TRAPPE OP OG TRAPPE NED I TINGET
16.9.21
Det var ikke for personer med gangbesvær at færdes i folketinget.
Vi var rigtig mange, der fulgte i folketingsmedlem Jeppe Bruus’ fodspor trappe op og trappe ned i den mægtige bygning, som er centrum for vort folkestyre.
Vi nåede lige at blive vist rundt af Jeppe Bruus, der gik på barsel få timer efter han forlod os efter en rigtig fin orientering og rundvisning på Borgen. Den 19. september gik Jeppe på forældreorlov, fordi familien er blevet forøget med lille Viggo.
Borgen var en fin oplevelse, selvom der var ikke den store politiske aktivitet, fordi vi var der inden åbningen af Folketingsåret. Ferietid – men alligevel mange mennesker på gangene og trapperne. I sandhed et travlt sted, hvor vi travede og fik fortalt om den smukke bygning af Jeppe Bruus og sluttede med en fin lille frokosttallerken med en stilfærdig øl eller sodavand til. Her nogle billeder som giver lidt indtryk af en glimrende dag.
Vores rundviser Jeppe Bruus (S) i Socialdemokraternes partilokale foran et at de store malerier - her Metrobyggeriet, hvor Helle TS skrider henover skinnerne.
Tekst & foto: ørs-
Bumletog fra Borup til Singapore
Torsdag den 2. september 2021 fik vi ca. 35 fremmødte et underholdende foredrag Bumletog fra Borup til Singapore ved Kim Greiner.
Kim - en charmerende globetrotter, foredragsholder og guide - fortalte levende og viste billeder fra 3 af de mange spændende rejser, han gennem årene har foretaget.
Fra Borup til Rusland gennem Tyskland, Polen og de baltiske lande, togturen med den Transsibiriske jernbane, turen fra Beijing til Cambodia via Vietnam. Vi så og hørte om flotte udsmykkede metrostationer, mærkelige monumenter, mindesmærker og overdådige kirker - herunder små sjove historier om, hvordan man opfører sig i kirker uden for vores lille rummelige andedam. Vi fik også historier og billeder fra toiletter, som blev frekventeret rundt omkring - mere eller mindre lækre. Maden undervejs var et kapitel for sig, og det samme var sejlture og ikke mindst togture - den mærkeligste måske nok den, hvor toget fra Mongoliet ikke kunne køre ind i Kina, fordi man ikke havde den samme type spor. Det betød, at toget blev kørt ind i en hal, hejst op og hjulene skiftet. Kim er fantastisk til at komme i kontakt med befolkningen i de forskellige lande trods sprogproblemer - men billeder af og med hinanden viste sig at være en slags fælles sprog.
En interessant og sjov eftermiddag.
tekst: Vibeke foto: Henrik
Endelig tilbage til Klærkesalen!!!
Torsdag 26. august 2021 kom vi så tilbage til Klærkesalen. Stor gensynsglæde blandt os 25, der denne eftermiddag mødte op.
Lidt begyndervanskeligheder i form af hoveddørs problemer, opvaskemaskine problemer + lidt ‘’oversvømmelse’’ i køkkenet kunne ikke slå os ud - og vi fik bare den hyggeligste eftermiddag.
Flemming havde - bistået af Henrik - lavet den dejligste billede/video kavalkade af vores udflugter og foredrag fra 2015 og frem til nu. Dejlige minder, som fremkaldte klapsalver og gode grin undervejs. Underlægningsmusikken var et kapitel for sig, kan man vist roligt sige - nemlig Fabricius- Bjerre, Glenn Miller og flere andre store musikere. Tror vi var flere, som havde svært ved at sidde stille på stolene - man fik da så meget lyst til både at synge og danse.
Vi savnede kage Dorte, men det gik med købekage og lidt chokolade fra gemmerne - og i dag var vin og øl gratis, da kasserer Henriette er på ferie, og ingen af os havde tænkt på byttepenge.
Ja, sådan gik så den første torsdag efter en laaaaaaaaaaaaaaaaaang pause.
ref: vibeke
Sikke'n Fest!
19. august 2021
DR Seniorklub fejrede denne dag sit 40 års jubilæum. Ligesom OL, VM og andre store begivenheder har Coronaen forsinket afholdelsen, som rettelig skulle have fundet sted 19. nov. sidste år. Men det var værd at vente på! Vi havde en fantastisk fest i restaurant Granen, den gamle Pejsesal ved KB Hallen. Der blev sunget flotte sange, udnævnt nye æresmedlemmer. Dejlig mad og drikke - og allerbedst, mange dejlige gensyn med kolleger.
Vi var ca. 190 deltagere, blandt andre nuværende DRinde redaktør Lars Møller Hansen. Klik her for at se Lars' ord og billeder fra den festlige dag.
Projekt “Elderlearn”, 24.09.20
En lille sluttet kreds af medlemmer fik torsdag den 24.9.20 et meget interessant indblik i projektet “Elderlearn”. Projektleder Catharina fortalte med fantastisk energi og entusiasme om et projekt gående ud på at mindske ensomhed og styrke integration. Et projekt, hvor frivillige, ældre danskere fra 59+ (den ældste er p.t. Tove på 99, som bor på plejehjem ), hjælper unge udlændinge med at øve dansk. Det er udlændinge, som er kommet hertil som flygtninge, pga kærlighed eller måske pga arbejde i internationale virksomheder. En ung udlænding og en ældre dansker matches, og mødes en gang ugentlig af ca. en times varighed og som oftest i den ældres hjem. Her man taler dansk sammen, om det man nu har lyst til. Den unge har et basisforløb i dansk, og har som minimum deltaget i et obligatorisk sprogkursus. Der er dog stadig brug for bedre udtale, bedre forståelse af og finurligheder i det danske sprog og/eller eller udvidelse af ordforrådet. Som Catharina sagde: “og hvem kan det danske sprog bedre end ældre mennesker”?
I projektet kan alle typer ældre deltage såvel hjemmeboende som plejehjemsbeboere, og p.t. er også igangsat en ordning med blinde ældre. Der er ansat 3 projektledere i Elderlearn, som gør alt, hvad de kan for at sætte to sammen, som man mener kan have glæde af hinanden. Matchet kan være meget forskelligt, men vigtigst er indstillingen til åbenhed.
Det er gratis for alle parter og Elderlearn har kontakt direkte til private f.eks. via foredrag, plejecentre, foreninger og kommuner og for de unge sprog studerendes vedkommende sker det oftest fra mund til mund på sprogskolerne.
Vi, der var i Klærkesalen denne torsdag, var meget begejstrede både for Catharinas måde at fortælle om projektet på, og ikke mindst selve projektet. Vi overvejer om Catharina skal komme igen til foråret, så nogle flere får mulighed for at høre om Elderlearn, og måske ovenikøbet får lyst til at deltage i projektet.
ps: Tove på 99 har i 2019 medvirket i en DR dokumentar i 2019 “Skøn, skæv og 98”
tekst: vibeke
foto: Henrik
Side 18 ud af 30