Elvis var kongen
10.3.22
Journalisten Jan Eriksen begyndte sin journalist-musikalske karriere på GAFFA og derefter var på BT i 23 år. Han skrev om Melodi Grand Prix, stand-up comedy, rock og de fleste andre musikalske genrer, som BT nu en gang ønskede at skrive om. Han har skrevet bøger om Anne, Sanne & Lis, brødrene Olsen, Pretty Maids og mange andre. I dag handlede det om Elvis Presley, som døde allerede som 42-årig i 1977. Men Elvis er så stort et navn, at Jan Eriksen holder adskillige foredrag om denne fantastiske sanger. Allerede som dreng var Elvis fast inventar på Jans grammofon, og da Henrik Knudsen skulle etablere Memphis Mansion ved Randers, så var Jan også med til at hjælpe. Memphis Mansion er et museum for den store sanger, der er bygget af Henrik Knudsen, der må anses for at være den største Elvis-fans i Danmark. Fantastisk nok er indtjeningen for tiden for Elvis større end den gang han levede, og tilstrømningen til Elvis´ fantastiske hus i Memphis besøges af tusinder hvert år. Det hus har Jan Eriksen også besøgt, og fortalte levende om de mange personer, som kendte Elvis, da han levede. Fra sygeplejesken til musikere og bodyguards fik vi en flig af Elvis’ liv. De såkaldte lågepiger, Shirley og Debra, som i dag sælger Elvis souvenirs. Dem har Jan Eriksen også mødt. To piger, som i halvfjerserne opholdt sig foran Elvis’ hus for blot at få et glimt af ham, når han kørte ind eller ud af den kæmpemæssige låge til haven.
Elvis liv fik vi skildret – og det er ikke alt sammen rart af høre. Han fik sine ansatte til at skaffe de piller, som han skulle have 5-7 af om dagen. Man fik hele historien om den store entertainer, som var bærende navn for ungdomskulturen i mange år. I al fald til Beatles kom på scenen i USA. Med hele 33 mere eller mindre gode film blev Elvis udødeliggjort. Koncerter blev der ikke til mange af og han optrådte aldrig i Europa. På foredragsholderens forespørgsel var der kun én i salen, der kunne fortælle, at hun havde set Elvis optræde live.
Elvis er stadig et af de mest betydningsfulde navne i showbiz. Og han var en af de bedste sangere.
Det var underholdende i dag – men også en sørgelig historie vi fik fortalt.
Tekst + foto: ørs-
Jens Gaardbo i stormvejret
3.3.22
Det var til en fyldt Klærkesal, at Jens Gaardbo dukkede op med godt humør til de mange forventningsfulde tilhørere. Det var noget af en fortælling fra Frederikshavnerdrengen, som begyndte med en morsom og kvik beretning om det at have Nordjylland som fødeegn. Jens kender vi alle fra skærmen, og en stor del af tilhørerne kender ham fra tiden i DR. Vi fik Jens på slap line om det at være opvokset i Frederikhavn og så til Nordjyllands Radio – den DRs regionale station i Ålborg – så videre til regionale radiostation i Næstved med Grethe Kliving som chef. Derefter til Århus regionalradio og da også hos stationsforstander Leo Rix på Bornholm. Med masser af fine små anekdoter strøet mellem handlingsforløbene til en spændende tilværelse i radiouniverset for så at lande i DRTV i TVAvisen. Og så videre til TV2, som åbnede i 1988, og det var her Jens udviste dårlig dømmekraft i jobbet som nyhedschef fra 1997 til 2003. Det meddeles i efteråret 2020 fra et advokatfirma med navnet Norrbom Vinding til TV-2s ledelse, at blandt andre Jens havde været dårlig til at finde ud af, hvorledes man opførte sig som chef for specielt kvindelige medarbejdere.
Han havde været en slem dreng for mere end 20 år siden – og derfor blev han fyret. Samme skæbne måtte Jes Dorph også lide. Men til forskel fra Jes, så holdt Gaardbo sin mund og fodrede ikke aviser med sit eget syn på sagen. Jens er blevet separeret fra Pernille, som han blev gift med i 1996.
Jens laver nu TV-udsendelser for DK4, men hans tilværelse som topjournalist og vært på en national TV-station ligger i grus. Tænk, at man tyve – ja tyve efter kommer advokater og ledelse på en TV-station og meddeler, at man ikke mere er egnet til at være på skærmen. Hele MeToo-affæren har haft meget store menneskelige omkostninger to årtier efter ”den upassende opførsel” fandt sted. Vi fik med besøget af Jens Gaardbo en levende og meget ærlig beskrivelse af en nedtur af dimensioner.
Inden Jens holdt inde med sin underholdende fortælling fik vi lige en tur i kommunikationsverdenen, som Gaardbo mener er blevet helt forfærdelig. Hjemme har han 42 TV-kanaler, en evigt forstyrrende mobiltelefon, masser af radiokanaler – og faktisk aldrig fred til at slappe helt af, fordi nye medier fylder så meget i tilværelsen, at det er blevet være et helt menneske på grund af al den kommunikation. Og dertil siger Jens helt kontakt: Alt nyt er noget lort.
