9. - 17. maj
REJSEHOLDET- 32 seniorer
Alt i alt en rigtig spændende tur med god stemning og mange gode oplevelser – der var dog for mange knödler! Henning (vores chauffør) har nogle særlige egenskaber, hver gang vi holdt pause, er vejret fint eller i hvert fald tørt. Og til de to fødselsdage vi havde undervejs serverede han champagne.
Onsdag d. 9. maj. Præcis afgang fra Lyngby Station kl. 08:05 og fra Glostrup Station kl. 08:35. På Glostrup Station steg vores guide Nielda Hejlesen på. Vi kørte direkte til færgen Prins Joachim, hvor vi fik en god frokost. Efter et par pauser ankom vi til Riesa og Hotel Mercure, hvor vi spiste middag og overnattede.
Torsdag d. 10. maj. Vi mødtes kl. 08:15 ved bussen, som afgik kl. 08:30 og kørte mod Tjekkiet. Vi nåede den tjekkiske grænse kl. 10:30 ved Zinnwald. Her var lavet et helt nyt vejanlæg, så vi passerede ikke den lange snoede vej med de mange ”løse” piger. Frokosten blev indtaget i en forstad til Prag kl. 12:30 – 13:15. Det var hurtigere end vi plejer at spise, og det skyldtes, at vi fik besøg af politiet, som oplyste os om, at vi ikke måtte holde der. Det kostede en bøde på 2000 tjekkiske koruna. Ankomst til Hotel City Center kl. 13:55. Kl. 14:45 startede vi på en byrundtur til fods i den gamle by. Middagen indtog vi på restaurant U Benedikte.. Ca. halvdelen af selskabet gik efter middagen en tur til Karlsbroen for at se den belyst og til det astronomiske ur.
Fredag d. 11. maj. Kl. 09:45 startede bussen fra hotellet mod den gamle borg Hradcany og Henning-frokost på stadion. Efter frokost kørte nogen af deltagerne med Henning tilbage til hotellet medens resten beså borgen lidt endnu, inden de gik tilbage til hotellet over Karlsbroen og gennem den gamle bydel. Bussen afgik igen kl. 18:30 til Kulturparken hvor vi indtog middagen, inden vi kl. lidt i 21 gik over til KŘIŽİK-fontænen, hvor vi i en times tid overværede en forestilling med masser af lys og vand samt musik af Bedřīch Smetana.
Lørdag d. 12. maj. Bussen blev pakket og afgangen fandt sted kl. 08:30 mod den gamle møntprægerby Kutná Hora, hvor vi først gjorde holdt ved det gamle Ursiga kloster for at indtage lidt medicin!. Kl. 10:30 – 12:00 vandrede vi rundt i byen og beså Skt. Barbara domkirken, den lille borg og den smukke italienske gård, Vlašský dvůr (Weltzerhof). Igen Henning-frokost nord for Jihlava. Grænsen til Østrig blev nået ca. kl. 16:30 og vi gjorde et 20 minutters ophold i ingenmandsland. Her var opført et antal papmachéborge med drager og riddere og ridderinder. Alt sammen dækkede over et antal butikker der solgte billig spiritus, parfume, isenkramvarer og et stort asiatisk marked hvor man kunne købe alle mulige kopivarer. Kl. 18:35 ankom vi til hotel Admiral i Wien. Kl. 19:20 gik vi i samlet flok til en nærliggende restaurant Wienerwald hvor middagen indtoges – endnu engang Knödel, det var vi ikke så begejstrede for! Efter middagen gik nogle sammen med Nielda en tur ind til Stephansdomen.
Søndag d. 13. maj. Vi startede byrundturen fra hotellet kl. 09:30. Med os som guide havde vi Doris, som havde været flere gange i Danmark som ”wienerbarn”, og som talte udmærket dansk. Første besøg gjaldt det kongelige sommerslot (Belvedére). Derefter tilbragte vi en times tid i Hofburg. Frokosten indtoges på en parkeringsplads på Kahlenberg ved Wienerwald. Her blæste det kraftigt. Ivan Olsen udnævnte på Senioklubbens vegne Henning til klubbens Seniorchauffør og overrakte ham et dertil hørende diplom. Turen fortsatte til Wien hvor vi gjorde ophold ved Hundertwasserhaus. Næste besøg var på Schloss Schönbrunn. Middagen – Knödel! - blev atter indtaget på restaurant Wienerwald. Ca. halvdelen af selskabet drak en kop kaffe på vej hjem på en fortovscafe nær hotellet (Starbuck Coffee).
Mandag d. 14. maj. Kl. 09:30 forlod bussen hotel Admiral på vej mod Krems. Vi var i Krems kl. 11:30 – 13:00. Krems er Niederösterreichs ældste by, over 1000 år gammel. Frokost ved bussen. Temperaturen var omkring 29° C. Vi fortsatte til en parkeringsplads ved Donau nær byen Dürnstein hvor Richard Løvehjerte havde siddet fanget i 1192-93. En del af selskabet gik op til byen, andre kørte med et lille turist tog og enkelte blev tilbage ved bussen. Senere kørte vi til Grinzing, Weingut Heuriger Reinprecht. Her sad vi i haven i 28° varme og drak Heuriger og spiste middag – denne gang dog is-knödel, som vi vist alle kunne lide.
Tirsdag d. 15. maj, Fridag. Dette var den busfri dag, som de nye køre- hviletids bestemmelser kræver. En lille snes af deltagerne gik ved 10’tiden med Nielda til Stephansdomen. Herefter skiltes vore veje og hver i sær gik på egen hånd rundt i Wien i regnvejr og noget køligere vejr. Om aftenen skulle de fleste i Volksoper for at se ”Flagermusen”, som var en stor oplevelse.
Onsdag d. 16. maj. Bussen pakkes lidt før kl. 8 og kl. 08:10 startede vi mod Tjekkiet. Det var stadig køligt (ca. 13°) og der kom enkelte byger. Vi når grænsen og gør holdt i ingenmandsland ved de samme papmaché borge vi besøgte d. 12. maj. Herefter kørte vi til renæssance slottet Chateau Mělnik. Kl. 18:30 ankom vi til vort hotel Panorama, Teplice - et gammelt ”øst” hotel der så stærkt forfaldent ud. Værelserne og restauranten var dog OK. Middagen på hotellet. DR seniorklub gav drikkevarerne i anledning af, at det var sidste aften på turen.
Torsdag d. 17. maj. John Vedel havde påtaget sig hvervet at vække os allerede ved 05:30 tiden, for vi skulle køre tidligt for at nå vores færge i Rostock kl. 17. Bussen pakkes og vi kom af sted kl. 07:05. Vi kørte gennem Dresden og, halvanden time senere var vi på Berlinerring lidt nord for Berlin og holdt endnu en pause ved Britzerdam. Her trakterede Henning os med Champagne. Hjemsejladsen skete med færgen Kronprins Frederik som afgik kl. 17. I Færgens restaurant (Steaks and Seafood) fik vi Baltic Buffet.
Seniorklubben, maj 2007 Eleanor Lind.
Billeder fra rejsen findes i fotogalleriet under rejser. |