3. - 7. august

 

telemarken 2009

 

38 glade mennesker mødtes mandag morgen dels i Glostrup og dels i Lyngby med chaufførerne Henning og Bent for at køre til Norge via Helsingør-Helsingborg og videre via Moss - Horten.

Ved 21-tiden var vi fremme på hotellet midt i Telemarken efter en køredag i konstant regnvejr, så det ikke var muligt at se det smukke landskab, vi kørte igennem. På trods af regnen indtog vi med glæde Hennings sædvanlige gode frokost i det fri. Heldigvis havde vi sol resten af turen, så vi kunne nyde højder og dale med udsigt over de smukke spejlblanke søer.

Næste dag besøgte vi Rjukan, en industriby, der strækker sig over 6 km og ligger i dalen, hvor tungtvandskraftstationen Vemork nu har et museum, som vi beså med stor interesse, og hvor vi også fik historien om, hvorledes englænderne forsøgte at tilintetgøre værket under krigen, for at tyskerne ikke skulle være i stand til at producere atomkraft. Det lykkedes ikke for englænderne, men i 1943 lykkedes norske modstandsfolk at tilintetgøre det materiale, som tyskerne skulle bruge til fremstillingen, ved at springe det skib i luften, som skulle bringe ”det tunge vand” til Tyskland. Mange af os erindrede filmen ”Kampen om det tunge vand”, som i sin tid blev vist i skolebio. Herefter kørte vi til Gaustafjell med udsigt til Gaustatoppen (1883 m.o.havet) – den højeste top på en 7 km lang bjergryg – og vejret var, så vi kunne nyde udsigten.

Den sidste dag blev dels brugt på byen Bø, som er kendt for sine kunstnere inden for rosemaling og træskærerarbejder og dels brugt på Telemarkskanalen, hvor nogle af os valgte at sejle med en af bådene bl.a. gennem det største sluseanlæg med 5 sluser i rap og et mindre anlæg med 2 sluser.Telemarkskanalens højdeforskel er på 72 m, den er 105 km lang, forbindelsesled mellem Nordsjø og Vestvandene til Dalen, og der er 18 sluseanlæg. En del af sluserne betjenes stadig ved håndkraft, som det fremgår af billedet.. Det blev en fantastisk dag for de sejlende, der hele tiden kunne se de kolleger, der ikke sejlede. De fulgte med på landjorden langs kanalen.

Hele turen var en stor oplevelse for os alle – og vi nød, at vejret var med os.

Beskrivelse: Inge Rasmussen - redigeret af Hanne Hjorth

Billeder fra rejsen findes i fotogalleriet under rejser.