11.november 2021
Ja, hvem mon HMS Dronningen spiser frokost med på almindelige hverdage?
Det vender vi tilbage til, som man siger i tv-sprog.
Dagens helt fantastiske foredragsholder E.H.Çlausen, en vestjyde af fødsel og med militær uddannelse blandt andet i Livgarden (40 år) og herunder 18 år som adjudant for Dronningen.
Adjudant for Dronningen er noget af en blandet landhandel. Audienser, ambassadørmodtagelser,
Statsråd, virksomhedsbesøg, statsbesøg i og fra udlandet, fester ved hoffet og ikke mindst Dronningens fødselsdage. Dronningen har hele seks adjudanter ansat. Og det er noget af et husholdningsregnskab at holde øje med. Al indvendig vedligeholdelse skal betales af Dronningen. Malere, tapetserere, murere, gas- og vandmestre betales fra husholdningsbudgettet, og vi fik en spektakulær rundvisning i den almindelige dagligdag i kongehuset – men da også småhistorier om de større fester, som vor foredragsholder har holdt snor i for Dronningen. Det blev til en særdeles underholdende og indsigtsgivende eftermiddag om Hoffet. E.H.Clausen, hedder egentlig Ernst Højgaard Clausen, og alle der kender ham godt, kalder ham Hannibal. Det var hans militære ”kalde/kælenavn” i hæren. Masser af små hyggelige historier om Hoffet var ganske underholdende. Vi fik forklaringen på, hvorfor, der kan ses så mange ordner på Hannibals uniform. Ganske simpelt fordi alle gæstende statsoverhoveder drysser mildt med ordner, når de er på besøg i Danmark. Og da også, når Hannibal var med på besøg med Dronningen i udlandet. Og som vor foredragsholder indviede os i: ingen af ordnerne var for tapperhed. Med Kongeskibet, der er fra 1932, som skal vedligeholdes af Dronningens stab – og der passes ekstra godt på det, for alle er klar over, at hvis det ikke er i forsvarlig stand en dag – så bliver Dannebrog ikke genanskaffet af økonomiske årsager. Utrolig underholdende og godt fortalt foredrag af mr. Hannibal. Han gav os da også et godt råd, hvis en af tilhørerne i salen skulle blive inviteret til frokost med Dronningen. ”Tal aldrig om noget, du ikke har forstand på.” Så bliver Dronningen ganske træt – og taler så ikke længere til din side.
Og hov, hvem spiser Dronningen frokost med – naturligvis Hannibal og de andre af hoffets stab.
Det var intet mindre end en forrygende eftermiddag med masser af småhistorier, som bedst kommer til live, når man for dem fortalt af E.H.Clausen. Endnu en herlig dag i Seniorklubben, og skulle det lykkes os at overtale ”Hannibal” til at komme igen – så forsøm ikke den lejlighed til at opleve resten af foredraget. For han nåede ikke at få det hele med. Det var til 6 stjerner.
Tekst og foto: ørs-