11. marts 2012

Præsident i Dansk Røde Kors, tidligere administrerende direktør i SAS, Susanne Larsen, var i strålende fortællestil fra barndommen for 62 år siden i små kår på Amager som mellemste barn af 3 piger frem til i dag. Vi fik det hele med. Kriserne undervejs i SAS, hvor tekniske problemer med DASH8-fly medførte, at hele 23 fly blev på jorden.
- Jeg har været igennem det hele med SAS, der ligesom DR er et klenodie.

Efter en uddannelse på et rederikontor og fik min første barn som 17-årig. Og så er man bundet af pasning af barn, mens veninderne fester i byen. Rederiet lukkede, og jeg skulle finde nyt arbejde. SAS lå jo pa Amager, så det var nærliggende at søge ind der. Jeg ringede og fik tilfældigvis fat i en person, der skulle stoppe, og så blev jeg antaget straks, fortalte Susanne Larsen, der for to år tiden fik udgivet en selvbiografi med titlen ”Med luft under vingerne”.
 
Fra at være altmulig-menneske i SAS endte Susanne Larsen med at være administrerende direktør, og var igennem kriserne i SAS med masseafskedigelse og strejker til følge. En bevæget og krævende tid samtidig med familielivet skulle passes med en virkelig udfordring med hendes udviklingshæmmede datter, der i dag bor i et bofællesskab.
I dag er det humanitært arbejde, der er størstedelen af Susanne Larsens tilværelse. Specielt Røde Kors, men også CARE, Vækst & Viden i Helsingør og en lang række kulturelle organisationer har gavn af Susanne Larsens erfaringer med SAS. Hun har altid været en smule vild og påtaget sig opgaver med store udfordringer. Det gør hun stadig, men at slappe af fra det hektiske arbejdsliv var kun med kortvarige ferier - indtil hun stoppede i SAS i begyndelsen af 2009.
- Jeg ringede til min veninde Vibeke (Windeløv), og fortalte, at i morgen kørte vi i min bil. Hun måtte vælge første stop – og det blev Rødby. Så kørte vi snart efter rundt i Normandiet, tænkte på Spanien, men blev dog i Sydfrankrig i nogle uger og med et smut til Italien. Tænk, at vi kunne gøre, hvad vi ville. Tiden var vores egen – og vi gjorde kun, hvad vi havde lyst til. Det blev nogle fantastiske dage, hvor vi begge fik trukket vejret helt igennem, fortalte Susanne.
Det var en oplevelse at høre en sprudlende kvinde med så megen fut i. Siden begyndelsen af 2010 har Røde Kors haft gavn af hendes ildhu og indsats.

Ørs-

 17. februar 2012

Det var den tidligere TV-direktør, international melodi grand prix-general og efter et par år i filmbranchen nu direktør for radio24syv, som stod foran os med et klart mæle om situationen på hans kun 14 uger gamle radiostation.

Det var Jørgen Ramskov, som altid har sagt tingene lige ud – og stadig gør det.

- Jeg er direktør for et politisk projekt, som skal være i luften i de næste 8 år. En taleradio, der skal være et alternativ til DRs P1, og som i daglig tale har været kaldt ”Radio Møller” efter tidligere kulturminister Per Stig, der ønskede konkurrence til DR.

 - Der var kun én, som bød på at lave den radio, nemlig Berlingske og reklamebureauet Wibroe, Duckert og Partners. For 93 millioner kroner om året skal vi lave radio alle dage hele året rundt. De kommercielle danske stationer, som faktisk alle er med rigtig meget musik, har intet at frygte fra vores siden. Vi må ikke være og bliver ikke en konkurrent til dem. Vi skal levere 20 timers kultur om dagen, vi skal have nyheder en gang i timen og vores program er meget skemalagt fra politisk side, fortalte Jørgen Ramskov.

