En lille sluttet kreds af medlemmer fik torsdag den 24.9.20 et meget interessant indblik i projektet “Elderlearn”. Projektleder Catharina fortalte med fantastisk energi og entusiasme om et projekt gående ud på at mindske ensomhed og styrke integration. Et projekt, hvor frivillige, ældre danskere fra 59+ (den ældste er p.t. Tove på 99, som bor på plejehjem ), hjælper unge udlændinge med at øve dansk. Det er udlændinge, som er kommet hertil som flygtninge, pga kærlighed eller måske pga arbejde i internationale virksomheder. En ung udlænding og en ældre dansker matches, og mødes en gang ugentlig af ca. en times varighed og som oftest i den ældres hjem. Her man taler dansk sammen, om det man nu har lyst til. Den unge har et basisforløb i dansk, og har som minimum deltaget i et obligatorisk sprogkursus. Der er dog stadig brug for bedre udtale, bedre forståelse af og finurligheder i det danske sprog og/eller eller udvidelse af ordforrådet. Som Catharina sagde: “og hvem kan det danske sprog bedre end ældre mennesker”?
I projektet kan alle typer ældre deltage såvel hjemmeboende som plejehjemsbeboere, og p.t. er også igangsat en ordning med blinde ældre. Der er ansat 3 projektledere i Elderlearn, som gør alt, hvad de kan for at sætte to sammen, som man mener kan have glæde af hinanden. Matchet kan være meget forskelligt, men vigtigst er indstillingen til åbenhed.
Det er gratis for alle parter og Elderlearn har kontakt direkte til private f.eks. via foredrag, plejecentre, foreninger og kommuner og for de unge sprog studerendes vedkommende sker det oftest fra mund til mund på sprogskolerne.
Vi, der var i Klærkesalen denne torsdag, var meget begejstrede både for Catharinas måde at fortælle om projektet på, og ikke mindst selve projektet. Vi overvejer om Catharina skal komme igen til foråret, så nogle flere får mulighed for at høre om Elderlearn, og måske ovenikøbet får lyst til at deltage i projektet.
ps: Tove på 99 har i 2019 medvirket i en DR dokumentar i 2019 “Skøn, skæv og 98”
tekst: vibeke
foto: Henrik