Forfattertips fra Leif Davidsens fantastiske univers
20. jan. 2012
Det er ikke så nemt at skrive en roman. Leif Davidsen indviede os i, hvordan han selv gør det. Et vejskilt på Djursland med bynavnet Lime inspirerede Davidsen til at arbejde videre i hovedet med hovedfiguren i Graham Greenes ”Den tredje mand”, nemlig Harry Lime. Selv har forfatter Davidsen skrevet forord til en nyere udgave af denne krimi roman. Peter Lime dukkede op i Davidsens bog med titlen ”Lime’s billede” om fotografen, der levede godt af at tage billeder af kendte, når de mindst selv ønskede det. Leif Davidsens entré som journalist i Danmarks Radio skete i 1976 på freelance-basis. I 1978 var det fast arbejde med Jørgen E. Pedersen og frem til 1984, hvor det var Moskva-korrespondenten Davidsen vi nød godt af i DR.
Leif forlod DR i 1998 – ikke i bitterhed, som han selv siger det. - Jeg er glad for ikke at være der mere, fordi DR er blevet en pølsefabrik, siger Leif Davidsen som et klart statement. Jeg var ikke ked at være der – det var rigtig gode dage. Men tilbage til forfattergerningen, der har givet os mere end et dusin bøger. Fortællestrukturen er vigtig. Hovedpersonen skal findes – og en biperson bliver måske til hovedperson. En person med tiltænkt rolle som hovedperson myrdes måske lidt inde i bogen og bliver pludselig biperson. - Det er ikke altid jeg ved, hvem der er skurke og hvordan det hele slutter, da handlingen udvikler sig efterhånden ved skrivningen af bogen. ”Limes billeder” udviklede sig i alle mulige retninger og endte med at blive en bog, der nu er udgivet på 17 sprog og 12 gange har man arbejdet med den som filmmanuskript – uden det dog har ført til optagelser, fortæller forfatteren. - Der ligger en kvinde på 22 år på dækket af en speedbåd. Kun iført et par RayBan solbriller. Intet andet. En kendt person ejer båden og på land står Peter Lime med sin 400 mm optik sat på kameraet. Han får et godt billede – og så er vi i gang med en spændende handling. Det hele udvikler sig hele tiden. - De mange romaner har været spændende at skrive. En ferie på Cuba, som min kone Ulla mente vi skulle besøge, blev til inspiration til en roman. En ferie med et mobilhome i USA blev til afsnit i en roman, da vi fandt et sted for mobilhomes tæt ved tre nationalparker. Vi skulle have reserveret plads, da der normalt altid var overfyldt – men ikke den dag vi ankom. Der var masser af plads – og årsagen var ganske enkelte at tre mordere var flygtet fra et nærliggende fængsel – og de havde myrdet en familie undervejs. Derfor var mange var flygtet fra mobilehome-lejren. Politibiler, politihelikoptere og FBI var sat ind i jagten – og vores søn syntes det var enormt spændende. Vel var det så – og det er med i en af mine bøger, ”Min brors vogter”. Født i 1950 og opvokset i Bogense på Nordfyn i beskedne kår. Udvekslingsstudent til USA i 1967. Sommerferier hos fjordfiskerfamilien i Vestjylland med påbud om – ikke bande, ikke tage guds navn forfængeligt, ikke spille kort og ikke danse. - I Hemmingways fodspor – mindebesøg i de barer, han har levet i. På Cuba og andre steder. Det har jeg gjort. Tiden i Sovjet, de mange reportagerejser og ferie- og researchrejser har været medvirkende til at give mig en mosaik af inspiration til romanerne. Egne oplevelser og masser af fiktion som skal gå op i en højere enhed. Det er lykkedes for mig, fortalte Leif Davidsen, som ikke brugte mange ord på sin tid i DR. Salgstallene taler sit tydelige sprog for den tidligere DR-medarbejder, som er glad for at holde foredrag og skrive bøger. Det blev en rigtig hyggelig eftermiddag med den succesrige forfatter, der kom vidt omkring i et meget spændende univers. Det var også eftermiddagen, hvor ti-kronerne klingede i cafékassen hver gang, der blev skænket fadøl eller vin. Kaffen er stadig gratis for medlemmerne.
Ørs-
Kaare R. Skou
Journalist KAARE R. SKOU:
TV2 er en nyhedsfabrik og
DR en kulturinstitution
Således sluttede Kaare R. Schou sit indlæg til seniorklubbens medlemmer – en konstatering efter en skildring af mere end 40 år som aktiv politisk journalist på Christiansborg – først for DR og senere for TV2.
