Til søs med Aron
3.11.16
Vi havde besøg af Anders Dylov, som tidligere var ansat på TV-A som producer. Han kan håndværket med det maritime og det at lave film. Vi fik en 40 minutters ganske spændende menneskelig film om skipperen Kristian Lund, der har haft egen skonnert ved navn ARON siden 1968. Vi fik tætte billeder af den livsstil og den kærlighed, som mennesker, der ejer træskibe har. Skibskulturen i Svendborg er helt speciel. Det hæderkronede værft Ring-Andersen er en af årsagerne. At vedligeholde og sejle en sådan skonnert fik vi et tæt indblik i. Det er et slid at have en sådan båd. Det er hårdt arbejde at vedligeholde et sådant klenodie, og det er tydeligt for enhver, at det kræver stædighed, kærlighed til træskibe og gode sejlkundskaber at eje en skonnert af træ. Det er muligt at komme med på tur om sommeren, og om vinteren er skonnerten lagt op og vedligeholdes i de kolde måneder. En virkelig spændende fortælling fra det sydfynske med en af DRs tidligere medarbejdere som fortæller.
Tekst & foto: ørs-
Midt i det hvide
13.10.16
Eftermiddagen blev indledt af næstformand Henrik V. Pedersen, der orienterede om formand Bent Erik Hansens død – og bisættelse dagen efter. Derefter rejste forsamlingen sig og der blev afholdt et minuts stilhed.
Foredragsholderen var igen John Christensen – sidst med Karen Blixens Afrika, men denne gang med en noget koldere omgang. John har været på Grønland og Svalbard i fodsporet på polarforsker Knud Rasmussen og ikke mindst marinemaleren Carl Rasmussen fra Ærø. Selv er John opvokset på Ærø og hans bedste kammerat havde forældre, som ejede to fine billeder fra Grønland malet af Carl Rasmussen. Under malerierne drømte drengene sig til de store vider i det nordlige. At drømmen skulle gå i opfyldelse var ikke til at tro. Alligevel lykkedes det John Christensen at komme til Grønland for at deltage i spændende ekspeditioner. Han kunne fortælle om Knud Rasmussen (1879-1933) og det fantastiske og svære eventyr at rejse i Grønland. Om Fridtjof Nansen (1861-1931) og de syv berømte Thule-ekspeditioner. Også Peter Freuchen (1886-1957) blev vi underrettet om. John kom fra Afrika med op til 50 grader i skyggen til landet, hvor der om sommeren godt kunne være 25 grader, men på Grønland om vinteren sneg termometeret sig helt ned på minus 48 grader. En aldeles underholdende fortælling om det høje nord med glimrende fortæller.
Billede og tekst: ørs-
Herlig eftermiddag med Mogensen
Helt hen i vejret
11.8.16 Dagens gæst var Jesper Theilgaard – manden der foreløbig i 26 år har stået på tv-skærmen og fortalt os om, hvordan vejret kunne blive i de næste par dage. En rigtig hyggelig person, som er rigtig god til at fortælle historier fra sin egen verden. Udover at være meteorlog fra DMI med speciale i dansk vejr har han undervejes gjort sig til ekspert i vejr og klima. Men en side af vejrmand Jesper er også en rimelig pæn bogproduktion, hvor han fortæller om vejret set fra mange andre vinkler end fra en tv-skærm. Det begyndte med bogen ”50 vejrvarsler, der måske virker” – og det er gamle ordsprog eller mundheld, der ligger til grund for bogen, som er illustreret af grafisk designer Jytte Mylius. Da Jesper Theilgaard arbejdede med vejret på TV-avisen i TVBYEN, var han tæt på grafisk tegnestue, hvor Jytte sad og lavede illustrationer til TV-avisen og Vejret, og derfor blev det Jytte, der tegnede 50 illustrationer til Theilgaards første bog. Theilgaard forklarede i bogen og for os sammenhængen mellem de mange mundheld og virkeligheden. Faktisk passer de. Theilgaard har med sit samarbejde med Gyldendal skrevet mange vejrbøger, som han fortalte os om. Spændende var det – og specielt underholdende, når Jesper var gået i kødet på berømte danske malere som Eckersberg, P.S.Krøyer, Fritz Syberg og Holger Drachmann. Eksempel efter eksempel kunne Jesper forklare os, at det var helt hen i vejret på billederne. Skyformationer, bølgerne, fuldmåne eller mindre var anvendt på malerierne, men havde ikke sin rigtighed ifølge meteorlogen. Lyset kunne ligge forkert på tagene foran Roskilde Domkirke (Jørgen Roed), Lauritz Tuxen blandede to forskellige dages vejr ind i et billede – og sådan var der mange interessante betragtninger fra bogen ”Vejret i kunsten”. Alt naturligvis illustreret med billeder. Jesper Theilgaards situation fremover, når Vejret flytter redaktionen til Århus i 2017, ja den er uafklaret. Han fortalte, at han ikke flytter med. Så vi må vente med afklaringen til senere. Held og lykke til Jesper, der er en strålende foredragsholder og vejrklimaekspert, som vi seere ikke bør undvære på grund af en redaktionsflytning. Vel nok: helt hen i vejret.
Tekst og foto: ørs-
Et hårdt job i krigshærget land
19.05.16
Vi var noget stille, mens operationssygeplejeske Anette Schlippe fortalte om sine to udstationeringer i Afghanistan. I en teltby midt i et øde område lå Camp Bastian, hvor 50.000 personer havde job med at være klare hjælpe. Et hospital, hvor forfærdelige skader som følge af krigshandlinger, blev hverdag for de udsendte medarbejdere. 51 procent af skaderne skyldes sprængninger fra eksempelvis vejsidebomber. 30 procent af skaderne er fra skud. Vi fik råt og usødet billeder fra operationsstuen, hvor Anette arbejdede. Afrevne lemmer og grimme læsioner på soldater og civile. En rædsom fortælling fra frontzonen i en evig kamp for at få de sårede til at overleve. Opgaven var nemlig blødningskontrol, bloderstatning, vejrtrækningstabilisering og klargøring til transport med målet for videre behandling på et hospital i Tyskland eller England. Frankfurt eller Birmingham. Amerikanske soldater til Frankfurt og engelske til Birmingham. Danske soldater blev fløjet til Birmingham og senere til Rigshospitalet. De barske kendsgerninger fra teltbyen, som havde samme indbyggertal som Helsingør (50.000), blev ganske nærværende. Felthospitalet fik 98 procent af de behandlede ud i live, hvis de blev bragt ind med hjertet fungerede uden hjælp. Allerede inden de sårede blev bragt til hospitalet, hvor Anette Schlippe stod klar med sine kolleger, vidste de meget om skadens omfang, og var derfor helt klar til at modtage patienterne. Et hospital med egen præst og kapel. Adgang til telefon og internetforbindelse – og derfor nok afsondret fra omverdenen – men ikke uden elektronisk forbindelse af privat karakter for den enkelte. Et helt specielt sammenhold om opgaven med at få de indbragte sårede til at overleve var med til at holde en meget speciel disciplin. En oplevelse for livet – og en følelse med at de danske udsendte havde gjort et job med betydning for både de sårede og for deres pårørende. Et internationalt team af højtudannede læger og sygeplejesker. Det var ikke en hyggelig eftermiddag – men alvoren kom tæt ind på livet af os alle med et gribende foredrag.
Tekst & foto: ørs-