Forårets anden busudflugt 12. maj 2011 gik til andelslandsbyen Nyvang ved Holbæk.  24 seniorer steg på bussen ved Radiohusets koncertsal og blev budt velkommen af Hanne Hjorth. 

Chaufføren kørte til og ad Holbæk-motorvejen, men kørte fra ved Gevninge, så vi fik en smukkere køretur ad mindre veje via Rye over Munkholmbroen til andelslandsbyen.  Her ventede yderligere 2 seniorer.

I andelslandsbyen fik vi en ca. 2 timers rundvisning af Jørgen Brandstrup – en af de ca. 400 frivillige medarbejdere på området.  Og det blev en tur tilbage til vores barndoms og ungdoms dage.  I husmandsstedet, der var indrettet med typiske ting fra vores bedsteforældres – og måske forældres – tid, kunne vi fx gensmage filterkaffe med halvt kaffebønner og halvt Richs fra en blå kaffekande.

Vi kunne på turen rundt genopleve den tids staldlugt, få gensyn med mælkejunger og gamle mælkeflasker, og tidligere tids varer i Trønninge Brugsforening og mindes meget mere.

Sct. Stefanskirken var speciel, idet en rimelig stor præstelejlighed var bygget sammen med kirken.

Efter rundvisningen fik vi 3 stk. velsmurt smørrebrød i traktørstedet Madam Blå, og så havde vi ca. 3 timer til selv at gå rundt og se nærmere på de interessante udstillinger af vogne, telefoner m.m., se husflid, købe varer efter gamle opskrifter hos slagteren og bageren m.m.  Der var også tid til eftermiddagskaffe eller andet i traktørstedet eller hos bageren.

Bussen hentede os kl. 16.00, og vi var tilbage ved koncertsalen ca. kl. 17.00.

Solen var fremme det meste af tiden, og jeg tror, at vi alle havde en rigtig dejlig dag.

Se evt. nærmere på www.andelslandsbyen.dk.  Et besøg er absolut anbefalelsesværdigt.

Jytte Eltang