Med kærlighed og langt fra Danmark
29.08.19
Dagens foredragsholder påstod, at det var en jomfrurejse, hun begav sig ud på. Altså første gang hun holdt et sådant foredrag. Det havde hun ikke behøvet at gøre opmærksom på, for det gik ganske glimrende. Det var et virkeligt eventyr, der blev rullet op. Men et specielt eventyr, som var oplevet i hendes egen familie. Det er meget få familier, der kan fremføre en så flot historie med masser at dramatik, kærlighed, forelskelse og besvær langt fra Danmark. Altså her i salen stod den tidligere medarbejder på DRåben, Kirsten Stubbe-Teglbjærg, som sidste år var en af de personer, var blev bedt om at forlade DR. Hun talte slet ikke om DR i dag, selvom hun nok kunne give os nogle virkelige saftige og gode historier om DR. I dag var det familien med bedstefar Jens som hovedperson. Han var forelsket i Ruth, men arbejdsløshed for snart 100 år siden gjorde det nødvendigt for ham at tage løsarbejde i Københavns havn, og en dag manglede der søfolk til at bemande båden M/S California mod New York. Jens tog tjansen, og endte så i Brooklyn, hvor vor foredragsholder kunne vise os huset, hvor han boede. Ikke mondænt, men billigt og centralt ikke langt fra havnen. Nogen The American Dream var de ikke for Jens, der gik rundt og frøs i New Yorks gader. En dag fik Jens hyre på en båd til Costa Rica. En lille bananstat i ordets bedste betydning. Her groede bananerne, og i 1922 var Jens beskæftiget med bananproduktion. Rydning af skov, plantning af bananplanter, at høste de modne – ikke at han gjorde det hele selv, men som teamleader fungerede han som den, der stod for at arbejdet blev udført hurtigt og effektivt for United Friut Company, der stod for det meste af handelen i Costa Rica. Pludselig var der gået fem år – siden han var flyttet udenlands. Ruth ventede stadig derhjemme. Hun fik masser af kærlige breve fra sin Jens – men kropskontakt kneb det med. En januardag tog Jens mod til sig – og skrev kort og godt: vil du gifte dig med mig?
Svaret var naturligvis JA, for ellers var der ingen historie. Ruth drog til Costa Rica og det forelskede par kunne sammen levere 4 sønner på 4 år. Naturligvis var det hele ikke helt så enkelt som beskrevet her, og Stubbe-Teglbjærg vente hjem til Danmark og fik arbejde i Varedirektoratet, som uddelte rationeringsmærker. Hele 265 breve fra lande langt borte. 7 år med hele 15 flytninger rundt i Costa Rica og så tilbage til Danmark. Og Jens havde lært sig engelsk og, spansk. Se dette var historien i sammendrag fra en journalist, der arbejder på at få denne særlige saga udgivet som bog. Alt baseret på virkelige mennesker med handlingsforløbet nøje nedskrevet i hundreder af breve fundet i en dansk kælder for et par år siden – og her genoplivet af en journalist, der sætter pris på den gode historie.
Historien kommer sikkert snart i en bog – og her er der en mere udførlig beskrivelse af hændelsesforløbet.
Tekst og foto: ørs-
DR i strid modvind
22.8.19
Vi var vel hundrede i salen. Alle spændte på, hvad Generaldirektøren kunne fortælle os om den situation, som vi gennem pressen har fulgt nøje med i. DR i strid blæst. Modvind. Politikere, som ikke bryder sig om DR, og derfor har beskåret vort gamle Danmarks Radio med 20 procent. Men ikke bare 20 procent – faktisk meget mere, fordi en hel række udgifter til drift ligger i bygninger, rettigheder m.m. – altså udgifter, som ikke bør gøres genstand for nedskæring. Fordi det er faste udgifter, som ikke kan ændres. Men det er de hævngerrige fløjtende ligeglade med. Maria Rørbye Rønn gjorde en god figur her i dag. Hun gennemgik scenariet ganske overbevisende set fra en DR-side, men uforståeligt for politikere, som vil DR mere end ondt. 382 stillinger blev nedlagt sidste år. Tre direktører røg ud, 26 chefer (18 procent) og naturligvis almindelige medarbejdere i administrationen – altså på alle niveauer i DR. 17 procent i administrationen og 10 procent i programsiden. En skrap omgang for medarbejderne og følgerne kommer til seerne og lytterne hen ad vejen, efterhånden som programmer nedlægges og distributionskanaler sammenlægges. En del har for alvor virkning fra nytår (2020). Marie RR var virkelig god til at forklare sammenhængen på en let at fatte måde. Der er ikke mange lyse udsigter for DR, der må anstrenge sig enormt for at give kunderne ”et produkt som man kan være bekendt”. Yngre lyttere og seere forsvinder over til andre kanaler end DR. Og i gruppen 20 til 39 år er der næsten 40 procent, der ikke ser DRTV. Det er meget op ad bakke for alle i mediebranchen. DR vil fastholde kor og orkestre som nu, og flot indsats på drama og dokumentar – og så de små børn. Den regionale dækning vil blive styrket, så målsætningerne savnes ikke. Sport, livsstil, underholdning og udenlandsk fiktion må holde for. Den nye regering har før valget mere end antydet, at DR er blevet beskåret for hårdt. Fødevareminister m.m. Mogens Jensen, som var et oplagt emne som kulturminister - blev det jo ikke, og netop han var indstillet på at hjælpe på DRs situation, hvis S blev beslutningsdygtige efter valget. Indtil videre er der ikke rigtig gode takter, der hjælper DR i nærmeste fremtid. De 730 millioner, der er taget fra DR, er allerede brugt i andre budgetter. Der er sorte skyer over DR - og uvejret er slet ikke ovre.
