dsc 0384_2Journalist KAARE R. SKOU:

TV2 er en nyhedsfabrik og

DR en kulturinstitution

Således sluttede Kaare R. Schou sit indlæg til seniorklubbens medlemmer – en konstatering efter en skildring af mere end 40 år som aktiv politisk journalist på Christiansborg – først for DR og senere for TV2.

 

Vi blev ført fra tidlige biologistudier videre til Journalisthøjskolen i Halmstadgade i Århus, hvor også DR lå i de gamle dage, frem til journalistens første job som informationsmedarbejder, der skulle bruge en million i Boligministeriet på oplysning om en ny lov. Derefter gik det til programchef Povl Ifversen fra Københavns Radio, der ansatte Kaare for at hjælpe Arne O. Hansen med det kommunalpolitiske stof. Første transmission den opvakte reporter skulle klare med en FM-vogn var: To minutters stilhed fra Mindelunden.

 

De to minutter gik fejlfrit, og så var radio- og senere TV-landskabet åbent for journalisten, der dog måtte indordne sig så meget, at demonstrationer kun nænsomt måtte omtales – vel at mærke efter de var afholdt – og Christiania-pladen blev forbudt af programchefen. Seks år blev det til på Københavns Radio og derefter hos Jørgen Hübertz Schleimann, Radioavisens navnkundige chef, som normalt ansatte en venstremand og derefter en socialdemokrat på skift (iflg. Kaare R. Schou) og dermed kom i et dilemma, fordi Kaare var ”ikke noget særligt” i politisk henseende.

- I dag er det stort set ligegyldigt, hvad der sker i selve folketingssalen. Der sidder oftest 6 mennesker, de læser avis, kigger på deres PC og endelig er der en som sover, fortalte Kaare R. Schou.

- I sommeren 1982 begyndte jeg på Radioavisen, hvor jeg skulle kommentere, hvad der skete i salen. Jeg havde udsigt til en stille indkøringstid, men pludselig gik Anker Jørgensen af, og så boede jeg nærmest på Christiansborg i tre døgn. Den undertippede Poul Schlüter blev betragtet som en andenrangs jurist, som ikke fik mange chancer, men han blev faktisk en god statsminister, som man dog ikke kunne gribe i at kunne noget om en sag – til tirsdagspressemødet havde han altid en fagminister med, som var inde i sagerne.

- På disse tirsdagspressemøder måtte der ikke refereres, og det var kotume, at man kun måtte stille tre spørgsmål. Det omgik vi dog ved, at journalisterne supplerede hinanden med opfølgende spørgsmål.

- Schlüter var smart, han svarede ofte: Hvad mener du egentlig selv, Kaare R. Schou.

- Eller: - Det kan da ikke interessere dine seere.

- Det Schlüter kunne var at formidle et samarbejde – men Tamilsagen kostede taburetten, og Poul Nyrup kom til. Han var en stor lun bamse, der dog talte helt sort. Nyrup havde TV-mediet imod sig – det blev han ikke gode venner med.

TV-avisen ville ikke have Kaare R. Schou – han søgte jobs et par gange, men TV2 havde problemer på deres redaktion i starten af 1989, og der var ballade og nærmest oprør, så den siddende redaktør Alice Vestergaard bad Kaare om at være politisk redaktør på Christiansborg, og radioavisens Bent Skar betragtede ham som en overløber. Ulla med tørklæderne var nyhedschef på TV2, og Kaare blev nu sat til at køre Jesper Klit frem som en Mr. Christiansborg – Kaare skulle blot sørge for, at det Jesper sagde var korrekt.

- Men vi blev jo bare en kopi af TV-avisen, så vi lagde stilen om, således at den politiske analyse blev fremherskende. Vi fortalte, hvad det handlede om. Jeg kunne nu ringe op eller træffe ministre og ordførere og spørge dem: Hvad er det egentlig du mener?– og så refererede jeg det, - og politikerne havde så ikke selv sagt det – men mente det. Det brugte politikere som en åndehul for deres meninger.

- Nu er de politiske kommentar blevet for meget. Nu sidder Mogensen & Kristiansen og laver udvandet underholdning med politik som baggrund. Den politiske analyse er blevet helt udvandet. Kommentatorerne kan jo ikke købe ind i Netto uden at blive spurgt om alt muligt.

- Så kom Fogh på banen - en analytisk type, der ikke lige frem var en rar bamse at læne sig op ad. Han var et omvandrede regneark. Men han havde succes med at få de østeuropæiske lande ind i EU, men da Kurt Westergaards tegninger ramte JyllandsPosten, var han ikke så heldig med de mellemøstlige ambassadører.

- Og så til Lars Løkke – han vil være en parentes som statsminister – han nåede ikke at udrette så meget. Og Helle – hun er ikke kommet godt fra start, men hun skal nok finde ud af det, fordi hun er ved at skabe sig et godt netværk. Hun har viljen til magt, selvom hun har tumlet noget rundt i de første måneder.

På få spørgsmål fra salen kunne Kaare R. Schou fortælle, at der var lige godt at være på TV2 og i DR – blot det helt specielle (se overskriften), at man i Kulturinstitutionen DRs kantine kunne træffe; forfattere, snedkere, journalister, skuespillere, symfoniorkestermedlemmer og jazzmusikere m.fl. Det kan man ikke i TV2, som er en nyhedsfabrik.

             Ørs-            foto: Per Tidgen