John Roi11. feb. 2016
John Roi, som til daglig arbejder i DRs IT-afdeling i DR-byen – og snart har 25 års jubilæum - gav os atter en spændende dag i Klærkesalen. John berettede om glæder (for det meste) og genvordigheder ved at bygge og bo i en 147 kvadratmeters husbåd i Malmø, tæt på vartegnet The Turning Torso. John og familien tog for nogle år siden en rask beslutning om at gå ind i et husbådsprojekt som medbygger. Der var mange problemer undervejs med underentreprenører der gik konkurs, bankgarantier der blev uretmæssigt udbetalt, men til sidst lykkedes det. Båden blev færdig og kunne bugseres til sin super beliggenhed i første parket med udsigt til Broen, Danmark og grønne områder.
Inden beslutningen om at starte projektet var der mange overvejelser om fordele og ulemper ved at bo i Sverige. Fordelene var mange, den største ulempe viste sig at være, at det gik ud over netværket af venner. Man kommer ikke bare lige forbi til en kop et eller andet, når man skal betale bropenge. Derfor er der også indrettet gæsteværelse på båden.
Der ligger 1 båd mere af samme type i bassinet, tidligere lå der 2, men den ene kæntrede som følge af kraftig vind og for mange havepavilloner på øverste dæk. Der skulle ellers have været stor fest, John var også med og kunne fortælle om hvorledes nogle var kommet i klemme mellem væggen og et stort køleskab, andre var blevet spærret inde på toilettet, men heldigvis kom ingen alvorligt til skade.
Det var en meget inspirerende præsentation med billeder og video – og der var nok en og anden blandt tilhørerne der kunne få lyst til at gå i gang med et lignende projekt - men vi er nok blevet lidt for gamle...
Tekst & foto: JE