Vi fik jazz og Kjeld i stedet for bisp. Kjeld Hobel reddede Seniorklubbens indhold på flot vis
Erik Norman Svendsen skulle være gæstetaler i Seniorklubben, men en slem migræne medvirkede til et afbud, og trods ihærdig indsats fra formand Bent på at skaffe et anden Nørrebro-menneske – så lykkedes det ikke. Heldigvis dukkede Kjeld Hobel op med sit foredrag om Jazzen under besættelsen, som skulle holdes den 27.oktober. Han havde det med i tasken, og hvad var mere nærliggende end – at han straks fik mikrofonen og EL-OLSEN som tekniker. Tyve sølle minutter til forberedelse, og Kjeld Hobel var i gang med ”Det hemmelige våben under besættelsen – Jazzen.”
Et herligt indhold med mange dejlige historiske klip på lærredet med Louis Armstrong fra 1933 med ”Dinah” – og med tysk militærorkester henover Rådhuspladsen den 20. april 1940 – Hitlers Fødselsdag. Vi fik Kjelds muntre kommentarer og uddybende indsigt i jazzen under besættelsen med svenske Alice Babs og Charlie Norman fra Tivoli og basunist og orkesterleder Peter Rasmussen, som ærgrede sig over, at Glassalen i Tivoli blev sprængt i luften og forvandlet til en bunke glasskår. Vi fik musik og historier fra en tid, hvor Svend Asmussen, Kai Ewans, Leo The Lion Mathisen og Bent Fabricius var unge og dansk jazz fornemste navne. En flot præstation med et flot foredrag, hvor Børge Roger Henrichsen, Mogens Kilde og andre DR-personalities dukkede op – og en afslutning med Glenn Millers Orchestra i en sort/hvid-optagelse med ”In The Mood”, hvor Kjeld mente, at der gerne måtte danses. Det burde vi have gjort – og der var stort bifald til Kjeld Hobel for en dejlig time i jazzens blomstringstid under besættelsen.
Ørs-
En eftermiddag med Generaldirektøren
Maria Rørbye Rønn var gæstetaler i Seniorklubben, der havde et overordentligt stort fremmøde. Salen var fyldt til sidste plads, og en veloplagt generaldirektør fortalte om det DR, som står overfor mange udfordringer såvel på radiodelen som TV-siden. Siden politikerne besluttede at tage godt 100 millioner af licenspengene for at give dem til en ny radiokanal, som begynder at sende den 1. november, er en omstrukturering af P1 og P2 gennemført, således at nye sendeflader kan lanceres med større og større informationsniveau op til selve premieredagen. Ingen danskere vil være i tvivl om, at DR strammer sig an i kampen med kanalen 24/7 , som Berlingske Media og Peoples Press er sammen om at sende. Tidligere DR-medarbejdere er hyret til meget af arbejdet, og spændende bliver det.
- Der er mange udfordringer for DR, og i min tid vil der ikke blive bygget nyt. Vi er nu kommet igennem til et budget med balance i, og med en public service-kontrakt, som vi kan efterleve – så derfor kender vi indtægter og udgifter i de næste mange år. Helt i modsætning til mange andre i branchen, og skal vi udnytte, og det gør vi. - Vi har fået et fint samarbejde mellem direktion og bestyrelse, og det er noget vi har savnet. - Jeg blev udnævnt den 7. februar – overraskende for både mig selv og mange andre selv i bestyrelsen, som have varslet, at nu skulle vi have et kulturelt fyrtårn som Generaldirektør. - Det blev det ikke. Det blev en jurist som mig. Jeg havde fortalt, at nu var det på tide, at direktion og bestyrelse skulle arbejde sammen – og ikke mod hinanden. Jeg ville gerne stå i spidsen for det og som bureaukrat og ikke som kulturpersonlighed skulle der være en chance for et helt nyt samarbejde – som vi i DR ikke havde opleveret i årevis. Sådan blev det Maria Rørbye Rønn blev efter 15 års ansættelse i DR den nye Generaldirektør, som kunne fortælle, at hun mente, at hendes fornemste opgave var at få direktørerne til at arbejde sammen – og at få bestyrelsen med på direktionens mission og vision. Der var en del spørgsmål fra salen om genudsendelser om sommeren, TVs 60 års jubilæum på skærmen og om mennesket Maria Rørbye Rønn, som beredvilligt fortalte om egne børn, svigerforældrene fra Thyborøn, som var svære at forstå sprogligt, ægtemanden Laurits og jobbet som jurist i Odense og senere i Kulturministeriet og endelig i DR. En indholdsrig eftermiddag, hvor vi tidligere medarbejdere fik indsigt i nogle de emner, der beskæftiger en generaldirektør, som ankom til Klærkesalen på cykel. De dage, hvor Generaldirektøren havde egen chauffør er for længst forbi.