Vi blev ført fra tidlige biologistudier videre til Journalisthøjskolen i Halmstadgade i Århus, hvor også DR lå i de gamle dage, frem til journalistens første job som informationsmedarbejder, der skulle bruge en million i Boligministeriet på oplysning om en ny lov. Derefter gik det til programchef Povl Ifversen fra Københavns Radio, der ansatte Kaare for at hjælpe Arne O. Hansen med det kommunalpolitiske stof. Første transmission den opvakte reporter skulle klare med en FM-vogn var: To minutters stilhed fra Mindelunden.
De to minutter gik fejlfrit, og så var radio- og senere TV-landskabet åbent for journalisten, der dog måtte indordne sig så meget, at demonstrationer kun nænsomt måtte omtales – vel at mærke efter de var afholdt – og Christiania-pladen blev forbudt af programchefen. Seks år blev det til på Københavns Radio og derefter hos Jørgen Hübertz Schleimann, Radioavisens navnkundige chef, som normalt ansatte en venstremand og derefter en socialdemokrat på skift (iflg. Kaare R. Schou) og dermed kom i et dilemma, fordi Kaare var ”ikke noget særligt” i politisk henseende.
- I dag er det stort set ligegyldigt, hvad der sker i selve folketingssalen. Der sidder oftest 6 mennesker, de læser avis, kigger på deres PC og endelig er der en som sover, fortalte Kaare R. Schou.
- I sommeren 1982 begyndte jeg på Radioavisen, hvor jeg skulle kommentere, hvad der skete i salen. Jeg havde udsigt til en stille indkøringstid, men pludselig gik Anker Jørgensen af, og så boede jeg nærmest på Christiansborg i tre døgn. Den undertippede Poul Schlüter blev betragtet som en andenrangs jurist, som ikke fik mange chancer, men han blev faktisk en god statsminister, som man dog ikke kunne gribe i at kunne noget om en sag – til tirsdagspressemødet havde han altid en fagminister med, som var inde i sagerne.
- På disse tirsdagspressemøder måtte der ikke refereres, og det var kotume, at man kun måtte stille tre spørgsmål. Det omgik vi dog ved, at journalisterne supplerede hinanden med opfølgende spørgsmål.
- Schlüter var smart, han svarede ofte: Hvad mener du egentlig selv, Kaare R. Schou.
- Eller: - Det kan da ikke interessere dine seere.
- Det Schlüter kunne var at formidle et samarbejde – men Tamilsagen kostede taburetten, og Poul Nyrup kom til. Han var en stor lun bamse, der dog talte helt sort. Nyrup havde TV-mediet imod sig – det blev han ikke gode venner med.
TV-avisen ville ikke have Kaare R. Schou – han søgte jobs et par gange, men TV2 havde problemer på deres redaktion i starten af 1989, og der var ballade og nærmest oprør, så den siddende redaktør Alice Vestergaard bad Kaare om at være politisk redaktør på Christiansborg, og radioavisens Bent Skar betragtede ham som en overløber. Ulla med tørklæderne var nyhedschef på TV2, og Kaare blev nu sat til at køre Jesper Klit frem som en Mr. Christiansborg – Kaare skulle blot sørge for, at det Jesper sagde var korrekt.
- Men vi blev jo bare en kopi af TV-avisen, så vi lagde stilen om, således at den politiske analyse blev fremherskende. Vi fortalte, hvad det handlede om. Jeg kunne nu ringe op eller træffe ministre og ordførere og spørge dem: Hvad er det egentlig du mener?– og så refererede jeg det, - og politikerne havde så ikke selv sagt det – men mente det. Det brugte politikere som en åndehul for deres meninger.
- Nu er de politiske kommentar blevet for meget. Nu sidder Mogensen & Kristiansen og laver udvandet underholdning med politik som baggrund. Den politiske analyse er blevet helt udvandet. Kommentatorerne kan jo ikke købe ind i Netto uden at blive spurgt om alt muligt.
- Så kom Fogh på banen - en analytisk type, der ikke lige frem var en rar bamse at læne sig op ad. Han var et omvandrede regneark. Men han havde succes med at få de østeuropæiske lande ind i EU, men da Kurt Westergaards tegninger ramte JyllandsPosten, var han ikke så heldig med de mellemøstlige ambassadører.