- Til gengæld skal vi ikke ud for at skaffe penge til driften. Vi får næsten 100 millioner kroner ind ad døren hvert år i de næste 8 år. Det er licenspenge. Penge, som DR tidligere fik, da man havde P2 til låns. DR fik jo kun P2 i en kort periode af politikerne, og vi har nu overtaget frekvensen og sjovt nok havde vi en overvægt af lyttere over 90 år, da vi fik en undersøgelse her for nylig.

- Det skyldes, at mange ældre havde indstillet radioen på det gamle P2 – og så fik de os i stedet for efter omlægningen. Men de kan ikke lige finde ud af stille om på skalaen. De fik så en anderledes radio. Uden radiodramatik, uden den gode montage og nyhedsanalyser m.m., som er meget kostbart at producere. Det kan DR, som jo har en nyhedsfabrik i DR Nyheder (sagt i al kærlighed – og ikke nedladende), og på Radio24syv har vi kun 35 nyhedsfolk til det hele. Derfor leverer vi noget, der er anderledes. Vi har hyret folk med skarpe holdninger og med specielle værdier til at køre debatprogrammer. Mange af programmerne er lykkedes – og nogle er ikke lykkedes. Vi skal kigge lidt nærmere på nogle af programmerne – de vil blive ændret, men sådan er det jo altid, når man starter helt fra bunden, fortalte Jørgen Ramskov.

- I juni sidste år trådte vi ind ad døren i vores lokaler, og der var kun vægge, loft og gulv. Det hele skulle bygges op fra grunden, og jeg kunne godt have tænkt mig at have haft DRs store organisation i ryggen. Vi er som sagt kun 14 uger gamle – og meget er rigtig godt – og noget af det er ikke så godt. Det justerer vi. Vi får produceret 20 procent ude i byen – og de 80 procent er egen produktion.

- Vi står foran et større tiltag for at gøre stationen rigtig kendt. Vi markedsfører os i april, og som sædvanlig er det sådan, at ”ting tager tid”. Også for Radio24syv. Vi har fået ros fra Per Stig Møller – han har fået den radiokanal, han ønskede sig. Andre politikere er lidt forbeholdne, men så længe vi lever op til vores givne opskrift, så kan de jo ikke rigtig gøre noget ved det. Vores kontrakt løber i 8 år, og vi glæder os hver dag til at lave rigtig gode radio for de penge, der er afsat til at drive Radio24syv.

Radio24syv har gode gamle DR-medarbejdere til at styre stationen. Suzanne Moll som chefredaktør og så Mikael Bertelsen og Mads Brügger på posterne som kanalchefer.   

Ørs-

11. februar 2012 (rettet 29. feb 2012)

Seniorklubbens gæst var Stig Paulsen, som begyndte sin fortælling allerede ved 8. klasse, som han gik i hele to gange. Først på kommuneskole og senere på privatskole, som han forlod uden realeksamen. Det havde Stigs mor ellers meget gerne set.

