25. okt 2012
Ugens møde var henlagt til Hotel- og Restaurantskolen. Vi var 48 personer ved bordene – og der var næsten lige så mange tjener- og kokkeelever til at lave maden og servere den for os. Menuen var tarteletter m/høns som forret, dernæst en hovedret af oksespidsbryst med peberrod efterfulgt af gammeldaws æblekage. Det var, hvad menukortet fortalte os, men hvilken overraskelse, da serveringen af begyndte.
Tarteletten var formet som en gigantpommesfrites-stav i butterdej og dertil en skive farseret udbenet velstegt kylling med lækker sauce og pisket skum. Med fornem tallerkenservering af tjenereleverne og anretning ved et kæmpe bord, hvor alle kunne følge med i løjerne. Oksespidsbrystet var anrettet med papirtynde rodfrugter med dejlige saucer og fin betjening. Slutteligt var der æblekagen, som var anrettet alt andet end gammeldaws. Denne kage bestod af enkeltdelene til æblekage, nemlig nybagt makronbund – noget hård for medlemmer med svage fingerkræfter – men mums, når det først var bearbejdet med gaffel og ske. Æblekompot ved siden af – og et strejf af høj koge- og konditorkunst i alle serveringerne. Endelig var der kaffe med de nydeligste småkager og petit fours. En kulinarisk oplevelse og med et indslag om selve bygningen på adressen Vigerslev Alle 18, hvor bladkoncernen indtil for nylig havde hovedkvarter før udflytningen til Havneholmen ved Fisketorvet.
Flere af medlemmerne kom med ønske om at gentage succesen her på Hotel og Restaurantskolen, hvor det trykte menukort lovede meget lidt – og overraskelsen var rigtig stor, da den lækre tre retters menu blev serveret.
ørs-