Det var en god orientering om DR denne eftermiddag. Men skyerne trækker stadig sammen, og vi må håbe, at det ender godt. Trods alt. Der skal nytænkes. Der er andre måder at måle succes end på høje seertal.
Tekst og foto: ørs-
Øresound i vellyd
23.5.19
Næsten 40 sangere drog fra Hørsholm til Klærkesalen for at synge for os med fantastiske arrangementer og vellyd fra start til slut. Det var med to dirigenter – Henriette Høffding og Hanne Nielsen – at vi skulle igennem 14 sange, som alle var arrangeret af korets medlemmer. Vi var i selskab med gode Beatles-klassikere som Something (Harrison såmænd) og Lennon-McCartneys Here There And Everywhere. Vi fik da også en dejlig udgave af Alberte Winding og Aske Bentzons Lyse Nætter, der altid dukker op i tv, når Anders Agger er ude rejse med Anne, der står for maden. Et rigtig godt og varieret program med sange, som vi alle kender så godt – og alligevel ikke hører så tit i den radio, som vi har været med til at skabe i de mange år, hvor vore medlemmer arbejdede i DR. Hyggeligt var det, at et par af korets medlemmer tidligere var ansat i netop DR. For kort tid siden var koret i Cork i Irland for at give en række koncerter med stor succes – så det er med travlhed i kalenderne, at de godt 40 kortsangere synger sammen. Det var en fin eftermiddag med musik i høj klasse akkompagneret fra Klærkesalens flygel med Kristoffer Brodersen ved tangenterne. Koret hedder Øresound og har hjemsted i Hørsholm – og var været virksomt siden 1996.
Tekst og foto: ørs-
Hverdagens helte på museum
9.5.19
Hvor utroligt, at en hel del DR-medarbejdere er medlemmer af en ganske lille og næsten ukendt gruppe, der har påtaget sig arbejdet med at registrere, arkivere og klargøre ældre og ikke-længere-i-produktion-sager. Fra tegninger af kostumer, dekorationer og studiekameraer, mikrofoner, båndoptagere til både lyd og billeder, logbøger, gæstebøger og autografer findes i arkiv – og meget er allerede sat ind i system, således at data for de enkelte ”fund” er nemme af finde. Den lille gruppe har sat sig for at bevare den del af DR, som stadig er værd at gemme, og meget af grejet har været udlejet til filmproduktion. Eksempelvis John Mogensen-filmen og ikke mindst Radio Mercur-serien. Ved dagens møde var det Poul Fuglsang og Lars Blücher, som fortalte levende om de mange genstande, der er blevet gjort virksomme efter års ophold i kælderlokaler i den gamle TVBY. Det var faktisk spændende at høre om den historie, der har ligget gemt i DR. Af og til kommer nogle af sagerne frem – eksempelvis til Kulturnat, hvor tusinder besøger DR. Heltene, der i årevis har arbejdet med at bevare og ofte genskabe fine sager fra kælderen, fortjener stor ros og en medalje hver for den store indsats. Der er nu indgået et samarbejde med ENIGMA, som er Post- og Telemuseet med nyt navn og nye lokaler efter mange år med fine udstillinger i Købmagergades gamle postkontor. Enigma ligger nu ved Trianglen i begyndelsen af Øster Alle. Her kan man allerede nu se udstillinger, og snart skal DRs museum også være en del af Enigma. En spændende ny udvikling for DRmuseum og samtidig større mulighed for synliggørelse. Måske skulle du også melde dig ind i DRs Museumsklub og hjælpe med at få bevaret det gode gamle DR, som vi er mange der holdt så meget af, før politikere for alvor begyndte nedbygningen af det, der kendetegnede en ordentlig og redelig formidling af nyheder og kultur + meget mere. Men god vind til DRmuseum i nye rammer. Og tak for indsatsen til de mange frivillige, som stædigt har holdt ud med at få alt grejet sat i system. Skulle du ligge inde med en ældre OBvogn, som kom endelig med den til museet.
Spøjs enmands revy
25.4.19
Godt hensat til 1968 oplevede vi en enmandsrevy med Otto Schønberg – alias Allan Høier – der virkelig opførte sig som en revyskuespiller ville gøre det i tresserne. Nedladende over for publikum i salen i et sprog, der hørte tresserne til. Vor entertainer og visesanger denne torsdag medbragte selv en enorm skærm, der blev opstillet midt på scenen, og med sin chokoladebrune farve gav den os stemning, som var vi i det forrige århundrede.
Det handlede om Emma Gads Takt og Tone – og vi blev stillet spørgsmål om de opdragende ord i hendes bog. Vi skulle også igennem Osvald Helmuths Konen, Kællingen Madammen – senere Max Hansen-hittet Kys Hinanden og da også Bare Det Var Mig, som Preben Uglebjerg sang en gang – og sidst men ikke mindst Det Må Jeg Ikke For Moar, som salig Arthur Jensen havde et stort hit med. Alt sunget til akkompagnement af en flittig kvindelig pianist, som var til stede via en computer. Ganske fikst og sjovt gennemført som en enmandsrevy lige foran vores øjne og ører.
Helt fin underholdning, som vi slet ikke havde forventet, men heldigvis fik. Det var anderledes denne gang i Klærkesalen – og ganske godt.
Tekst og foto: ørs-