11.09.14 Han har været der i halvtreds år – i DR – siden 1963, og han har stadig udsendelser næsten dagligt. Jørgen de Mylius var på scenen i Klærkesalen, og det var for at tale om tiden, hvor han var på TV. Headhuntet af den daværende TV-underholdningschef i DR, Jørgen Ifversen begyndte han sin TV-karriere med at komme på kursus i at lave TV i Aarhus. Han lærte at lave produktioner i lyd og billede med gammeldags film – som så blev afskaffet i DR ugen efter, han havde færdiggjort kurset. På godt og ondt og mærkværdigt kom Jørgen igennem den tid i TV, hvor DR stadig var eneste station med TV. Han skulle løfte opgaven med at få Melodi Grand Prix tilbage på skærmen efter DR havde været ude af grand prix-sammenhæng fra 1967 til 1977. I 1978 skulle Dansk Melodi Grand Prix afholdes i Tivolis Koncertsal den 25. februar – og vi fik kun lidt af den fortælling om Grand Prix, fordi Jørgen de Mylius fortalte om Popnøglen, Pop Quiz og mange af de andre udsendelser, som han har medvirket i. Flere af salens tilhørere fra Flemming Jensen til Palle Hansen fra DRs UHA-TV kunne nikke bekræftende på indholdet af det herlige foredrag. Det blev endnu en spændende eftermiddag, og selvom Jørgen begyndte sit foredrag kl. 16.00 – så havde han svært at blive færdig til kl. 17.00 – så vi fik 20 minutter ekstra, og formand Bent Erik bad så Jørgen om at komme igen til næste år for at fortælle videre om karrieren DR. Der er så meget at fortælle..
Tekst og foto: ørs-