15.11.18
Dagens fortællende gæst var Henrik Iversen, som tidligere var TV-underholdningschef – altså chef for TV-UHA. En afdeling som Bjørn Erichsen nedlagde og fortsatte med at hente underholdning ”ude i byen”. Produktionsselskaber ude i byen har siden været storleverandør af TV-underholdning som eksempelvis X-Factor, der nu er sendt i hænderne på TV2. Meget er hændt, siden Henrik forlod DR, og mere vel ske i den kommende tid. Men den tidligere UHA-chef kan dog stadig holde fast i traditionerne, hvor man sendte godt underholdende tv med stjerner, som kan deres kram. Altså professionelle og ikke amatører, som vi fortrinsvis ser nu om dage. Henrik havde fat i Svend Asmussens fantastiske karriere og bragte os mange eksempler på Svends professionelle kunnen både vokalt og med violinen. Swe-Danes, kvintetterne med nogle af dansk musiklivs bedste musikere og frem til violinisten, der i sit livs meget lange efterår spillede i kirker (dem er der 972 af i Danmark) med gode folk og tjente ret godt. Vi fik mange gode små historier om Svend, og det lykkedes Henrik at fremtrylle dejlige eksempler på topklasse underholdning på Klærkesalens lærred. Underholdning i en klasse, som vi i dag savner. Tak til Henrik for et blik og lyt på fortiden, der jo altid er bedre.
Tekst og foto: ørs-