11.4.24
Flere gange var der helt stille i salen, da tidligere kulturminister, tidligere borgmester i Roskilde og nuværende vandrerhjemsbestyrer Joy Mogensen havde mikrofonen i Klærkesalen. Det var en gribende fortælling fra en politiker, der har været så meget igennem både som menneske og som politiker. Det var ikke en grim fortælling. Det var det virkelige liv, hvor en politiker opfordres til at tage en plads i kulturministerstolen af statsministeren og bliver lovet al mulig hjælp – men hjælpen udeblev, og det var ikke en køn afsked for Joy Mogensen, der kort før sin afsked havde mistet et barn inden en almindelig fødsel. Den lovede hjælp var udeblevet – og den ret så succesfulde borgmester i Roskilde – ja hun fremstod som en umulig kulturminister. Joy trak sig fra politik – og i dag er hun forpagter af et vandrerhjem i Roskilde havn. En ny tilværelse og hun fortalte åbenhjertigt om det dødfødte barn – men også om en heldigvis lykkelig fødsel med sønnen den 17. december 2021. Årene fra 27. juni 2019 og specielt til den 16. august 2021, hvor hun var kultur- og kirkeminister i den periode – ja det var år som ingen mennesker fortjener. Hun blev svigtet, men fortalte om det liv, hun havde og bebrejdede ikke enkeltpersoner for noget, selvom vi alle i salen forventede, at der nu vil der komme navne frem. Ingen blev nævnt – og det blev helt uvirkeligt, at Joy Mogensen lod alt falde tilbage på sig selv. Hun havde i starten lovet røverhistorier fra det virkelige liv – men historien om Joy Mogensens egen opvækst og spontan ”kærlighed” til Michelangelos marmorstatue Pieta`i Peterskirken af Jomfru Maria med den døde Jesus i sin favn – det var en gennemgående historie, som virkelig var værd af høre. En lille gibsudgave til kr. 15 har fulgt Joy på skrivebordet fra arbejdsplads til arbejdsplads i mange år. Kommer du en dag forbi Peterskirken i Rom – så går ind og se den – så er du klar over, hvorfor dette mesterværk har været så central i Joy Mogensens liv. Det var en gribende eftermiddag præget af ydmyghed og ærlighed. En barsk affære at lytte på.
Tekst + foto: ørs-