Så vi fik historien fra hestens egen mund. Omkostningerne har været meget meget store. Men holder vi af Jens Gaardbo efter hans besøg i DRs seniorklub ?
Et stort JA kunne høres af det bifald Jens fik, inden han forlod os.
Tak for en herlig eftermiddag med et godt indblik i en ganske udsædvanlig skæbnefortælling.
Tekst og foto: ørs-
Løns på slap line hos seniorerne.
10.2.22
Vi havde den tidligere radiodirektør Leif Lønsmann på talerstolen efter en meget hurtigt overstået Generalforsamling overværet af godt 80 personer. (Se referat her). En fin eftermiddag med en særdeles veloplagt foredragsholder, der kunne fortælle mange historier fra DRs virkelige liv. Fra at være militærnægter og løsarbejder i begyndelsen af karrieren i DR til at sidde som medlem af direktionen er der er lang vej – og mere end fyrre år gik der med at være en DR-person i mange forskellige lag. Han endte med at være koncerthuschef ansvar for 400 arrangementer om året i det nye musikhus – og så var det også slut – men ikke helt alligevel.
I rigtig mange minutter lyttede vi til dagens gæst, der ganske livligt kunne fortælle om sin tid i Danmarks Radio, som det jo hed, da han blev ansat. Kampene med medarbejderne, politikerne, journalister på dag- og ugeblade fik vi indblik i, men som en fisk i vandet snoede han sig behændigt igennem årene i DR uden at fortælle hemmeligheder, som vi nok godt ville have vidst noget mere om. Spændende var det at høre om alle vore gamle kollegers arbejde i en tid, hvor den stadige elektroniske revolution overvældede os alle sammen. Løns har været hele møllen igennem i DR. Han har siddet med, når der skulle tage store beslutninger og en af de helt store var naturligvis, at hans eget job som radiodirektør skulle nedlægges – radio og TV m.m. skulle slås sammen, og så blev der en mediedirektør ud af en radio- og en TV-direktør. Og det var ikke Løns, som blev mediedirektør. Generaldirektør Christian Nissen spurgte om Løns havde tid til, at de kunne spise frokost sammen – og her fik Løns tilbud om at blive chef for koncerthuset med de mange økonomiske udfordringer i kølvandet. Løns sagde ja, og blev hængende i DR i en del år mere. Vi fik en del anekdoter strøet henover os, og bedst var det nok at høre om Rådhusklokkerne, som blev skåret så meget ned i sendetid, at timeslagene kl. 12.00 blev afskaffet – radiojournalisterne fik en lille smule længere sendetid. Og trods en bemærkning i Dronningens nytårstale, protester fra politikere på Christiansborg og dagbladene med store artikler om nedlæggelsen af bimlen og bamlen fra klokkerne i Rådhustårnet til en ultrakort version, ja så blev det ikke ændret. Det var den største protestbevægelser i Løns’ spændende DR-liv. I dag fungerer han som konsulent for danske og udenlandske radiostadioner – og der er altid et godt råd at hente. Af og til ville man ønske at hans sunde fornuft stadig blev lyttet til i DRs udsendelsesvirksomhed.
Tekst og foto: ørs-
2022 Storstilet fest med glade gæster, 27. jan
27.1.22
Det er ikke nemt at lave kager til de utrolig mange mennesker af begge køn og i fortrinsvis høj alder. Men formandens kone gik i gang med et flere dages projekt med at fremstille små Sarah Bernhardt-kager. Mange – rigtig mange, så alle kunne få mere end to kager hver. Men hvor mange var der så: et fad med fyrretyve, et fad med fyrretyve, et fad med fyrretyve (det var tre fade med hver fyrretyve) + et fad med femogtredive, et fad med femogtredive og sidst så et fad med femogtredive. Altså flere end hundrede – som alle var pyntet med violer, guldstøv eller andet let materiale, som forsvandt som dug for morgensolen. Der var sange skrevet af næstformandinden og trykt i tilstrækkeligt oplag, så alle havde chancen for at kunne synge med. Deltagerne havde travlt med af spise højtbelagt smørrebrød, drikke øl, rød eller hvidvin efter det først glas champagne var drukket. Kaffe og kager – fik jeg mon nævnt, at formandens egen hustru havde kreeret dem. Alt mens det elektriske orgel blev betjent med følsomt sind, så stemningen var fin. Mange af gæsterne kunne fremvise bedre kondition end tidligere, for de havde været forbi efter reservedele til knæ, hofter, ben, hænder, og derfor var de bedre til at kunne bevæge sig. Lystigt var det at så mange var glade over det værste Corona havde hærget vort land – og nu kommer foråret, og vi kan bedre komme rundt i byen i stedet for at sidde indelukket.
En rigtig god eftermiddag, hvor der ovenikøbet blev danset til liflig musik.
Tekst og foto: ørs-
Mange flere ørs- fotos her
2021 Gløgg, æbleskiver og julesange!!, 9. dec.
Side 14 ud af 28