IMG 217516.11.2014
Vi havde torsdagbesøg af Niels Ole Frederiksen – en fantastisk fortæller, der er opvokset i Horsens Tugthus, hvor hans far var viceinspektør. Han har arbejdet på adskillige højskoler, som alle er lukket grundet manglende elever – helt i modsætning til faderens beskæftigelser, hvor der var kø om at komme til afsoning. Vi fik bundter af historier om tugthuset. Også den om minister Alberti, der bedrog staten for millioner af kroner, og som efter otte års ophold i Horsens havde tabt sig fra 157 til bare 100 kg. Livet bag de såkaldte svenske gardiner (stålstænger fra Eskilstuna). Med fortællingen om barnedåben af fortælleren selv – foretaget af fængselspræsten i fængslets egen kirke med et fyldt kirkerum fra institutionens fanger, som havde mødepligt til søndagsgudstjenesten. Vi fik den lange version af fange Lorentzens liv inden for og uden for tremmerne. Virkelig gode pointer og småhistorier blev delt ud med rund hånd fra en fortæller i hopla. Vi fik ordene fra Lorentzens lille opslag i cellen: ”Ensomhed er den eneste glæde, man ikke kan dele med andre”. Det var en forrygende fortæller, vi her havde fået fat i. Og de medlemmer, som ikke var med på dagen, er virkelig gået glip af en god historiefortæller.

Tekst og foto ørs-