21. november 2024
Mogens Hansen begyndte med at sige undskyld!  Han var bange for, at han ville sige noget, som vi blev kede af.  Og det gjorde han sådan set også, ikke at vi blev kede af det, men det var da overraskende, det han fortalte.

Mogens sagde, at Jesus ikke var født d. 24. december.  Det var en dag, kirken havde valgt, da man omkring år 300 begyndte at interessere sig for Jesu barndom.  I Romerriget var børn sådan set uinteressante.  Han sagde også, at ingen kender året for Jesu fødsel.  Ud fra det, der står i Juleevangeliet, er det sket i en periode på 14 år, hvor man har valgt at sige, at Jesus er født 4 FØR Kristi fødsel!  Og så er Jesus nok slet ikke født i Bethlehem, men i Nazareth, den by han er vokset op i.

For det er rigtigt nok, at Jesus har levet.  Og at han havde så afgørende nyt at fortælle om Gud, at man har valgt at kalde ham Guds søn.

Juleevangeliet er ikke en journalistisk historie, der kan sendes i TV-avisen, men er det, som Mogens kaldte en myte.  Det ord plejer man at bruge om noget, der er løgn og latin.  Men det forholder sig sådan, sagde Mogens, at myten er mere sand end det, der siges i TV-avisen.  Det vigtige, det der har betydning, er nemlig ikke det, der kan måles og vejes eller bekræftes.  Det vigtige er det, som hjertet kan se.  Kærligheden f.eks. den kan ikke bevises; forsøger man, så forsvinder den.

Julen findes, fordi den er begyndelsen på fortællingen om Guds kærlighed til os mennesker.  Den en er god fortælling, som vi allesammen elsker;  det er ikke en videnskabelig afhandling.

Desuden talte Mogens om årets mærkedage og fester, der altid har to sider, det religiøse og det verdslige.  Begge dele hører med.  Og om alle juletraditionerne både i gamle dage og i nutiden – adventskransen, julekalenderen og juletræet

Indimellem sang vi nogle af julens dejlige sange:  ”Juletræet med sin pynt”,  ”En rose så jeg skyde”, ”Long time ago in Bethlehem” og ”Dejlig er jorden”.

Til sidst hilste Mogens os med sin personlige julehilsen:  Jeg ønsker dig en glædelig jul, med lige dele Krist og sul!

En dejlig eftermiddag med en dejlig præst og mediemand.

Ref. Mogens Hansen/Jytte

14. november 2024.
Det var i 2016, vi sidst hørte Dorte fortælle levende og sjovt om sin barndom, sin juridiske eksamen, journalistuddannelse og de forskellige jobs som kommunikationsmedarbejder i sparekassen SDS, sportsjournalist på Kanal 2 og arbejdet som redaktionschef på TV2 Lorry.

Dorte havde i marts i år været 25 år i DR og arbejder nu som livereporter i DR Nyheder – siden 2017. Livereporterne møder tidligt om morgenen og bliver sammen med en fotograf sendt ud på ikke på forhånd kendte opgaver. Fx dækkede Dorte tiden omkring Prins Henriks sygdom – mange timer i kulde - og branden på Børsen. Der kan være op til 5 historier på en dag. Dorte viste en video med sit indslag om den nye tommelfingerregel med at holde afstand til forankørende biler på motorvejen.

Vi hørte også om hendes tid som chef for kulturprogrammer, så introer til bl.a. filmmagasinet Bogart.  Da Dorte ønskede at komme tilbage og producere Tv, blev hun vært på Temalørdagene, der bl.a. handlede om musikkens kraft, krydstogter og Island. Dorte viste os klip med sin rapportering siddende i vandet i Den blå lagune på Island, sin egen deltagelse i verdens største maratonløb i New York.

I 2007 blev Dorte vært på Pengemagasinet, der på trods af sin store succes blev stoppet i 2017. Vi så Dortes afskedshilsen i sidste program. Ind imellem har Dorte også lavet radio. Under coronatiden opstod TVA-Live. I den forbindelse viste Dorte os klip om dialekters brug, hvor Dorte selv på 20 minutter fik lært at tale fynsk.

Det var en fornøjelig eftermiddag.

Ref: Jytte

7.11.24
Der var pænt besøg i salen af medlemmerne, der var nysgerrige på at høre, hvad en dreven bestyrelsesformand som Michael Christiansen kunne fortælle i en times tid her i Klærkesalen. Det var en fantastisk fortæller, der med velovervejede ord bevægede sig ud i at fortælle om det indre liv i DR, hvor Michael var bestyrelsesformand (2008-2018) – og Christian Nissen generaldirektør. Det var nogle af de år, hvor helt store beslutninger for DRs fremtid skulle støbes, massefyringer af personale, DRBYEN opføres, Radiohuset sælges og TVBYEN omdannes med boligbyggeri og uden TV-produktion. Vi fik baggrunden for det DR, som vi stadig har kender i dag, og som i snart 100 år har stået som et fyrtårn i oplysningens tjeneste. Vi fik historien om, hvorfor den første generaldirektør blev kammersanger Emil Holm – og ikke en politiker. Vi var lige inde omkring det nylig afholdte valg i USA. En sund sjæl i et sundt legeme og alle public service’s moder, BBC, blev nævnt i det indholdsrige foredrag. I bisætningerne kom også bemærkningen om, hvordan Netflix faktisk manipulerer med kunderne og opsamler data fra Netflix’ abonnenter – og giver kunderne det, de gerne vi have og betale for. DR er i gang med at gøre det samme kunststykke, og det grunden til, at man skal lade sig registrere for at få adgang til DR-TV.

