17. marts 2012
En farefuld færd i Rusland, Tjetjenien og andre lande i det tidligere Sovjet med møder med personer af høj rang – og forsynet med navne, som stiller urimelige krav til dette referat. Men i al fald var den sprudlende fortæller Vibeke Sperling på besøg hos os.
Specielt mordet på Anna Politkovskaja, den russiske journalist, forfatter og menneskerettighedsforkæmper, som fandt sted lørdag den 7. oktober 2006. Hun var kendt for sin modstand mod konflikten i Tjetjenien og kritik af den russiske præsident Vladimir Putin.
Anna havde skrevet flere bøger om den tjetjenske krige, såvel som Putins Rusland, og modtog adskillige prestigefyldte internationale priser for sit arbejde. Mordet skete på Putins fødselsdag og det blev i vid udstrækning opfattet som et lejemord.
Netop dette mord var omdrejningspunkt for centrale dele af Vibeke Sperlings indsigtsfulde foredrag om hendes forhold til det Rusland, som hun har levet i med sin familie i flere omgange og tilsammen i hele syv år.
- Det var et forfærdeligt overgreb og tydeligvis et bestialsk mord, fortalte Vibeke Sperling, der i dag er udlandsmedarbejder på Politiken, og hun har været på lønningslisten i DR med mellemrum i adskillige år med job på P1 og DR2s Udefra og som korrespondent i Moskva.
- Rusland er et mærkværdigt land. Det er militæret og magthaverne som sætter sikkerhedsfolk på journalister som mig, så jeg er ofte blevet ført rundt i snor. Man kan komme over alt, men i Grosnij var der en mur af sikkerhedsfolk omkring mig og et par andre udenlandske korrespondenter. Vi var indlogeret på en militærbase og skulle spise med officererne. Vi fik maden gratis – mod at vi betalte drikkevarerne.
- Og der blev drukket tæt. Korte skåltaler i massevis og hyldester til regimet, og pludselig blev jeg som gæst opfordret til at holde skåltale. Det gjorde jeg – og jeg bad om at vi mindedes de mange uskyldige tjetjenske ofre under russernes krig.
- Der blev helt stille, og flere af sikkerhedsfolkene var rasende på mig. Fra 2003 har jeg så været persona non grata og ingen mulighed for at få visum til indrejse. Jeg har forsøgt flere gange – og senest i forbindelse med præsidentvalget i december, men jeg kommer aldrig ind i Rusland, så længe Putin er ved magten, sagde Vibeke Sperling, som har været rundt over alt i Rusland – og har dækket mange store begivenheder og specielt har interesseret sig for den menige russer. Et af hendes journalistiske tricks har været at køre rundt i metroens ringlinje for at opsnappe og lytte sig frem til netop det, som den almindelige russer interesserer sig for.
- End ikke et lille turistvisum kan jeg få. Jeg har mange gode venner i Rusland, og jeg holder meget af at være der, men nu må jeg ikke komme der mere. Det er et anslag mod ytringsfriheden, og jeg har da også fået dødstrusler.
- Du står på samme liste som Anna Politkovskaja, har jeg fået at vide, og det siger noget om stemningen i Rusland. Det er naturligt med dødstrusler – og eksekveringen af dem.
- Rusland er ved at få omvendt borgerne fra at være undersåtter til at være borgere. Putin, der netop er blevet valgt, holder nok ikke tiden ud. Og jeg ønsker ham ad helvede til. Men jeg elsker landet. Den russiske litteratur, den kærlige og på samme tid brutale befolkning. Det russiske drikkelag – og dem har man rigelig muligt for at deltage i.
Vibeke har mødt alle de store russere. Før murens fald og opblødningen af den kolde krig – og efter. Vi fik historien om hendes møde med Jeltsin, som var godt og grundig beruset kl. 9 om morgenen – og ude af stand til at opfatte og svare på spørgsmål fra journalisterne.
En ordentlig orientering i det fremmede land, der er en del af Europa og som har gennemgået en rivende udvikling i de seneste årtier – og som langt fra er færdig med denne udvikling. Det var, hvad vi oplevede på en lille times tid i selskab med den gode fortæller Vibeke Sperling, som nemt kunne have fortsat med sin fortælling om hendes elskede Rusland langt hen på aftenen.
Ørs-