Spøjs enmands revy

25.4.19
Godt hensat til 1968 oplevede vi en enmandsrevy med Otto Schønberg – alias Allan Høier – der virkelig opførte sig som en revyskuespiller ville gøre det i tresserne. Nedladende over for publikum i salen i et sprog, der hørte tresserne til. Vor entertainer og visesanger denne torsdag medbragte selv en enorm skærm, der blev opstillet midt på scenen, og med sin chokoladebrune farve gav den os stemning, som var vi i det forrige århundrede.

Det handlede om Emma Gads Takt og Tone – og vi blev stillet spørgsmål om de opdragende ord i hendes bog. Vi skulle også igennem Osvald Helmuths Konen, Kællingen Madammen – senere Max Hansen-hittet Kys Hinanden og da også Bare Det Var Mig, som Preben Uglebjerg sang en gang – og sidst men ikke mindst Det Må Jeg Ikke For Moar, som salig Arthur Jensen havde et stort hit med. Alt sunget til akkompagnement af en flittig kvindelig pianist, som var til stede via en computer. Ganske fikst og sjovt gennemført som en enmandsrevy lige foran vores øjne og ører.

Helt fin underholdning, som vi slet ikke havde forventet, men heldigvis fik. Det var anderledes denne gang i Klærkesalen – og ganske godt.

Tekst og foto: ørs-

Damerne fra Sprogø

28.3.19
Vi havde besøg af historikeren Carsten Egø Nielsen, der er specialist i lokalhistorie på Vestsjælland og har sin uddannelse fra Odense (Syddansk) Universitet. Talrige lokalhistoriske artikler er det blevet til og ikke mindst om Sprogø, som vi skulle høre om denne torsdag. Vi fik forklaret om Jussi Adler Olsen og hans Journal 64, som 760.000 personer gik i biografen for at se om det mærkværdige kapitel af Danmarkshistorien om kvindeanstalten på Sprogø, hvor misrøgt og lægelige forsøg med tvangssterilisering var en del af hverdagen for de anbragte. Stærke erotiske tilbøjeligheder hos kvinder kunne være årsag til, at myndighederne fik anbragt kvinder på den ø, som Storebæltsbroen nu har forbundet med både Fyn og Sjælland. Den store begivenhed på øen var de to gange om ugen, hvor postbåden fra Korsør ankom til øen. Anstalten blev drevet af Åndssvageforsorgen, og lægen Christian Keller var ansvarlig for driften i de første år efter han etablerede anstalten for åndsvage og seksuelt løsagtige kvinder. Ikke et fængsel, men et sted, hvor man kunne blive anbragt på ubestemt tid. Vi fik et indblik i hverdagen om Sprogø i et hurtigtkørende foredrag, som nok burde være afviklet på ca. 30 minutter mere end den time, som var til rådighed. Spændende og medrivende var det, specielt fordi Carsten Egø Nielsen havde mødt pårørende til piger, der var anbragt på øen. Utrolig mange sjældne billeder fra livet på Sprogø fik vi at se, og det var en sjælden skildring af livet for de stakkels piger, som ifølge foredragsholderen burde kaldes kvinder eller damer. Men flere bøger har benævnt dem som piger, selvom det var modne kvinder, som blev eksporteret til den lille ø helt frem til nedlæggelsen af anstalten 1961.

