Der sker jo af og til her i livet nogle sammentræf, som virker helt usandsynlige, men altså sker.
Ta' nu Erik Oves glimrende foredrag om Stein Bagger-sagen her torsdag den 12. august ved et særdeles velbesøgt møde i Klærkesalen.

Blandt de forhold, der havde undret ham meget var politiets manglende interesse for, hvad Stein Bagger havde foretaget sig under sin flugt til USA. Og hvor han havde gemt et par hundrede millioner af de penge, han havde svindlet sig til?
Og så, dagen efter foredraget kunne aviserne fortælle, at politiet i samarbejde med FBI havde fundet spor efter pengene, der var fordelt på forskellige konti.
Jeg har bedt om en kommentar fra Erik, der synes det er flot, at man har sporet pengene, men han synes alligevel, politiet sov, fordi man ikke straks satte skub i forsøget på at finde pengene.
Og det er stadig spørgsmålet om man nogensinde kan få fat i millionerne.
Som sagt, så var det et glimrende og oplysende foredrag, Erik Ove holdt og mange ting blev sat på plads.
Mareridtet begyndte for ham en dag, da Mobiltelefonen ringede, netop som han passerede Storkereden på motorvejen. En for ham ukendt mand forklarede, at der var noget helt galt med IT  Factory.
Og de næste timer og dage gik det løs med at prøve at finde hoved og hale på det hele.
Erik Oves arbejde for bl.a. Stein Bagger havde ikke noget at gøre med selve svindelvirksomheden, men var koncentreret bl.a. om det forskningsarbejde, som bl.a. 100 mand i Indien var i gang med for at finde frem til et nyt produkt til brug via Internettet. Rent faktisk er noget af det siden blevet gennemført.
Erik Ove fortalte, at ingen havde fattet mistanke for alvor til Bagger, der overalt blev betragtet som en fremragende iværksætter.
Mange eksperter havde været i sving med at undersøge firmaet med køb for øje, men Bagger ville alligevel ikke sælge. I dag kan man se, at han havde været klar over, at ved et salg ville det hele blive afsløret, når køberen skulle videreføre firmaet.
Bagger havde været behagelig at samarbejde med. En smilende og venlig mand. Det havde bl.a. gjort et godt indtryk, at han trods hektisk travlhed var meget omhyggelig med at ta' sig af sin datter.
Hans største forbrydelse, mente Erik, var, at han havde svigtet datteren, som vil være mærket for livet.
 
Johs.

 Jesper Klein, multimanden, der understreger, at han sådan set heller ikke er skuespiller, lagde den stopfyldte sal ned, da han torsdag den 20. maj fungerede som rosinen i pølseenden efter en flot sæson.
Seniorerne morede sig grundigt under hans mere end en time lange "prædiken", som jeg lagde op til ved at fungere som kordegn i den fordums så hellige, herlige Klærkesal.
Via de 25.000 døde smågrise om dagen, som TVA på "venstreorienteret vis" bragte frem i lyset, overgav jeg ordene til den gamle røde lejesvend, som Erhard Jakobsen og før ham, Bernhard Baunsgaard, nærmest slog sig op på at hade og afsky.
Det var åbenbart gensidigt, men i hr. Kleins version noget mere afbalanceret og begavet.
Det blev en festlig gennemgang af et liv på kanten, hvor succes på succes nærmest forfulgte ham.
Lidt bittersødt ind imellem. Som da han mindedes, hvordan han efter at være blevet ejer af en stor villa stillede lokaler gratis til rådighed for produktionsholdet, der osse blev vel beværtet uden beregning.
Da han for nogen tid siden henvendte sig til DR, fordi der var en af de gamle udsendelser han gerne ville have en kopi af, fik han at vide, at det sagtens kunne lade sig gøre. Hvis han da ellers lige ville slippe 15.000 kroner.
Det var i 1965, den lange rødhårede Jesper blev fundet af B&U-folkene og først muntrede sig og de fleste andre i radioen og siden i TV.
Nu er han en nydelig ældre herre. En rolle, han i mange år med held har gjort til en livsstil, tør man mene.
Måske lidt skrøbelig. Men hovedet, det er godt.
Johs.

 Historien om DR-Journalisten,
den internationale erhvervsmand.
 
70 lydhøre medlemmer havde fundet vej til Klærkesalen denne solrige torsdag eftermiddag, hvor folk i hele landet havde fået løn og købt hveder.

