27.2.20
Det var noget af et foredrag, som vi blev ørevidner til, da tidligere tv-direktør og personaldirektør Søren Jakobsen gik på scenen for at fortælle nogle spændende episoder fra sit liv i DR. Søren indledte med en lille omtale af Mogens Vemmer, der var en af Sørens venner. Kærligt og ærligt fik vi Søren Jakobsens meget rammende ord om Mogens Vemmer, som var en af de store træer i skoven. Han er nu afgået ved døden – og hans store indsats vil blive husker rigtig mange år frem.
Det egentlige foredrag kom også fra hjertet. Vi fik hele historien fra Sørens opsigelse i Mærsk og så en mærkværdig start i DR efter et ansættelsesinterview med Henning Skaarup. Søren blev heldigvis ansat i DR og en af vennerne gennem alle år frem til februar i år blev Mogens Vemmer. Det blev et oplevelsespotpourri af høj kvalitet. Sørens placering i direktionen efter nogle år som økonomisekretær med indførelse af handlingsplansystemet og andre smarte tricks for at få forretningen DR til at købe rundt på bedste måde – så blev det direktørjobbet i DR, der var i centrum. Vi fik beskrivelser af økonomidirektør Ejnar Jensen, Frede Houkjær, Hans Jørgen Jensen og ikke mindst Jens Jørgen Jensen og Christian Nissen. Det er navne fra en svunden tid, hvor der var anderledes respekt om DR, og det blev rammende beskrevet. Et særdeles interessant foredrag som af indlysende grunde ikke kan beskrives her i detaljer – da omtalen her jo ligger åbent på internettet. Men hvis du ikke var med til Generalforsamlingen og dette foredrag om DR, så missende du virkelig noget, hvor spændende historier om DR blev rammet flot ind af Søren, og det blev et af de bedste foredrag, som vi har oplevet i salen. Det var en anden tid, vi hørte om. Og en tid, hvor DR var respekteret i befolkningen og af Christiansborg. Søren blev ikke helt færdig med sin fortælling – og han bør naturligvis komme igen med fortsættelsen.
Tekst og foto: ørs-