Vi fik også den tidligere bestyrelsesformands syn på Christian Nissen, som trak sig fra posten som generaldirektør. Både de gode resultater og beslutninger og de knap så heldige. Da også om hvorfor en administrator som Maria Rørbye Rønn blev generaldirektør efter det turbulente år Nissen. Det var balancen mellem politik og drift, som var garant for helheden, fik vi at vide. Sandt nok at få det skåret ud i pap i en foredrag fra en kyndig person, som ikke var bleg for at sige sandheden om DR og de andre kanaler. Vi fik man personlige holdninger frem fra den tidligere formand, der på intet tidspunkt fremviste tabeller, billeder eller citater fra sin tid i DR. Den var kun det talte ord. Flot klaret foredrag i topklasse med masser af sandheder set fra bestyrelsens bord i en tid, hvor licens blev afskaffet, nye radio- og TV-stationer både nationalt og internationalt væltede ind over danskerne. Begivenhedsrige år og nærmest direkte krig i bestyrelsen fløjene imellem. Og stadig med DR som en af de vigtigste kilder til oplysning for befolkningen. En rigtig berigende eftermiddag.

Tekst og foto: ørs-

10.oktober 2024
DR Seniorklub havde besøg af Mette Gramstrup, som har været præst på Vesterbro i 37 år, nærmere bestemt Kristkirken på Enghave Plads.

En fortælling om et sted og dets mennesker og store forandringer.

Jeg kom til Vesterbro sommeren 87.

Jeg fik tjenestebolig i Humlebyen, der var en del af Kristkirkens sogn.

Desuden bestod sognet af Tove Ditlevsens Hedebygade sammen med Sundevedsgade og Tøndergade, den “sorte trekant”, hvor man næsten kunne lugte skimmelsvamp og fattigdom om sommeren. Så var der Ejderstedgade, Lyrskovgade og Vesterfælledvej med Enghaveparken som grønt område. (I København var der i 90’erne 3,5 m3 grønt pr indbygger, på Vesterbro knap 1,5 m3).

Og så var der Vesterbrogade, der løber parallelt med Gl.Kongevej på den ene side og Istedgade på den anden.

Dengang før byfornyelsen spejlede de tre parallelle gader på en eller anden måde deres beboeres sociale boligmæssige status.

På Gl.Kongevej kunne man købe sig et nyt køkken, man kunne købe møbler og gardiner, og man kunne købe hatte. Her boede der mennesker, som inviterede gæster og lavede mad til dem.

Det gjorde der vel også visse steder på Vesterbrogade. Men denne gade spejlede en stor etnisk diversitet i restauranter og i tøj!

Og så var der Istedgade. Med antikvariater, der i hvert fald ikke solgte antikviteter. Med kiosker, hvor man kunne købe alskens slags tobakker, sikkert også nogle ikke-lovlige. Og så varder værtshuse. Her spejlede gaden, at den var stedet, hvor man mødtes, hvor man levede og ind i mellem døde.

Det var et miljø, hvor mange kendte hinanden.

Jeg opdagede hurtigt, at når der skulle være en “kommunal bisættelse”, altså en bisættelse hvor, der ikke var pårørende, at så kunne jeg gå ned og ringe på hos nabo eller underbo, og få at vide, hvilket stamværtshus afdøde tilhørte.

De første gange gik jeg ned på værtshuset for at meddele tidspunkt for bisættelse i kirken.

Men holdt hurtigt op, og begyndte at ringe i stedet. For de gange jeg kom, blev jeg så rigeligt beværtet, at jeg blev fuld!!

Men i alle mine 37 år er det kun 2-3 gange, at jeg ikke har kunnet finde nogen venner til afdøde, og så fik jeg nogle konfirmander til at komme, så kirken ikke skulle være et ensomt og forladt sted for et menneske, der ikke længere havde sit liv på Vesterbro og i verden.

Vesterbro var et særligt sted. Det er Vesterbro sikkert stadigvæk, men det er blevet en dyr og homogen bydel, og jeg tror såmænd, at der ikke er den store forskel i forhold til Hellerup, bortset fra måske, at folk her har haver og græsslåmaskiner.

Atter engang havde DR Seniorklub besøg af en spændende og levende foredragsholder, som bare kunne blive ved med at fortælle om sit liv som sognepræst.

Referat

Mette Gramstrup/June

foto
Engell