mannerup17.08.2017

Turen gik med bus fra Radiohuset til Mannerup Møllegård i Osted ved Lejre.

Vejret var flot og humøret i top hos en lille gruppe DR medarbejdere, som havde ønsket at komme på besøg på en økologisk gård. Efter en lille times kørsel nåede bussen Mannerup Møllegaard  midtvejs mellem Roskilde og Ringsted og lige ud til hovedvejen i den lille landsby Osted . Vi blev modtaget af landmand Peter Sivertsen, som er ejer af gården. En meget veloplagt Peter Sivertsen underholdt os i små to timer om økologisk landbrug. Der var ikke det spørgsmål, som Peter ikke kunne svare på.

Som økologisk landmand gælder nemlig helt andre regler i forhold til foder og brug af gødning.

Det har taget tid at vænne sig til, sagde Peter og flere af hans tanker om godt landbrug er blevet vendt på hovedet, men han har ikke fortrudt det. Det var muligt at købe økologisk mælk, der var opstillet en automat, hvor man kunne tappe mælken fra.

Gården bestod af 160 malkekøer af racen Rød Dansk Malkerace og mange kalve og kvier. Vi var så heldige at se en nyfødt kalv. Der var også høns og katte.

Efter næsten to timer kørte bussen videre til Overdrevskroen ca. 7 km fra Mannerup Møllegaard.

På Overdrevskroen ventede de med en dejlig buffet og det virkede som om, at  alle blev mætte og fik slukket den værste tørst. Derefter kørte bussen tilbage til Radiohuset efter en dejlig dag.

Tekst og foto June