4.4.17
Man måtte af og til knibe sig i armen – Var vi mon virkelig til en dansk tv-optagelse af Muppet Show med de to ældre herrer, der sidder på balkonen og uddeler velplacerede pointer. Her sad de så Poul Nesgaard og Nulle – én årgang 1952 og én årgang 1937 – der kunne meddele, at de ikke sås ret ofte, og derfor havde holdt et lille møde om onsdagen, for sådan at fornemme hinandens aura. Nulle, der hedder Elith Nykjær Jørgensen, og Poul sad nu der side om side. Nulle fortalte om tiden hos Nordisk Film med Henning Bahs som læremester med indspilningen af Cirkus Buster-filmen. Derefter jobbet i det gamle radiohus med lommen fyldt med taxabonner og rekvisitioner i den spæde start af en rekvisitafdeling - og stadig aftenjob med klarinetten i Nyhavns Kap Horn. Nulle levede om dagen med DR og som musiker om aftenen/natten. Poul stillede ham spørgsmålet; Hvad er det du kan? Og svarede selv: Ingen af os kan noget! Og så dog alligevel. Hvem har mon lavet en julekalender i 24 afsnit for 37 år siden, som rigtig mange stadig husker. Det var et underfundigt og herligt ping pong på scenen med de to, der det ene øjeblik postulerede, at livet var var forbi og lidt senere mente, at de slet ikke var færdige med af finde på. Jeg er vel den ældste her i salen pralede den nu 80-årige Nulle - uden at tænke på, hvilken forening, han var mødt op i. Flere mødedeltagere var selvfølgelig ældre. Og så til livet med B&U siden 1979 under Mogens Vemmers styre, der gav virkelig gode muligheder for udfoldelse i radio og tv. Mottoet i afdelingen var ifølge Poul: I skal turde at få ud til grænsen. Og det må man sandelig sige, at de begge gjorde. I de senere år har parret ikke set så meget til hinanden, og senest har vi oplevet Poul sammen med Anders Lund Madsen i en form for Næste Uges TV i DR2. Og det program blev lukket. Begge værter blev pludselig fyret i utide. Noget som Poul kun berørte let i denne forsamling. Han vil hellere fortælle om tiden under Vemmer i mere end tyve år og senere filmskolen som rektor. Jow-tak Poul har sat sig aftryk, og klarinetbetvingeren Nulle ligeså. Spas og pjank og ærlig levevis med tryghed og tillid var kerneord i den samtale, vi fik lov til at overhøre. Og tak for det. Det var mere end underholdende og svært at gengive med stemningsord. To Kryger-prismodtagere. Et førsteklasses par med DR som omdrejningspunkt. Tak for en fantastisk time i rigtig godt selskab.
Tekst og foto: ørs-