Mvh
Ørs-
Foto © Per Tidgen
Det er ikke så ringe endda at være i + alderen
Monica Krogh-Meyer havde virkelig ”Solgt billetter” til foredraget.
Klærkesalen var propfyldt og jeg er sikker på ingen gik skuffede hjem.
Et af Monicas bud var: Der er meget stor viden og energi blandt denne aldersgruppe og den vil være en kæmpegevinst for arbejdsmarkedet, men det har de desværre ikke fundet ud af endnu. Her er ikke tale om det grå guld, men om det nye guld.
+ alderen sidder også på langt de største værdier i samfundet og har den største købekraft.
Kroppen bliver naturligvis mere brugt i årenes løb og som Monica udtalte: Vågner man op en morgen uden at have ondt et eller andet sted, er man sikkert død.
Vi fik både et humoristisk og alvorligt foredrag om aldersgruppen 50+, krydret med Monicas arbejdsliv i DR.
Det var en rigtig fin dag i klubben.
Bent Erik
Fra den frygtede ”Niggermusik” til den elskede dansemusik
Erik Moseholm fortalte levende om udviklingen indenfor den moderne dansemusik og vi fik musikalske smagsprøver
Styret af Eriks kone Vigga Bro .
Den moderne dansemusik har basis i de sorte amerikaneres musik og dans.
I den tidlige periode blev denne musik beskrevet som meget skadelig for mennesker, men det ændrede sig i løbet af årene.
En af tidens kvindeklubber udtalte: Unge piger der ofrer deres nerver og skønhed på jazz-foxtrot, vil ældes tidligt og give djævlen mulighed for at leve på stor fod.
Det gav også damerne et dårligt rygte hvis de for ofte dansede med den samme og i de finere kredse var der ligefrem forbud mod at døtrene dansede ”Vrikkedans” med herrene
Moseholm fortalte mange sjove anekdoter fra tidens spillesteder og om de meget spændende personer som spillede den berygtede/berømte musik.
Det var en rigtig god eftermiddag, i den fyldte Klærkesal
Bent Erik
.
Søster Ruth var blevet syg, men broder John overtog med et festligt og oplysende foredrag.
Det blev bestemt ikke nogen kedelig dag i den fyldte Klærkesal, da Aktivitetscenterets leder John Lagoni fortalte om arbejdet på centeret og alle udfordringerne med de ældre brugere. Centeret benyttes af ca. 800 personer og heraf er mange med anden etnisk baggrund. Datastue, dukketeater, værksteder og fitness er blot nogle af de mange tilbud i centeret.
John fortalte om hvordan det var lykkedes at dyrke fitness på tværs af de etniske normer, muslimske kvinder og danske mænd bruger motionslokalet samtidigt og kinesiske, indiske og tyrkiske normer er forenet med de danske i dette center. Det er et virkelig imponerende arbejde som også er blevet prisbelønnet i flere omgange.
John Lagoni har været foredragsholder i Bruxelles (EU) omkring dette arbejde.
Selve Klærkesalen rummer foruden os fra seniorklubben en masse andre klubber og foreninger.
Der er dansehold, yoga, linedance, sangkor, teater og mange andre arrangementer.
I bygningerne er der også kommunale institutioner, vuggestue, sundhedshus, hjemløseklub og et spændende projekt om uddannelse af døve kokke som hedder Allehånde køkkenet.
Vi fik et meget humoristisk og oplysende foredrag af den veloplagte centerleder ”Broder John”
Bent Erik