12.11.15
Vi var vel 40 personer, der skulle se eller gense Radiohuset. I det ydre ikke meget ændret bortset fra messingskiltet, der fortæller, hvem der residerer her. Forhallen – samme lugt og stemning – trapperne og glasdørene de samme. Den lille lynelevator til venstre for forhallen, var lige så hurtig som tidligere, men havde dog fået en beskyttende indre dør. Nu med navneskilte i elevatorer, så man kan komme af på den rigtige etage. Underligt at komme i et hus, der bærer på så mange minder for de fleste af os. Her sad Lars E. med sin trafikradio og Kirkholm. Længere henne på etagen stod Jan Gintberg og holdt tale til nationen gennem åbent vindue med hundrede af lyttere på gaden neden for. Altså ikke nu – men en gang, før Nissen solgte Radiohuset og købte DRByen. Hvad skulle vi dog så se – jow Musikmuseet, hvor instrumenter smukt placeret i montrer fortæller historien om tidligere tiders musikudøvelse. Mogens Kildes klaviatur fra kinoorglet i Palladium var der – og Ulrik Neumanns Just Povlsen guitar med metalstrenge, som selv Ulrik N´s egen søn Mikael ikke kender til. Mange sjove instrumenter kunne fremvises i lokaler, hvor kreative hjerner producerede radioudsendelser. Flot og prægtigt – og udsigten fra de tidligere studier gennem vinduerne var til den store røde naboejendom, som rummer den tidligere Lytterkro eller den anden side mod Radiohusets gård med den karakteristiske hvide facade og det irrede kobbertag på koncertsalen. Vi nikkede til guiderne, som viste frem og spillede på nogle af klaviaturerne. Dem af os, som kendte Radiohuset rigtig godt, syntes nok, at det hele var lidt underligt. Vi fik en duft af Radiohuset – og lidt mere duft via den store glaselevator op mod kantinen, hvor bordene og stolene var fra DRs tid. Radiohuset har sin helt egen lugt eller snarere duft. Stål, glas og sten i DRBYEN – og her håndværksmæssig udførelse fra en helt anden tidsalder. Arkitektur fra en svunden tid på gangene og i kantinen med endevægsmaleriet FYRAFTEN, hvor arbejderne er på vej hjem fra værftet. Det er malt af Folmer Bentsen, og her sad vi så og indtog smørrebrød i den kantine, der en gang var vores. Nostalgien vældede op i os, og vi havde oplevet en lille bitte bid af vores Radiohus og meget Musikmuseum. Tiderne skifter – og det er ikke DRs hus mere. Desværre.
Foto: pet – tekst: ørs-
Se flere billeder her