naver26.10.17
Det var dog et usædvanligt hyggeligt møde for seniorklubben, som var på besøg i naverhulen i Helsingør. Oprindelig var navere vandrende håndværkersvende, der drog ud i verden og tog arbejde rundt omkring mindre end et halvt år samme sted. Håndværkerne var udlærte og levede fra hånden til munden, når de først var kommet ud. Vi fik det hele fortalt af Torsten Agger, der nu er 83, og en fantastisk levende fortæller. Historierne om navnerne fra den tidligere murer strøg af sted, mens vi sad bænket i naverhulens største lokale. Det var virkelig underholdende og det var sjovt at høre alle de fantastiske fortællinger om disse navers livsførelse i de gode gamle dage. Vi var i Skandinaviens eneste rigtige naverhuler med masser af minder på væggene, og næste år er der 100 års jubilæum. Der var i sin tid 450.000 rejsende håndværkere i Europa, og bedst at alt var, at de havde nogenlunde gode forhold på herberger. I Helsingør har naverkulturen været holdt i hævd med et fint klubhus. Der drikkes mange bajere – det var ingen hemmelighed, og ”svimmelhedsrummet” var ofte anvendte til gæster eller medlemmer. Rummet var ofte anvendt af operasangeren Ove Verner Hansen, der ikke nænnede at sælge øl. Han drak det helst selv, da han havde et værtshus i Helsingør. Der var mange skrøner at høre fra Torsten Agger, og det blev endnu bedre, da Jarl greb harmonikaen og gav os særdeles underholdende viser og sange fra navernes egen sangbog. Han gjorde det sammen med Torsten, og de to gæve gutter bør da gæste vores eget møde en dag på Nørrebro. Det bør ikke være et farvel og tak – men på gensyn. Og maden var flot højt smørrebrød med første øl gratis og de følgende til bare kr. 10 pr. stk. Det var en rigtig god dag for de 35 deltagere.
Tekst og foto: ørs-