17. jan. 2013
KeldOg her stod Kjeld Hobel igen med mere fra den musikalske pose fra fyrrerne i forrige århundrede. Denne gang skulle vi have orkesterlederen Glenn Miller skildret i lyd og billeder med velanbragte kommentarer. Heldigvis for Kjeld gik James Stewart ind i rollen som Glenn Miller i filmen The Glenn Miller Story (Moonlight Serenade) ti år efter Glenn Millers død i 1944. Så der var mange dejlige filmklip at benytte fra Stewart med trombonen.


Vi fik en musikalsk gennemgang af den dygtige dirigent med bigbandet, der fik solgt mange af datidens lakplader. Det blev forklaret os, at Glenn Millers særlige klang specielt var frembragt ved at lade klarinetten i orkestret ligge højt og saxofonerne under i lydlaget. Skønt lød det, når vi fik set og genset/hørt melodierne fra før anden verdenskrig sluttede. Glenn Millers Band spillede i New York for gode penge, og de blev endnu bedre, da succes efter succes kom. Glenn’s orkester var fast inventar i amerikansk radio, men 7. december 1941 ændrede alt for Mr. Miller. Japanerne angreb Pearl Harbour – og amerikanerne var dermed med i anden verdenskrig. 10 måneder senere meldte den 38-årige Glenn Miller sig til Army Airforce. Et orkester af militærfolk blev dannet med Glenn Miller som dirigent og leder. De underholdt soldaterne og spillede ved militære parader – og en turne til Europa blev sat op. Den 21. juni 1944 rejste orkestret med 1500 andre mod England med skibet Queen Elisabeth og ankom en uge senere. De blev indlogeret i Londons Soho og skulle nogle dage senere spille i Bedford. Heldigt for dem, for en af tyskernes mange bomber ramte netop deres hotel i London, og de var alle blevet dræbt, hvis de havde opholdt sig der.
Nu var Kjeld ikke helt alene om at fortælle om Glenn Miller – næh han havde taget sin bror Mogens med for, at han ved klaveret kunne demonstrere, hvor let det var af spille In The Mood. Keld og MogensOg den demonstration fik vi fra brdr. Hobel, som i deres ungdom havde set alle musikfilmene, der var på lærredet i Bella Bio, Vanløse Bio, Grøndals Bio, Nora Bio og Bispebjerg Bio. Ingen af disse biografer eksisterer i dag. Fint var det, at vi også fik historien om den første guldplade i verden, som Glenn Miller fik for salget en million eksemplarer af futtogsangen Chattanooga Choo Choo. Men alting har en ende – og for Glenn Miller var det den 15. december 1944, hvor han fløj mod Paris i et lille militært fly, som aldrig nåede Frankrig. Det var tåget – og flyet er aldrig blev lokaliseret. Men musikken fra Glenn Miller lever stadig – det blev tydeligt for alle i Klærkesalen.
Ørs-