15.8.19
Det var et aldeles overraskende besøg på den anden side af Sundet for at møde vores svenske kolleger der, som vi, også har oplevet politiske spareknive skære i budgetter og en centralisering af licensmidlerne fra det regionale til den Stockholmske centralstyring. Vi mødtes foran Radiohuset (som det jo hed engang) og her var Hennings nyeste luksusbus klar til at fragte os over broen for at besøge vort gamle land. Vi var 50 personer udstyret med billedlegitimation for at komme forbi den svenske polisen – som dog ikke gad se vores billeder på kørekort og pas. Vi så åbenbart tilforladelige ud og fik en kort køretur til SVT, som er flyttet noget rundt i Malmø i de senere år. Midt i Kockums gamle industriområde havde man indrettet sig med kontorer og studier – og ganske få medarbejdere. Tidligere producerede man drama og mange store teknik- og mandskabstunge radio- og tv-udsendelser. Nu var der blot et lille studie, en masse projektansatte og en lille kærne af nyhedsfolk. Nedskæringer har ramt den tidligere driftige regionalstation, som stadig skaber den ene store succes efter den anden – nærmest på trods. Programchef Peter Bragée, som er ansvarlig for gigantsuccesen ”Sommerlov” – sommerferie - kunne fortælle os om fortrædeligheder i SVT og succeserne med tusinder af børn til TV-udsendelserne live i en af de store parker i Malmø. Vi fik en grundig fortælling om SVT og tænkte straks på stakkels DR, der går så meget igennem netop nu – omend med et spinkelt håb for en bedring, hvis den nye kulturminister vil os samt lytterne/seerne det godt.
Vi vidste ikke på forhånd, hvad der så skulle ske, men Hennings bus med Lise som stedfortrædende kaptajn sørgede for os med udsigt til Danmark og Bron, og en fantastisk lækker frokost blev tryllet frem, som deltagerne med fornøjelse deltog i, det helt store kolde bord godt hjulpet af adskillige varme hænder fra egne rækker ved ta-selv-bordene. Efter frokosten blev vi kørt til et overraskende hus – nemlig det nye koncerthus – MALMO LIVE. Jamen dog. Der lå et kæmpe koncerthus få hundrede meter fra Malmø Centralstation. Et fantastisk hus tegnet af det danske arkitektfirma: Schmidt Hammer & Lassen. Vi hørte om tilblivelsen af huset, der blev indviet i 2015 som hjemsted for Malmø Symfoniorkester. Specielt lyden i salen var man optaget af at skabe til at være det bedste i Nordeuropa, hvilket øjensynligt er lykkedes. Smagfuldt indrettet med egetræ i forskellige udformninger i arkitektonisk superklasse – og smukt indrettet for mennesker og musik. 1707 sidepladser og endda uden kongeloge, selvom royale naturligvis har adgang. Kongreshal med plads til 1500 personer, 3 restauranter og tilknyttet hotel med 444 værelser - og så bare 20 minutter fra København. En oplevelse at høre om fra Eva Claeson, der i begejstrede vendinger fortalte og fortalte levende om dette fantastiske musikhus, som virkelig er et levende hus, hvor alle bare kan gå ind i åbningstiden – i foyerområderne og restauranterne. Der er ingen vagter og opsyn, men fri adgang, og derfor holder mindre firmaer gerne møder inde i varmen. Vor vært i huset havde en sjælden fornem begejstring for bygningen og dens fantastiske muligheder med mange vidunderlige sale til musik. Det var en oplevelse for os pensionister at se dette superhus skabt af danske arkitekter og at høre om de muligheder man udnytter til gavn for hele Sydsverige – og såmænd også tilrejsende fra Danmark. En særdeles spændende dag tilrettelagt af Ingvar Ernblad, der er formand for pensionisterne i SVT-Malmø.
En lille billedserie fra den gode dag hinsidan kan ses her.
Tekst og fotos: ørs-