En sommerdag i oktober med
På-Med-Pilen-Palle på sporet
Ni seniorer snød sig selv for besøget på sporvejsmuseet
Vi var 31 med på Seniorklubbens vellykkede tur til Sporvejsmuseet på Skjoldenæsholm Tirsdag den 7. oktober. Vi kunne have været 40. Vejret var fanatisk, som vi siger i min familie. Vi kørte fra Koncertsalen, selvfølgelig i en gammel bus. En fintvedligeholdt Volvo bybus fra 1972. Den havde i dagens anledning fået Nr. 2, fordi det jo var den, der kørte mange af os til RH. På trafikpladsen på museet blev vi modtaget af fhv. produktionsleder Palle Hansen, måske bedre kendt af mange som På-med-Pilen-Palle. Han er 66, blev prikket for 7 år siden og skyndte sig at få sin drengedrøm som vognstyrer opfyldt. I dag er han endda overvognstyrer.
I en Düsseldorfer, det første eksemplar, der blev prøvekørt i København, drog vi ud på den første køretur i den smukke skov. Siden gik vi rundt i de store remisser og så de skønne gamle sporvogne, osse Hønen, den hestetrukne. Og imponerende busser. Og reparationsværkstederne, hvor "vragene" genopbygges. Alt personale er frivillige, ca. 150 mænd og kvinder, der har sporvogne og busser som hobby. Ingen af dem er gamle, professionelle sporvejsfolk. De originale er enten døde eller metusalemmer. Vores konduktør i dag "smagte" dog lidt af sporveje. Han var pensioneret vicekontorchef fra Sporvejene, Og når han ikke er i fin uniform, knokler han med at skrabe gammel maling af og smøre nyt på med sirlig hånd.
Palle styrede os nok en tur i en ren dansk Bogievogn og bagefter tog vi endnu en omgang i en dobbeltdækker fra år 1900, der havde fået en Skovvogn på slæb. En åben vogn med kæder i stedet for døre. De blev i 1936 solgt til Finland. De skulle bruges ved de olympiske lege i 1940, men det fik tyskerne som bekendt osse spændt ben for.
(Bogiebetegnelsen har noget at gøre med hjulsystemet, forstår jeg på ordbogen, der osse henviser til et slag i golf, meget apropos, da museet ligger nærmest midt på en golfbane!)
Vi spiste en udmærket frokostplatte, serveret ved bordene uden ventetid, og nød hjemturen i vores gamle bus gennem det skønne landskab i det pragtfulde sommervejr.
Grete Mouritzen havde med vanlig ferm hånd styret arrangementet.
Johs.
Billeder fra dagen findes i fotogalleriet under ture.
|