Hjortnaes22.01.2015

Karl Hjortnæs er en fantastisk fortæller. Det fik vi virkelig ørerne op for, da han var på besøg hos os i Klærkesalen. Den tidligere justitsminister, skatteminister, fiskeriminister og ordfører i Socialdemokratiet er opvokset nord for Limfjorden i et socialdemokratisk hjem, og hans løbebane fra den dag Anker Jørgensen ringede og gav Karl tilbud om at blive minister – justitsminister, fik vi skildret i rigt mål med anekdoter og muntre historier. Karl Hjortnæs stod i sit almindelige pæne tøj på en virksomhed i Nordjylland og blev ringet op fra Christiansborg. Han ønskede ikke at tage telefonen, men en sekretær gjorde ham opmærksom på, at det var statsministeren, så derfor tog han røret. Han fik betænkningstid på at svare om: han ville være justitsminister: Ja eller Nej i løbet af 20 sekunder. Og det blev et ja til Anker Jørgensen og en straks-ordre om at møde i København iført mørkt tøj og nypudsede sorte sko. Nu var der ikke lige tid til at finde en herreekvipering, så derfor lånte Karl Hjortnæs hele udstyret af en af virksomhedens medarbejdere. Og standsmæssigt ankom han til Dronningen og blev udnævnt til minister. Som ung folketingspolitiker havde han nærmet sig Per Hækkerups faste bord i Snapstinget – og havde fået en fast og bestemt besked på, at han ikke var ønsket ved bordet. ”Har du fået lov til at sidde der”, spurgte Per Hækkerup. Der var jo ingen, der sad ved bordret udover Hækkerup, men Karl lod sig ikke slå ud – og spurgte derfor om lov til at sidde der, og fik så beskeden: ”Nej det må du ikke!” Det var drøje hug, man blev udsat for i Folketinget, og det var en hård tid for en EF-modstander som Karl. Men det lykkedes for Karl Hjortnæs at bevæge sig behændigt på bonede gulve, og det var i den første tid med et lille hotelværelset i Westend – Helgolandsgade, hvor en journalist fra Ekstra Bladet ringede til ham kl. 1.30 om natten – og det ville Karl Hjortnæs ikke finde sig i, så derfor smækkede han røret på. Historier på historier kom væltende ud af Karl Hjortnæs, der er en fantastisk fortæller, når det gælder at gå lidt dybere i baggrunden i folkestyret oplevet indefra. Alt i alt en munter eftermiddag i selskab med en vidende og vittig person, som har været midt i brændpunktet for mange af de store begivenheder i tilhørernes liv.

Tekst og foto: ørs-