- En uddannelse som butikselev i Ballerup Brugs skulle være sagen, men det
var ikke en rigtig god idé, som Stig selv udtrykker det. Men i lære som
klejnsmed gik det dog bedre med, selvom Stig i sin livsindstilling med
manglende sans for at være autoritetstro var noget af en prøvelse for
værkførerne på værkstedet.
- Jeg blev talsmand for lærlingene, så mine fodspor i fagforeningsarbejdet
blev sat meget tidligt. I 1986 kom jeg til DR på mekanisk værksted, som var en del
af dekorationsafdelingen med Willy Thuren som nærmeste chef. – Der var sjovt
at være ansat. Det var den gang DR selv lavede de store underholdningsproduktioner.
Der var store dramatiske produktioner, som gav
masser af arbejde til os. En fantastisk god tid. Jeg blev valgt som
tillidsmand i 1990, og det var med møder i bunkevis med blandt andre vores
egen chef, som alle gerne ville af med. Det lykkedes efter 8-9 måneder.
- 1988 kom TV2 på banen og gav os hård konkurrence. Deres Nyheder er i dag
de mest sete, og nu er TV2 endda blevet en betalingskanal.  I 1994 kom
Christian Nissen, og det blev en underlig grim tid. Fyringsrunder – mere end
2000 stillinger er blevet nedlagt i DR. Tryghedsaftalen blev opsagt af
Nissen, og det gav uro – også i fagforeningerne. I 1997 ville det blive til
en konflikt, Kontaktudvalget blev sprængt. I slutningen af 1999 var planerne
for et hovedkontor for DR på én adresse i støbeskeen og i 2000 var det en
realitet, at der skulle bygges for 3 milliarder i DR Byen. Al TV-underholdning blev
udliciteret i 2000, samarbejdet mellem fagforeningerne
og DR blev afbrudt. En tænketank blev nedsat – et samarbejde mellem DR og
fagforeningerne, og jeg deltog sammen med Søren Berg fra MDR, Kurt Strand og
Mogens Rubinstein samt Peter Kyhl fra Direktionssekretariatet. En platform
til genoprettelse af samarbejdet. Analysegrupper med blev nedsat og i 2001
var jeg formand for KUV og dermed midt i forhandlingsforløbene.  Spændende
tid, hvor Christian Nissen blev fyret af bestyrelsesformand Jørgen Kleener
grundet overskridelse af budgettet på DRbyens byggeri – og kort efter var
det Kleener, som var ude i kulden.  Mogens Munk-Rasmussen blev
bestyrelsesformand, og jeg inviterede mig selv til en samtale med ham i det
fornemme kontor i Nykredits hovedsæde. ”Lille jeg” sad der i designersofaen
og fortalte, hvordan jeg mente, DR skulle styres – og han lyttede i en lille
time. Og som ny Generaldirektør fik vi Kenneth Plummer – en helt anderledes
profil end Nissen.
Christian Nissen har jeg altid haft stor respekt for – og Plummer skabte en
god ånd og tro på fremtiden i DR. Men så var der lige byggeriet, som han
havde arvet. Det gik ad helvede til. En milliard i overskridelse. I 2007 kom
jeg ind i DRs bestyrelse sammen med Mogens Rubinstein var jeg medarbejdernes
mand.  Endnu nogle fyringsrunder, forslag fra Journalisterne om at sælge
selve Koncerthuset. Alt føg i luften og specielt 2007 var et rædselsår med
besparelser og forsøg på at redde stumperne. Jeg var forløbet med at skaffe
50 millioner kroner fra licenspuljen, som lå båndlagt i Kulturministeriet,
og det gav da sikring af nogle arbejdspladser. Det var dog et éngangsbeløb.
DR fik endnu en gang en ny organisation. Direktører blev fyret – og I husker
vel alle, at også Kenneth forlod DR. Han fik et ondt eftermæle – og det
fortjener han ikke at have. Kenneth Plummer var et af de rareste mennesker,
jeg har kendt. Det gik godt med mange ting i DR – og han havde en svær
opgave. Men han skabte ro i DR, men nu har vi en hel anden type med Maria
Rørbye Rønn, som jeg selv har været med til at ansætte. Herligt at vi kunne
få en generaldirektør fra egne rækker og med stor forståelse af, hvad DR er
for en størrelse.  Hun er et ordentligt menneske, og hende vil vi ikke
opleve i skandalehistorier på forsiden af aviserne. Der er styr på
økonomien.
- Koncerthuset fungerer meget fint, det er et rigtig godt hus – og ganske
vist var der budgetteret med tre milliarder kroner til byggeriet – og det
blev 4,5 milliarder. Der er stadig røre omkring direktionen, og en ny
teknisk direktør skal ansættes. For tiden gennemgår vi hele
teknologiområdet, og det skal helt sikkert gennemgå en modernisering, fordi
digitalteknikken udvikler sig med rivende hastighed.  Vi skal nok sige
farvel til flere medarbejdere. Sikkert er det dog, at DR producerer rigtig
meget godt programstof og vi har meget at være stolte af, fortalte Stig
Paulsen, der er gået i gang med en lederuddannelse, som skal anvendes i DR –
eller måske uden for DR, når eksamenspapirerne ligger klar.
Meget er blevet ændret i de 25 år Stig har været ansat i DR.

