3.3.22
Det var til en fyldt Klærkesal, at Jens Gaardbo dukkede op med godt humør til de mange forventningsfulde tilhørere. Det var noget af en fortælling fra Frederikshavnerdrengen, som begyndte med en morsom og kvik beretning om det at have Nordjylland som fødeegn. Jens kender vi alle fra skærmen, og en stor del af tilhørerne kender ham fra tiden i DR. Vi fik Jens på slap line om det at være opvokset i Frederikhavn og så til Nordjyllands Radio – den DRs regionale station i Ålborg – så videre til regionale radiostation i Næstved med Grethe Kliving som chef. Derefter til Århus regionalradio og da også hos stationsforstander Leo Rix på Bornholm. Med masser af fine små anekdoter strøet mellem handlingsforløbene til en spændende tilværelse i radiouniverset for så at lande i DRTV i TVAvisen. Og så videre til TV2, som åbnede i 1988, og det var her Jens udviste dårlig dømmekraft i jobbet som nyhedschef fra 1997 til 2003. Det meddeles i efteråret 2020 fra et advokatfirma med navnet Norrbom Vinding til TV-2s ledelse, at blandt andre Jens havde været dårlig til at finde ud af, hvorledes man opførte sig som chef for specielt kvindelige medarbejdere.

Han havde været en slem dreng for mere end 20 år siden – og derfor blev han fyret. Samme skæbne måtte Jes Dorph også lide. Men til forskel fra Jes, så holdt Gaardbo sin mund og fodrede ikke aviser med sit eget syn på sagen. Jens er blevet separeret fra Pernille, som han blev gift med i 1996.

Jens laver nu TV-udsendelser for DK4, men hans tilværelse som topjournalist og vært på en national TV-station ligger i grus. Tænk, at man tyve – ja tyve efter kommer advokater og ledelse på en TV-station og meddeler, at man ikke mere er egnet til at være på skærmen. Hele MeToo-affæren har haft meget store menneskelige omkostninger to årtier efter ”den upassende opførsel” fandt sted. Vi fik med besøget af Jens Gaardbo en levende og meget ærlig beskrivelse af en nedtur af dimensioner.

Inden Jens holdt inde med sin underholdende fortælling fik vi lige en tur i kommunikationsverdenen, som Gaardbo mener er blevet helt forfærdelig. Hjemme har han 42 TV-kanaler, en evigt forstyrrende mobiltelefon, masser af radiokanaler – og faktisk aldrig fred til at slappe helt af, fordi nye medier fylder så meget i tilværelsen, at det er blevet være et helt menneske på grund af al den kommunikation. Og dertil siger Jens helt kontakt: Alt nyt er noget lort.

Så vi fik historien fra hestens egen mund. Omkostningerne har været meget meget store. Men holder vi af Jens Gaardbo efter hans besøg i DRs seniorklub ?

Et stort JA kunne høres af det bifald Jens fik, inden han forlod os.

Tak for en herlig eftermiddag med et godt indblik i en ganske udsædvanlig skæbnefortælling.

Tekst og foto: ørs-

25.11.21
Vi havde endnu en gang HMS Dronningens egen private præst på besøg.

En nu pensioneret biskop var dagens taler denne torsdag – og det blev bestemt ikke en kedelig eftermiddag. Erik Norman Svendsen født på Nørrebro, nu bosiddende i Valbys Carlsberg kvarter og før det en årrække i tjenesteboligen på Vor Frue Kirkeplads, hvor netop Vor Frue Kirke jo ligger. Med titlen kongelig konfessionarius var Norman Svendsen sjælesørger og præst for medlemmerne af kongefamilien. Dåb, vielse og begravelse er nogle af de hjørnesten, som præsten har som hovedopgave. Vi har sikkert alle sammen set Erik Norman Svendsen døbe de yngre medlemmer af kongehuset. Han var kongehusets præst fra 2008 frem til 2018, men har dog ikke helt forladt sin gerning som præst, for han er stadig hjælpepræst ved Garnisonskirken, hvor Dronningen ofte lister sig ind for at overvære en søndagsgudstjeneste og sætter sig ved en tilfældig plads.

Vi fik et levende og elskværdigt foredrag om Norman Svendsens liv i Kongehusets omgivelser.  Særdeles underholdende, med en vittig tone og et blink i øjet blev skildringen om at være præst i Dronningens nærhed. Når der skal være fest i gaden, så er præsten naturligvis med. Vi anekdoterne serveret. Et dejligt varmt foredrag fra en mand i centrum med mange store begivenheder, hvor billedbladene stod i kø for at få de bedste pladser for få de bedste billeder i deres blade. Et fint indtryk af dagligdag og fest i Kongehuset. En rigtig fin eftermiddag i godt selskab.

