Flyv sikkert  med gamle piloter
 
 Vi var mange der havde husket at komme til møde i Klærkesalen her torsdag den 9.  september for at høre hjernelægen, dr. med Henning Kirk fortælle om at blive ældre. Han understregede at det altså ikke er nogen sygdom at nærme sig de 100 eller mere.

Han har et kvindelig familiemedlem, Estrid. Hun sprang ud med faldskærm, da hun  var fyldt de 100. Og havde bestemt ikke knald i låget. Det er en verdensrekord. Det tandemspring.
Men alle kan blive syge. Osse ældre, men det er jo noget helt andet. Og det er vel nærmest diskriminerende, når politikere slår plat på de ældre. Som var de nogle syge stakler, bare fordi de har rundet et bestemt antal år.
Dette er ikke noget referat fra mødet. Og jeg ta'r aldrig notater. Hvis jeg ikke kan huske, hvad jeg har oplevet, så ka' det sgu være det samme. Det er sådan set bare for at fortælle de fraværende lidt om, hvad de gik glip af. Og de tilstedeværende lidt om, hvad det var de hørte!
Piloten, der flot landede et fly på vandet i New York, var ingen årsunge. Det er spørgsmålet om en 35årig pilot kunne ha' gjort det samme. Forklaringen er den, at den ældre pilot ikke behøvede at spekulere på en masse rutiner. De sidder parat i hans lillehjerne. Den der styrer alle de trivielle ting, som der ikke er grund til at ulejlige den store hjerne med.
Og fortvivl ikke, hvis børnebørnene er hurtigere til forskellige slags spil. Du er dem langt overlegen, når det kommer til erfaringskrav.
Og kan vi stadig lære nyt? Masser, specielt når vi kan bygge ovenpå en gammel viden.
Og så er motions sund, sagde doktor Kirk. Men den har jeg jo hørt før, men han tilføjede at det er vigtigt, at man hører musik, stadig arbejder med sproget og sørger for at kunne bruge sine hænder.
Heldigvis er det stadigt sundt at ta' sig et par glas. Men for mange affedte hjernen fordi alkohol er sådan en slags rensemiddel.                                 
Og hukommelsen støtter sig altså også til og på lugte.
Lugte er vigtigere end vi måske tror, når det drejer sig om at holde styr på hukommelsen.
Mens den gode foredragsholder talte erindrede jeg pludseligt den særlige lugt af kål. Li'som en slags pruttelugt, der hang i opgangen Møllegade 10, hvor jeg ofte kom for at besøge en skolekammerat under krigen.
Underligt, tænkte jeg, men opdagede så, at Mikael Bramsen, der sad ved siden af mig, havde taget skoene af.
 
I har masser at lære endnu og hjernen bliver ikke slidt af at blive brugt, så bare se at komme i gang med at tænke på så meget som muligt. Osse sex, syntes jeg at huske, han sagde. Om han mente, man kun skulle huske på det, er jeg ikke sikker på.
Johs.

Lidt om Gorm og hans slags 
 
Der er ikke mange journalister og programfolk der kommer til vore møder. Som medlemmer. Til gengæld er de flinke til at komme og fortælle, når vi skal skaffe interessante foredragsholdere, som er villige til at stille op for pebernødder til glæde for seniorerne.
 
Sådan en er Gorm, der kom torsdag den 26. august og fortalte livligt og spændende om et journalistliv inden for og uden for Danmarks Radio fra 1968.

En alsidig herre, der var brugbar i mange udsendelsestyper.
Jeg ved ikke om den slags laves mere. Hverken Gorm, eller jeg, siger jeg så, var formentlig sluppet ind på nutidens journalistuddannelser, der mere og mere ligner akademiske uddannelser.
Men vi var sgu nok blevet journalister alligevel.
 
Gorm er, som mange af os, sagde jeg så, den typiske gamle journalisttype, der bare ville være journalist og begyndte at lege med ord straks, han havde opdaget bogstaverne og fandt ud af, at de kunne blive til ord, der kunne fortælle en historie, som andre ville få glæde af.
Der var næsten fuldt hus i Klærkesalen og stor interesse.
Og her så et par efterspurgte oplysninger om Gorm. Sønderjyde. Født 9. september 1942.
Og hvorfor nu Gorm, når han hedder Hans-Georg Møller.
Jo såmænd. Det er almindeligt, at journalister skriver under et mærke. Og ved at jonglere lidt med bogstaverne i navnet, ja, så dukker Gorm op.
Han er den dag i dag stolt over, at det endda lykkedes ham at få DRs stivbenede "administration" til at acceptere Gorm-navnet. Osse på skærmen.
Som han siger: Det lykkedes ikke engang for Gunnar-NU!
Gorm lever et aktivt pensionistliv og lægger et stort arbejde i hjælpeorganisationen Care.
 