- Og så til Lars Løkke – han vil være en parentes som statsminister – han nåede ikke at udrette så meget. Og Helle – hun er ikke kommet godt fra start, men hun skal nok finde ud af det, fordi hun er ved at skabe sig et godt netværk. Hun har viljen til magt, selvom hun har tumlet noget rundt i de første måneder.
På få spørgsmål fra salen kunne Kaare R. Schou fortælle, at der var lige godt at være på TV2 og i DR – blot det helt specielle (se overskriften), at man i Kulturinstitutionen DRs kantine kunne træffe; forfattere, snedkere, journalister, skuespillere, symfoniorkestermedlemmer og jazzmusikere m.fl. Det kan man ikke i TV2, som er en nyhedsfabrik.
Ørs- foto: Per Tidgen
Finn Broe-Rasmussen gav os et blændende foredrag om et meget uhyggeligt emne.
Det var de barske sandheder omkring de mange farlige stoffer der stadig findes i miljøet. Fødekæder, havet og naturen er stadig hårdt ramt og der findes mere end 100.000 forskellige stoffer i miljøet, hvor mange af dem er direkte skadelige for dyr og mennesker. Døde fisk og antallet af sæler i Østersøen, talte deres klare sprog. Sælbestanden er således gået ned fra omkring 100.000 til under 5.000, hvilket er skræmmende. Finn Broe vidste hvad han talte om efter at have været beskæftiget mere end 50 år med miljøkemi. Ved flere lejligheder havde han tilladt sig at sige sandheden til offentligheden, hvilket flere af lovgiverne på området ikke var glade for. Som det blev sagt : Økonomiske hensyn ofte tæller mere end hensynet til naturen. Store lande i Asien og USA er direkte eksempler på at modarbejde internationale aftaler på området. Landbruget har et stigende forbrug af pesticider som belaster grundvandet og på trods af mange forsøg på at nedbringe forbruget, er det endnu ikke lykkedes. Vi fik mange eksempler på store forureninger i både ind og udlandet og uhyggelige statistikker omkring påførte skadevirkninger. Det var en dag i klubben til eftertanke.
Bent Erik
Lars Knutzon fortæller
Det blev en rigtig god dag med ca. 12o medlemmer, der havde lyst til at høre Lars Knutzon fortælle om sit teaterlliv.
(Tekst: Lis Frederiksen, billeder: Per Tidgen)
Vi fik jazz og Kjeld i stedet for bisp. Kjeld Hobel reddede Seniorklubbens indhold på flot vis
Erik Norman Svendsen skulle være gæstetaler i Seniorklubben, men en slem migræne medvirkede til et afbud, og trods ihærdig indsats fra formand Bent på at skaffe et anden Nørrebro-menneske – så lykkedes det ikke. Heldigvis dukkede Kjeld Hobel op med sit foredrag om Jazzen under besættelsen, som skulle holdes den 27.oktober. Han havde det med i tasken, og hvad var mere nærliggende end – at han straks fik mikrofonen og EL-OLSEN som tekniker. Tyve sølle minutter til forberedelse, og Kjeld Hobel var i gang med ”Det hemmelige våben under besættelsen – Jazzen.”
Et herligt indhold med mange dejlige historiske klip på lærredet med Louis Armstrong fra 1933 med ”Dinah” – og med tysk militærorkester henover Rådhuspladsen den 20. april 1940 – Hitlers Fødselsdag. Vi fik Kjelds muntre kommentarer og uddybende indsigt i jazzen under besættelsen med svenske Alice Babs og Charlie Norman fra Tivoli og basunist og orkesterleder Peter Rasmussen, som ærgrede sig over, at Glassalen i Tivoli blev sprængt i luften og forvandlet til en bunke glasskår. Vi fik musik og historier fra en tid, hvor Svend Asmussen, Kai Ewans, Leo The Lion Mathisen og Bent Fabricius var unge og dansk jazz fornemste navne. En flot præstation med et flot foredrag, hvor Børge Roger Henrichsen, Mogens Kilde og andre DR-personalities dukkede op – og en afslutning med Glenn Millers Orchestra i en sort/hvid-optagelse med ”In The Mood”, hvor Kjeld mente, at der gerne måtte danses. Det burde vi have gjort – og der var stort bifald til Kjeld Hobel for en dejlig time i jazzens blomstringstid under besættelsen.
Ørs-