Tekst og foto: ørs-

2019 Det fantastiske Mærsk Tårn 11. april

Et mødelokale med lyd og billedmuligheder til omkring 500 personer, hvor lyden skal være perfekt for alle personer i salen. Jow tak – et sådan lokale finder man i Mærsk Tårnet, hvor vi på et lille hold på 23 personer havde fået lov til at komme ind for at se på den nye bygning, som er opført lige syd for Rigshospitalet som en ny del af Panuminstituttet. Et fantastisk bygningsværk, der via bevillinger fra Folketinget og en overordentlig stor donation fra Mærsk, har kostet 1,5 milliarder og ikke oversked budgettet med ret mange millioner, hvilket er fantastisk i vore tider. Mærsk-fonden havde betinget sig, at interiøret skulle være i topklasse, og det er det blevet. Lædersofaer, ege-træpaneler og ditto-døre i hundredvis præger det elegante byggeri, der er med 15 etager skabt via C. F. Møllers Tegnestue, som vandt arkitektkonkurrencen. Opført fra 2012 og indviet i januar 2017. Mærsk donerede 600 millioner og et lille tillæg på kr. 125 millioner til inventar. Derfor er det et fantastisk bygningsværk – virkelig et besøg værd. Alene den store foredragssal med lydanlæg i verdensklasse var noget, der kunne få selv garvede DR-teknikere til at tabe kæben. Lyd fra hele 129 højttalere til alle tilhørere. Skulle du en dag komme forbi, så er det forskeren Niels K. Jerne, som har lagt navn til foredragssalen, som du burde se og høre. Når man tænker på de lydproblemer, som dagligt opstår i DR, så var det her nok skoleeksemplet på, hvordan sådan noget kan løses.
Byggeriet er så flot udført, at man er ganske overvældet. 42.700 m² (24.700 m² til laboratorier, kontorer, mødelokaler, auditorer, fællesfaciliteter og 18.000 m2 til foyer, kantine, klasseværelser m.m.). Noget af en bygning, hvor billedkunstneren Tonning Rasmussen har lagt flotte farver i store vægmalerier til at live op i de fantastiske lokaler. 3,300 kobberskodder er med til at skærme vinduerne mod sollys styret således at varme og lys fordeles på den bedst hensigtsmæssige måde. En vindeltrappe i eg snor sig op igennem bygningen fra det store atriums stueetage med omkring 2000 stykker MDF-plader med egetræsfinér. Nu kan det lyde til, at alt er meget dyrt og flot. Men sådan er det ikke, fordi selve laboratorierne er udført i billige lette materialer, således at de hurtigt kan opbygges og opdateres, såfremt ny forskning med andre end de nuværende faciliteter er nødvendig. I bunden af hele byggeriet ligger lageret med sprit og metanol i store tanke, med forbindelser til de enkelte etagers tappesteder. Naturligvis for at modvirke katastrofer med brand m.m. Her ligger også to tanke på plads til hhv. 40.000 og 60.000 liter regnvand, der opsamles fra forpladsen og anvendes til toiletskyld og have/skovvanding. Det er gratis at gå ind at kigge – men rundvisningen med en kyndig guide som Asger Kanstrup koster, men det var nu også en superguide. Hele dagens hold afsluttede med rugbrødsmadder på Café Bevars i Ravnsborggade.

Tekst og foto: ørs-

Vi så spændende vinduer

 21.3.19 Et ejendomsmægler-stenkast fra TVBY i Gladsaxe ligger Maskinvej, hvor Villum Window Collection har til huse. Her er en helt fantastisk samling af virkelig spændende vinduer i et museum, der er helt udover det sædvanlige. Vinduer gennem tiderne, en forklaring på, hvordan vinduer fremstilles og ikke mindst, hvordan vinduesglas fremstilles. Det er såmænd skaberen af VELUX-vinduet, Villum Kann Rasmussen (1909-1993), der har grundlagt et museum, som er en overset juvel af et museum. Der er ofret adskillige millioner på dette museum, der vises os udviklingen af vinduer, som kan forekomme ret kedelig. Men sådan er det ikke, når man først oplever det her i Gladsaxe. Mere end 300 historiske vinduer fra det 17. århundrede og frem til i dag kan skues. Og så på en meget elegant måde i flot design i en lyssætning, der er uovertruffen. Nu er det slet ikke en reklame for VELUX-vinduet – derimod en illustrativ måde at fortælle os om kvaliteten i livet med lys, luft og udsigt. Så elegant kan det gøres og faktisk en overvældende oplevelse, som man kan skaffe sig tirsdage og torsdage fra 10 – 16 (lukket juli) uden af betale entre. Fantastisk.

Efter besøget bevægede vi os til Mørkhøj Kirke, hvor sognepræsten Ib Ehlers Jørgensen modtog vores lille selskab på godt 30 personer. Her fik vi lov til at synge i kirken og derefter gennemgang af de to store kirkeruder og udsmykningen af væggen bag altret samt prædikestolen. Formidabel glaskunst udfør af færingen Trondur Patursson, der skildret skærtorsdag, langfredag og påskemorgen i glas. Efterfølgende var der smørrebrød i den største mødesal. Vi fik et glas – også her, så alt var i glassets tegn denne dag. Men husk lige at kigge forbi Villums samling af vinduer.

Tekst og foto: ørs-

2019 test