4. - 8. august
Den 4. august kl. 0830 var 33 seniorklub-medlemmer, Henning og vores guide Linda Nielsen samlet i Hennings bus – i øsende regnvejr, og vi kørte så mod Helsingør/Helsingborg. Vores første stop var Varberg fæstningen, som er ”hjemsted” for Bockstenmanden, et mosefund, man er ikke helt klar over, hvordan han døde. Videnskabsfolk har ud fra kraniet ”genskabt” hans ansigt og opstillet hans skikkelse. Det var en utrolig oplevelse, man følte, at han så indtrængende på én, der var lidt fugtighed i øjenkrogen, hans hænder så også levende ud. Vi spiste Henning-frokost i øsende regnvejr – det forfulgte os hele dagen. Vi kørte videre til Tjolôholm slot, som blev opført i 1898-1904 i Tudor stil af en rig købmand, James Frederik Dickson. Det ejes i dag af en fundats. Efter de vanlige Henning-drinks kørte vi til det udmærkede hotel Scandic Swania i Trollhättan.
Tirsdag 5. august kørte vi – i tørvejr – til Göteborg, hvor vi skulle se Saluhallen, det blev de fleste af os vist ret hurtigt trætte af, så vi samledes lidt før tid for at vandre over til den gamle bydel, til domkirken på Götapladsen og så Kronhus . Det har i tidens løb haft mange funktioner, bl.a. toldstation og kirke. Vi vandrede lidt rundt i kronhusboderne, hvor man lavede glas, smykker, keramik og slik. Efter Henning-frokost ved Ullevi stadion sejlede vi på Götaelven. Det var heldigvis stadig tørvejr, men for nogle af os blev det en kold og blæsende tur – vi passerede under 20 broer. Vi havde lidt vanskeligt ved at forstå den unge svenske guide både på svensk og tysk. Det var Ivans fødselsdag, så han gav Irish coffee og lumumba, og Seniorklubben forærede ham en bog om Sverige. Så kørte vi rundt i Göteborg til bl.a. Masthuggskirken og Carl Milles flotte Poseidon-brønd. Retur med et lille stop i Lilla Edet.
Onsdag 6. august kørte vi efter morgenmaden ud til sluserne. Vi så dem blive tømt og fyldt mange gange, det var utroligt så hurtigt det gik, og vi råbte god tur til et fint dansk sejlskib. Det koster ca. 6.500 kr. at sejle gennem samtlige sluser på Götakanalen. Vi vandrede videre til nogle af de gamle sluser, bl. a. en af de ældste, som blev indviet 11/8 1800. Derefter besøg på Saab-museet. Efter hyggelig Henning-frokost med sol og et utal af hvepse besøgte vi et af de første, stadigt virkende kraftværker Olidan. Til vores store skuffelse havde man besluttet ikke at åbne for sluserne ved Trollhättan-faldet. Nogle turister havde nægtet at holde sig inden for afspærringerne, så man mente, at det ville være for farligt – meget ærgerligt. Tilbage til hotellet og tid til lidt sightseeing på egen hånd.
Torsdag 7. august afgang i gråt, men ”tørt” vejr mod Uddevalla, som vi ret hurtigt forlod for at køre videre ad meget smukke veje til Lysekil. Med lidt besvær fandt vi frem til Domkirken, som ligger højt i den gamle bydel. Den var flot og betydeligt yngre (1901), end de fleste af os antog, den er en vejkirke. Tilbagevejen via Sveriges 3. største ø, Orust, gik bl.a. med en – gratis – færge, hvor Henning serverede et glas champagne. Frokost med bl. a. meget lækker finsk laks. Videre over til øen Tjørn og over nogle enorme broer til Kungälv, hvor vi – med en hel del besvær på grund af håbløs brolægning - besøgte fæstningen Bohus fra 1308, nu en pittoresk ruin, men altså ikke for dårligt gående. Til sidst i Kungälv besøgte vi den smukke Kungälvs vejkirke, som var bygget af træ og havde nogle meget smukke malerier på træloftet. Seniorklubben gav vin/øl til middagen.
Fredag 8. august afsked med hotellet, hjemtur mod Göteborg og Onsala-kirken fra 1100-tallet på halvøen Onsala syd for Göteborg , hvor kaperkaptajn Lars Galthenhielm og hans kone, Ingela, er begravet. På trods af sin kapergerning nød han kongens begunstigelse. Igen en vejkirke af træ med smukke loftmalerier. På vej mod Båstad passerede vi et UNESCO World Cultural Heritage site, nemlig Grimeton radiostationen. Den er bygget i 1923 og fungerede med det oprindelige maskineri indtil 1996. Den sendte telegrafi på en frekvens af 17,2 kHz. Efter en lidt sen frokost blev vi ”næsten” snydt for ”kaffepausen”, den blev lidt kort ved færgen i Helsingør og i regnvejr. Så vi kørte ud og hjem med regn. Vel hjemme tog vi afsked med hinanden efter en dejlig og meget vellykket tur.
Eleanor Lind
Billeder fra rejsen findes i fotogalleriet under rejser. |