Politimand8.10.15
Det var en særdeles underholdende betjent fra Det Kriminalpræventive Råd, der kunne fortælle os om, hvordan man skal undgå at blive røvet, bestjålet eller narret af personer med såkaldte onde hensigter. De tricks, som vi alle har hørt om, men som heldigvis meget få har oplevet, er dankortsnyderi, hvor koden aflures i betalingsøjeblikket i supermarkedet, og kort efter kontaktes man af en person, der ikke er ret så dansk. Han spørger om vej med et kort viftende foran sig, og inden man ser er som, er ens pengepung og dankort forsvundet – og det opdages først efter adskillige tusinde kroner er hævet uretmæssigt. Peer Langborg kunne fortælle om masser af tilfælde af snyd, bedrag og flot kunstnerisk udførte tryllerier med dankort tilhørende danskere – med hævninger via udenlandske fingerfærdige personer. De gode råd kom på stribe: gå ikke med for mange kontanter, beskyt din dankortkode i betalingssituationen og læg din pung dybt ned i lommen eller tasken. Gå aldrig fra din taske, som står på indkøbsvognen. Og så er der de frække tyve, som møder op på bopælen og beder om et glas vand eller en blyant og et stykke papir for at kunne give naboen en skriftlig besked. Luk aldrig fremmede ind i dit hjem – og bed om legitimation, hvis det er personer, der bør komme ind. Er det politiet, hjemmehjælpen eller ham, der skal måle varmeforbruget af? Man skal sikre sig, at dem man lukker ind, har lovligt ærinde hos dig. Peer viste os sit politiskilt – så nu ved de fremmødte, hvordan plastikkortet ser ud. Vi kom vidt omkring i svindelbranchen og fik råd og vink for at undgå ærgerlige oplevelser. Vi fik at vide, vi ikke skulle være bange. Der sker kun få røverier – men når der sker, er det særdeles ubehageligt. Værn om din værdier – tænk dig godt om og undgå at komme i offerrollen. Det var en god eftermiddag med et lurvet emne.

Foto: Per Tidgen – tekst: ørs-