Tekst og foto: ørs-

10.2.22
Vi havde den tidligere radiodirektør Leif Lønsmann på talerstolen efter en meget hurtigt overstået Generalforsamling overværet af godt 80 personer. (Se referat her). En fin eftermiddag med en særdeles veloplagt foredragsholder, der kunne fortælle mange historier fra DRs virkelige liv. Fra at være militærnægter og løsarbejder i begyndelsen af karrieren i DR til at sidde som medlem af direktionen er der er lang vej – og mere end fyrre år gik der med at være en DR-person i mange forskellige lag. Han endte med at være koncerthuschef ansvar for 400 arrangementer om året i det nye musikhus – og så var det også slut – men ikke helt alligevel.

I rigtig mange minutter lyttede vi til dagens gæst, der ganske livligt kunne fortælle om sin tid i Danmarks Radio, som det jo hed, da han blev ansat. Kampene med medarbejderne, politikerne, journalister på dag- og ugeblade fik vi indblik i, men som en fisk i vandet snoede han sig behændigt igennem årene i DR uden at fortælle hemmeligheder, som vi nok godt ville have vidst noget mere om. Spændende var det at høre om alle vore gamle kollegers arbejde i en tid, hvor den stadige elektroniske revolution overvældede os alle sammen. Løns har været hele møllen igennem i DR. Han har siddet med, når der skulle tage store beslutninger og en af de helt store var naturligvis, at hans eget job som radiodirektør skulle nedlægges – radio og TV m.m. skulle slås sammen, og så blev der en mediedirektør ud af en radio- og en TV-direktør. Og det var ikke Løns, som blev mediedirektør. Generaldirektør Christian Nissen spurgte om Løns havde tid til, at de kunne spise frokost sammen – og her fik Løns tilbud om at blive chef for koncerthuset med de mange økonomiske udfordringer i kølvandet. Løns sagde ja, og blev hængende i DR i en del år mere. Vi fik en del anekdoter strøet henover os, og bedst var det nok at høre om Rådhusklokkerne, som blev skåret så meget ned i sendetid, at timeslagene kl. 12.00 blev afskaffet – radiojournalisterne fik en lille smule længere sendetid. Og trods en bemærkning i Dronningens nytårstale, protester fra politikere på Christiansborg og dagbladene med store artikler om nedlæggelsen af bimlen og bamlen fra klokkerne i Rådhustårnet til en ultrakort version, ja så blev det ikke ændret. Det var den største protestbevægelser i Løns’ spændende DR-liv. I dag fungerer han som konsulent for danske og udenlandske radiostadioner – og der er altid et godt råd at hente. Af og til ville man ønske at hans sunde fornuft stadig blev lyttet til i DRs udsendelsesvirksomhed.

Tekst og foto:  ørs-

18. november 2021
Rejseleder og historiefortæller Anders Wejrup holdt foredrag om livets gang inden- og udenfor ”murene”. Det var en særdeles spændende fortælling om Horserød Lejrens brogede og også ikonografiske betydning i Danmarkshistorien gennem mere end 100 år, herunder lejrens betydning og tråde tilbage til 1. og 2. verdenskrig. Fortællingen blev krydret med udvalgte kendis beretninger og oplevelser fra dagligdagen i et åbent fængsel på godt og på ondt.

Anders Wejrup indledte med at fortælle, at ikke mange lokaliteter i Danmark kan fremvise så stort et katalog af betydningsfulde begivenheder i løbet af hundrede år som barakkerne i Horserød. Horserødlejren er en afspejling af livet, som det tegnede og tegner sig i Danmark – og af et stykke Danmarkshistorie, ja endda verdenshistorie

Anders Wejrup gennemgik herefter de forskellige markante perioder i Horserødlejrens historie, herunder bl.a.: 1916 – 1918: Behovet-Byggeri-Hospitaliseringsperioden-Lazaretlejr. 1919 – 1920: Transitlejr og markante internationale byttehandler. 1920 – 1923: Uskyldsårene 1 1923: Den store auktion. 1923 – 1940: Uskyldsårene II. 1940/41 – 1947: De mørkeste og mest dystre år i Horserøds historie. 1947 – 1954: Nye kunder i butikken - Statsfængsel.  1954 – 2021: Fra lukkethed mod åbenhed – og mod lukkethed.  Vi hørte tillige om Horserød-Stutthof foreningen, de røde enker og om monumenter med relation til Horserødlejren.

Perioden 1940/41 – 1947 omtalte Anders Wejrup som de mørkeste og mest dystre år i Horserøds historie, herunder med fokus på bl.a. emigrantlejren (tyske politiske Hitler flygtninge), internerede danske kommunister, danskere som har deltaget i den spanske borgerkrig 1936/39, danske gidsler (kunstnere, politikere og embedsmænd), danske jøder og Jødelejren, danske modstandsfolk, tysk uddannelseskaserne, lazaret for tyske soldater og endelig tyske flygtninge.

Anders Wejrup konkluderede, at Horserødlejren er blevet selve symbolet og sindsbilledet på kollaborationen med den tyske besættelsesmagt, at det var et grusomt sted ud fra såvel et kristent som et humanistisk perspektiv og at det var en lejr, der med interneringen af kommunisterne i 1941, og den senere deportation i 1943 til Nazi-Tysklands koncentrationslejr Stutthof, fornedredes til at være det elendigste sted i danmarkshistorien.

referent Anders/June

foto Flemming