Klærkesalen var stuvende fuld, da Hans Jørgen Jensen fik ordet efter generalforsamlingen torsdag den 18. februar.
Trods vejrudsigten havde mange vovet pelsen og var draget til Griffenfeldsgade, hvor der er højt til loftet og svært at få ørenlyd, hvilket der vil blive gjort nye forsøg på at råde bod på.
Jeg havde den ære, at introducere foredragsholderen, som jeg med vanlig gammel TVA-jargon kaldte en nulevende dinosaurer.
Og den gamle general levede op til både betegnelsen og forventninger og berettede med selvironi om Jensens gode karriere i DR siden 1956, da han som en ret forkølet journalistelev fra Sønderborg søgte ind i Statsradiofonien, dels skriftligt, dels på et af datidens stålbånd.
Til hans overraskelse blev han ansat. Og sådan fortsatte det med pudsige, uforudsigelige tilfældigheder til toppen i firmaet.
Det var morsomt, hyggeligt og med tydelig tak for en dejlig tid i DR, der blev hans liv og skæbne.
Og som osse skaffede ham en dejlig kone, børn og børnebørn.
Vi er sikkert mange, der har det som Hans Jørgen, og han er eminent til at udtrykke de følelser, de fleste af os har for det gamle Hus.
Inden Hans Jørgens foredrag, sang vi efter bedste evne med på Det er så hvidt derude og Jeg ser de bøgelyse øer.
Hans Jørgen er nemlig blevet ramt, ikke af en golfbold, men af trangen til korsang.
Vor formand havde haft uheld med at skaffe en pianist, men så fandt han en yndig 17årig konservatorieelev, Steffani, der var på besøg i aktivitetscentret, og hun slog fint tonerne han til fællessangen, der klang smukt i det skønne rum, hvor tidligere nonnerne sang morgensang før Fanden fik sko på.
Endnu en god, lang, eftermiddag, mens sneen dynede sig og gjorde hjemturen til en Nordpolsekspedition. Altså bortset fra, at der forleden var 12 plusgrader i Nuuk.
Sådan er det så forskelligt. 
Johs.