kvinde på 75, der virkelig havde noget at fortælle – som endda var interessant. Fornavnet er Aase og efternavnet TRIBINI. Datter af den navnkundige Professor. En af de sidste gøglere, der døde i november 1973, og som havde hevet sin datter med på de skrå brædder, da hun var ganske lille. I årevis var Tribini noget af det festligste på Dyrehavsbakken. Professor Tribini var en festlig person, som gav sig til at snakke fra han stod op om morgenen til han gik i seng. Altid en kæk bemærkning til publikum – pjat og sjov og masser af medaljer på jaketten. Den oversavede dame, og en dame uden hoved, julemandskongres på Bakken i juli måned, feriefester og arrangementer i metervis med ham selv som det naturlige midtpunkt. Det var sommerlivet i beboelsesvognen på Bakken, hvor hele familien havde en rolle i den parade af personer, som optrådte i cirkusteltet og blev præsenteret af professoren på Bakkens hovedstrøg. Festligt, fornøjeligt og svindel blandet med humbug. Adskillige store skuespillere var han bedste venner med.
Det undlod han aldrig at fortælle vidt og bredt. Alt fortalt af datteren Aase, der var med på scenen allerede som 3-årig. En festlig dame, der både tryllede for os, viste tricks og hyggede om os med de gode historier fra et langt farverigt liv sommer og vinter. En herlig underholdende eftermiddag med Aase, der har haft et liv med gøgl om sommeren og som nissepige i november og december.
Tekst og fotos: ørs-
TRAPPE OP OG TRAPPE NED I TINGET
16.9.21
Det var ikke for personer med gangbesvær at færdes i folketinget.
Vi var rigtig mange, der fulgte i folketingsmedlem Jeppe Bruus’ fodspor trappe op og trappe ned i den mægtige bygning, som er centrum for vort folkestyre.
Vi nåede lige at blive vist rundt af Jeppe Bruus, der gik på barsel få timer efter han forlod os efter en rigtig fin orientering og rundvisning på Borgen. Den 19. september gik Jeppe på forældreorlov, fordi familien er blevet forøget med lille Viggo.
Borgen var en fin oplevelse, selvom der var ikke den store politiske aktivitet, fordi vi var der inden åbningen af Folketingsåret. Ferietid – men alligevel mange mennesker på gangene og trapperne. I sandhed et travlt sted, hvor vi travede og fik fortalt om den smukke bygning af Jeppe Bruus og sluttede med en fin lille frokosttallerken med en stilfærdig øl eller sodavand til. Her nogle billeder som giver lidt indtryk af en glimrende dag.
Vores rundviser Jeppe Bruus (S) i Socialdemokraternes partilokale foran et at de store malerier - her Metrobyggeriet, hvor Helle TS skrider henover skinnerne.
Tekst & foto: ørs-
Side 16 ud af 29