 ørs-

4. feb. 2012
Søster Susanne – en sprudlende repræsentant for Sankt Josephsøstrene – fortalte den spændende historie om ordenen og baggrunden for at Sankt Joseph Hospitalet nu lige ligger i Griffenfeldsgade.
Der stod Søster Susanne her i vores mødested, den tidligere katolske kirke, i normalt borgerligt tøj – ikke i nonnedragt – og det er bare fordi, Susanne ikke har en sådan.
Det hele begynde i 1650, hvor jesuiterpateren Jean Pierre Médaille i den lille franske by Le Puy havde oplevet stor nød og elendighed som følge af trediveårskrigen. Han kendte adskillige fromme kvinder, som følte, at de ville vie deres liv til Gud og hjælp til fattige. Han grundlagde Sankt Joseph Søstrenes Ordenssamfund. Først 200 år senere blev den danske mission grundlagt – nemlig i 1856, hvor nogle få søstre rejste ind i Danmark fra Tyskland. 

 
Den katolske kirke lå i Bredgade og var hjemsted for præster, der havde menigheden bestående af udenlandske diplomater og handelsfolk.  Sct. Joseph-søstrene hjalp fattige og handicappede. De klarede deres egne omkostninger ved at lave kunstige blomster, som blev solgt til fordel for deres hjælpearbejde. Fra den katolske frue på godset Ledreborg fik søstrene en kurv med madvarer en gang om ugen, så det løb lige rundt.
En af søstrene arvede en pæn sum penge i 1870, og de blev investeret i en pæn stor grund i Griffenfeldsgade og fem år senere havde de skaffet økonomi til at bygge det første lille hus, hvor der var 6 sengepladser til syge personer. Et hospital var grundlagt.  I 1876 var 3 patienter indlagt, blandt dem en sindssyg og en kræftsyg. Kammerherre Berling støttede hospitalet økonomisk, så det blev udvidet, og allerede i 1881 var der 500 patienter årligt. Beliggenheden var langt uden for Københavns voldene, og her var behovet for sygepleje også ganske stor. Det blev i 1904 til mere end 134.000 patienter årligt, og aktiviteten blev udvidet til i alt 10 steder i Danmark. Der var mere end 400 søstre i ordenen, og i dag er man kun 43 aktive søstre.
- Det var vore søstre, som blev dræbt, da Den Franske Skole fejlagtigt blev bombet i 1945. 80 børn og 10 søstre mistede livet. En sort dag for vores orden.
- Sankt Joseph Hospital var en rigtig god arbejdsplads og et godt hospital. Fremragende læger arbejdede der, men tiderne ændrede sig, og vores orden solgte bygninger og grunden til Københavns Kommune i en periode, hvor priserne var bedre end i dag. Det var slemt for mange søstre at sige farvel til hospitalet og kirken – men nu benyttes lokalerne jo til rigtig gode aktiviteter.  
- Der er stadig brug for os. Der er mange fattige personer i Danmark – både økonomisk fattige og åndeligt fattige. Dem hjælper vi, fortalte Susanne Hoyos.
- En hverdag for os søstre er fælles daglig bøn i vores kapel morgen og aften – derudover også en times på et selvvalgt tidspunkt i løbet af døgnet. Op kl. seks hver morgen – og så er der nok at tage fat på. Vi er ulønnede og har viet vores liv til bøn og hjælp til mennesker. Enlige mødre, kvinder der i gammeldags forstand er kommet i uføre, mennesker, der lever på kanten af det, som ”kirken” normalt accepterer. Dem hjælper vi. Kærligheden og hjælpen til menneskeheden er grundelementet i vores virke, fortalte Søster Susanne.

Sankt Joseph Søstrene arbejder i store dele af verden. I Europa: Norge, Danmark, Sverige, Irland, Wales, Belgien, Tyskland, Italien, Frankrig og Tjekkiet. Amerika: Brasilien, Bolivia og USA. Asien: Indien og Pakistan. Afrika: Mozambique og Tanzania.
Ørs-