Det kunne tydeligt mærkes, da Karsten og jeg taxiede ind til Kgs. Nytorv. Karsten var noget forundret over den tætte trafik i København, men ellers skal der meget til at undre verdensmanden Karsten, der bor i London eller Svejts, når han ikke flyver verden rundt som rådgiver og bestyrelsesmedlem i en mængde store selskaber.
Karsten havde sammensat et "lysbilled"-show. 115 billeder og så gik det ellers ud over stepperne uden manuskript og pauser.
Karsten er ikke i tvivl om, at det er hans journalistiske baggrund, der har været den platform, som har givet ham mod til at kaste sig ud i det internationale erhvervsliv. Mest kendt er han vel herhjemme som en flittig Tv-reporter og som topmand i Mærsk igennem 20 år, bl.a. som skibsreder i England og siden som reder i tæt samarbejde med hr. Møller, som han stadig har et godt forhold til. Samme hr. Møller blev noget forbløffet, da Karsten sagde sin stilling op. Fordi hans kone Jytte mente, at nu var det nok. Det var osse hende, der i sin tid fik ham til at sige ja til at begynde et job som informationschef i rederiet, så den gamle skolekæreste har haft sin indflydelse på hans karriere.
Hun passede børnebørn i London, da vi ringede fra Taxien.
Karsten erklærede sig som en stor beundrer af Margaret Thatcher. I hvert fald for hendes meget professionelle måde. En dag, da hun holdt et langt og talfyldt foredrag med en mængde vanskelige detaljer, og uden manuskript, udtrykte Karsten sin beundring for præstationen over for en Thatchermedarbejder.
Hun skal holde fire forskellige foredrag i dag, sagde han. Hun læser udkastet til manuskriptet i bilen på vej til næste møde. Og så har hun lært alle detaljerne udenad!
Og Karsten undrede sig desuden over, at prinsgemalen Henrik, ikke er så populær som han burde være. Han er et fantastisk sødt og hjælpsomt menneske, fortalte Karsten, der en dag, med meget nyvundne og ikke særligt store franske sprogkundskaber, af hr. Møller, pludselig under et større møde blev kastet ud i at skulle holde foredrag.
De kan jo fransk, sagde hr. Møller. Og så måtte Karsten til det. Et af problemerne var, at han skulle berette om olieboringerne. Og ikke anede, hvad en borerig hedder på fransk.
Prins Henrik blev klar over, at det lå noget tungt med det franske og stillede sig ved siden af Karsten og hviskede de nødvendige gloser.
Ecco-sko er et af de firmaer, Karsten har været med til at gøre til et internationalt kendt brand. Så nu er jeg blevet skomager og har da osse prøvet at lave et par til mig selv, hævdede han.
Det var endnu en god eftermiddag i Klærkesalen, hvor vi efterhånden har fået nogenlunde styr på lyden.
Karsten, der bl.a. er korsanger i sin fritid, afprøvede under spørgsmål- og svar-delen, sin sangerrøst og konstaterede, at salen er absolut sangegnet.
Og der er stadig fuld fart på. Karsten pusler for tiden med en elektrisk motorcykle. I den største udgave kan den nå 180 km i timen.
Karsten har i høj grad bygget sin usædvanlige karriere op bl.a. ved at bruge humoren som vigtigt værktøj. Og han synes nok, at det er ret morsomt, at hans far, den gamle journalist og Tv-mand Knud Borch i Århus, meget frarådede sine børn og gå den vej.
De blev alle medlemmer af Journalistforbundet!
 
PS: Karsten var ret imponeret over arrangementet i det hele taget.
Jeg kender mange ældre, der sidder og kukkelurer, fordi de ikke har en klub eller andet netværk, når deres karriere er forbi.
Det er fantastisk, at I kan lave sådan et arrangement hver måned!
-Hver uge, sagde jeg.
-Hver uge, sagde Karsten. Det er jo fantastisk.
 Johs.

 Gabold løftede sløret for fremtiden 
 
I gode læsere, her sidder den gamle skribent og slider ved skrivepulten, mens hans hustru og resten af nationen denne torsdagkvæld følger dronningens royale slid med at fejre sin fødselsdag flere dage i træk.

Men jeg kan dy mig, li'som jeg stort set aldrig har set noget af det succesrige TV, som Ingolf står for.
Ingolf?
Nå, lidt royalt er det dog, men Gribaldur, som jeg altid har kaldt ham, er i øvrigt født i Tyskland. I Heidelberg i marts 1942, og burde jo egentlig først have været inviteret til Tysk dag på torsdag.
Lidt godt er der da kommet dernede fra.
Og 115 seniorer havde i dag valgt at komme for at høre ham summe om sit gode virke.
115?
Jamen, vi må jo kun være 100?
Nix,150. Det har brandvæsenet netop givet lov til ifølge formand Bent Erik, hvis hustru traditionen tro havde bagt kage til en større guldmedalje.
Og I, der ikke kunne deltage, gik glip af de mange hemmeligheder om fremtidige dramaer. Og de skal ikke røbes her, men der kommer masser af guf på skærmen. Takket være de gode forfattere, der holder fantasien i live. Og alle de andre. Osse de skuespillere, der fik deres image i DR, og nu er blevet guld værd. Osse på udgiftssiden.
Gabold lovede osse, at der vil blive gjort noget ved sproget, som de færreste af jer gamle seere forstår. Ikke at skuespillerne vil tale tydeligere, thi det må de åbenbart ikke for instruktørerne, der sprogligt gerne vil følge med tiden, der går i retning af tje, ik' så tydlie, mæn li'som mer som man daler på gaje og vaj, altså en slags nudanst.
Nu vil man så skrue lidt op for repliklyden og lidt ned for baggrundsstøj og musæk.
Det vil fortsat blie uden mig som Prins Knud, men det vil forhåbentlig blive til glæde for jer og for seerne.
Nok en god dag i den gode gamle forening.
Der venter meget godt i fremtiden. Sagde altså Gribaldur. Og det kunne vores formand osse love med hensyn til vores program.
Alt er godt, altså lige bortset fra, at luftfarten har nået støvets år i utide.
Gider I ha' det!
Johs.