Åbent hus i DR Byen den 5. april 2025 i anledning af DRs 100 års jubilæum.
“Er der mon nogen fra Seniorklubben, som kunne tænke sig at være hjælpere til DR åbent hus i anledning af DRs 100 års jubilæum?”
OM der var!
Den 5. april kl. 9.00 stillede ca. 35 medlemmer op i DR byen sammen men en del nuværende DR ansatte. Vi fik en introduktion til dagens opgaver, imens vi forsynede os med croissanter og kaffe og fik udleveret dagens uniform - en meget lyserød t-shirt med et flot rødt “DR 100 år” på ryggen. Vi var til at få øje på, hvilket jo også var meningen.
Så drog vi ellers ud og påbegyndte vores tildelte opgaver som f.eks. kunne være gangvagt, elevatorvagt, rundviser i studier og i OB-vogne eller på værksteder - opgaver, som kunne hjælpe alle de ca. 11.000 besøgende igennem en spændende dag i DR-byen.
Det blev en rigtig sjov dag både for besøgende og for os fra Seniorklubben - lutter glade mennesker besøgte nemlig vores 100 år gamle arbejdsplads i den nye flotte DR BY, hvor de kunne komme ind i en OB vogn, se Nak og ÆD folkene tænde bål m.m., følge brødrene Price bage småkager, kigge på de forskellige værksteder, høre Sara og Monopolet, komme på rundvisning i Carmen-Curler studierne og meget meget mere. Masser af spændende ting både for børn og voksne.
Klokken 15.00 blev der ryddet op og efterfølgende blev alle vi hjælpere budt på pizzaslices, øl og sodavand. Ja, sådan sluttede en dejlig dag.
vibeke reenberg
april 2025
Rigtig hyggelig fejring
3. april
Det var fyldt sal ved DRs hovedindgang, hvor DRs Seniorklubs medlemmer var samlet til jubilæumsfejring med den 100-årige. Vi fik fornem korsang af et af DRs kor
med to dejlige danske sange præsenteret af vores generaldirektør Maria Rørbye Rønn. Som vært var Maria også hovedtaler til os med en lille film med glimt i øjet om den hundredårige, der blev fejret.
Noget vemodigt var det da, fordi Maria snart fratræder sig job, og en ny generaldirektør snart tiltræder. Vi var inviteret på champagne og fine jubilæumskager. Rigtig flot arrangement, hvor vores formand også Henrik V. Pedersen også holdt en tale om de mange medarbejdere, som i starten af karrieren blev ansat i Statsradiofonien. Der kom også et lille bjæf fra Henrik om den kæmpe opvaskemaskine ved lokalet, der står ganske uvirksom grundet manglende vandtilslutning. Bestyrelsen er henvist til at vaske op i hånden. Måske kan snart blive brugbar med et nyt vandrør.
Overordentlig mange var mødt op til arrangementet – flere som normalt ikke kommer ret tit i Seniorklubben var kommet – så det var meget hyggeligt at møde rigtig mange ”nye” mennesker. Maria Rørbye Rørs tale var helt speciel, da var nok den sidste tale fra hende til ”den gamle garde”. En meget speciel afslutning på en toppost i DR – og en æra slutter. Og vi fik god mulighed til at sige farvel.
tekst og foto: ørs-
flere billeder her
Sådan finder du DR på nettet
6. febr.
Ved vores seneste og i øvrigt sidste møde i Klærkesalen på Nørrebro var Lars Møller dagens gæst. Det var lidt af en sorgens dag, at vi skulle tage afsked med den tidligere kirke, som bærer så megen historie. Hundreder af foredragsholdere har underholdt os her – og det blev til sommerfester og andre arrangementer med levende musik. Mange hyggelige timer – og nu skal vores møder fremover holdes i DRBYEN lige til højre for hovedindgangen ved kanalen. Spændende.
Dagens gæst Lars Møller fortalte os om DRinde, der er den elektroniske orientering til medarbejderne i DR. Men ikke et sted man har adgang til uden en rigtig login-kode til DRs systemer. Altså ikke adgang for os.
Vi kan dog hente nyt fra denne adresse: dr.dk/omdr. Prøv det.
Lars Møller fortalte os om det tidligere Dråben, der nu er blev til DRinde – og ikke udgives på tryk. Lars Møller er redaktør af DRinde og Jan Dormann er redaktør på det, du kan få at læse. Altså Kun elektronisk – og sådan er livet nu i DR.
God fornøjelse
ørs-
Foredrag af Ebbe Juul-Heider om Kong Chr. d. 7.
30. januar 2025
Danmarks Radios seniorklub havde inviteret Ebbe Juul-Heider til at fortælle om den danske konge Chr. 7 og hans tid. Hans hårde barndom - hans noget aparte opførsel - herunder at smadre inventar i de rum, hvori han befandt sig. Ægteskab med en teenager Caroline Mathilde, som ikke var nogen succes, den store rejse til Holland, England og Frankrig, hvor han viste overlegen kultur, dannelse og viden Strueenses korte optræden - Christians reelle "fangenskab" hos enkedronning Marie Juliane og Guldberg og de mange år, hvor han med aparti mekanisk underskrev de papirer, som sønnen Kronprins Frederik (6) lagde foran ham. Den nok eneste person, han virkeligt knyttede sig til, var Støvlet-Katrine. Men magthaverne fjernede hende - Kongens enevælde var en fiktion. Kun i dansen - de elegante og lette trin - var kongen utvunget og fri.
Da han dør i Rendsburg i 1808 var han i omverdenens øjne en fjern skygge, om hvem erindringen kun svagt kunne fortælle. Og hvad fejlede Kong Christian den 7?. Var hans sygdom medfødt eller blev den udviklet? Et er sikkert: han var afmægtig.
Et dejligt foredrag fortalt af en utrolig engageret foredragsholder.
Referent
Ebbe Juul-Heider / June
Foto
Jørgen Engell
Nytårsfest 2025
Så havde bestyrelsen og dens trofaste tilknyttede endnu engang formået at forvandle Klærkesalen til en rigtig festsal. Flot dækkede og nytårspyntede borde, langbord i midten og runde borde i siderne.
Gæsterne havde også fundet festtøjet frem. Efter alle havde fundet plads, blev der rundhåndet skænket champagne i glassene og efter Formandens velkomst og fælles skål var det tid til at afsynge Vibekes fine sangtekst, som handlede om det gamle års begivenheder, farvel til Klærkesalen og goddag til DR Byen – fornemt akkompagneret af Jens Bahnsens one man band.
Forplejningen fejlede heller ikke noget, dejligt smørrebrød og hvidløgsost, nok til alle. Derefter kaffe med Pias lækre hjemmebagte Sarah Bernhardt kager.
Traditionen tro Amerikansk lotteri med flotte gevinster sponsoreret af DR og Haarby rejser, repræsenteret ved Henning og Lise. Forinden var gulvet blevet ryddet for at gøre plads til dans til Jens Bahnsens super ”orkester”.
Det var den sidste fest i Klærkesalen, men en flot og værdig afsked; dejlig stemning og godt humør.
Tak til arrangører og deltagere for en flot fest!
ref og foto: Engell
Flere billeder fra dagen her
Side 1 ud af 30