Johs. Hvis nogen skulle være i tvivl.

 Der sker jo af og til her i livet nogle sammentræf, som virker helt usandsynlige, men altså sker.
Ta' nu Erik Oves glimrende foredrag om Stein Bagger-sagen her torsdag den 12. august ved et særdeles velbesøgt møde i Klærkesalen.

Blandt de forhold, der havde undret ham meget var politiets manglende interesse for, hvad Stein Bagger havde foretaget sig under sin flugt til USA. Og hvor han havde gemt et par hundrede millioner af de penge, han havde svindlet sig til?
Og så, dagen efter foredraget kunne aviserne fortælle, at politiet i samarbejde med FBI havde fundet spor efter pengene, der var fordelt på forskellige konti.
Jeg har bedt om en kommentar fra Erik, der synes det er flot, at man har sporet pengene, men han synes alligevel, politiet sov, fordi man ikke straks satte skub i forsøget på at finde pengene.
Og det er stadig spørgsmålet om man nogensinde kan få fat i millionerne.
Som sagt, så var det et glimrende og oplysende foredrag, Erik Ove holdt og mange ting blev sat på plads.
Mareridtet begyndte for ham en dag, da Mobiltelefonen ringede, netop som han passerede Storkereden på motorvejen. En for ham ukendt mand forklarede, at der var noget helt galt med IT  Factory.
Og de næste timer og dage gik det løs med at prøve at finde hoved og hale på det hele.
Erik Oves arbejde for bl.a. Stein Bagger havde ikke noget at gøre med selve svindelvirksomheden, men var koncentreret bl.a. om det forskningsarbejde, som bl.a. 100 mand i Indien var i gang med for at finde frem til et nyt produkt til brug via Internettet. Rent faktisk er noget af det siden blevet gennemført.
Erik Ove fortalte, at ingen havde fattet mistanke for alvor til Bagger, der overalt blev betragtet som en fremragende iværksætter.
Mange eksperter havde været i sving med at undersøge firmaet med køb for øje, men Bagger ville alligevel ikke sælge. I dag kan man se, at han havde været klar over, at ved et salg ville det hele blive afsløret, når køberen skulle videreføre firmaet.
Bagger havde været behagelig at samarbejde med. En smilende og venlig mand. Det havde bl.a. gjort et godt indtryk, at han trods hektisk travlhed var meget omhyggelig med at ta' sig af sin datter.
Hans største forbrydelse, mente Erik, var, at han havde svigtet datteren, som vil være mærket for livet.
 
Johs.

 Jesper Klein, multimanden, der understreger, at han sådan set heller ikke er skuespiller, lagde den stopfyldte sal ned, da han torsdag den 20. maj fungerede som rosinen i pølseenden efter en flot sæson.
Seniorerne morede sig grundigt under hans mere end en time lange "prædiken", som jeg lagde op til ved at fungere som kordegn i den fordums så hellige, herlige Klærkesal.
Via de 25.000 døde smågrise om dagen, som TVA på "venstreorienteret vis" bragte frem i lyset, overgav jeg ordene til den gamle røde lejesvend, som Erhard Jakobsen og før ham, Bernhard Baunsgaard, nærmest slog sig op på at hade og afsky.
Det var åbenbart gensidigt, men i hr. Kleins version noget mere afbalanceret og begavet.
Det blev en festlig gennemgang af et liv på kanten, hvor succes på succes nærmest forfulgte ham.
Lidt bittersødt ind imellem. Som da han mindedes, hvordan han efter at være blevet ejer af en stor villa stillede lokaler gratis til rådighed for produktionsholdet, der osse blev vel beværtet uden beregning.
Da han for nogen tid siden henvendte sig til DR, fordi der var en af de gamle udsendelser han gerne ville have en kopi af, fik han at vide, at det sagtens kunne lade sig gøre. Hvis han da ellers lige ville slippe 15.000 kroner.
Det var i 1965, den lange rødhårede Jesper blev fundet af B&U-folkene og først muntrede sig og de fleste andre i radioen og siden i TV.
Nu er han en nydelig ældre herre. En rolle, han i mange år med held har gjort til en livsstil, tør man mene.
Måske lidt skrøbelig. Men hovedet, det er godt.
Johs.