IMG 1072

 3.10.13 - Vi kan ikke have en frø på scenen i det her teaterstykke, fik Kjeld Nørgaard at vide flere gange, mens han var skuespiller på Det kgl. Teater og privatteatrene. Kjeld er en frø – det er ham, der opfandt Kaj, som hurtigt kom i selskab med Andrea – og hun er opkaldt efter Kjelds mormor. Kjeld Nørgaard var vores gæstetaler, der levende fortalte om de mange år han som skuespiller var på de fornemste teatre i Danmark. Oprindelig skulle han have været ingeniør, men han blev så skolelærer, men flirtede lidt med teater på en amatørscene i Valby – senere så Studenterrevyen med kolleger som Ulf Pilgaard, Ole Michelsen, Claus Nissen og Niels Skousen. Han begyndte at læse (til skuespiller) hos Blanche Funch og blot efter at have fået et par lektionstimer blev han sendt til optagelse på Det Kongeliges elevskole. Og bestod med stor stolthed – og så var han pludselig i gang med uddannelsen som skuespiller.

Det er blevet til masser af film og teater gennem årene – og i en periode uden for mange roller kom han i kontakt med B&U, hvor det var Jimmy Stahr, der stod for programmerne til de ganske små. Vemmer var programchefen, og Kjeld foreslog, at man skulle lave nogle programmer med en papegøje, som han kunne tale med. Det blev ikke den store succes, at en mand sad og talte med en papegøje, som Hanne Willumsen havde syet og talte fra. Papegøjen skulle være irriterende og jomfrunalsk som Kjelds mormor – og da Kjeld Nørgaard havde set amerikanske Sesame Street med frøer og andre herlige dukker – så gik Hanne Willumsen hjem og syede en frø, som Kjeld under navnet Kaj kom til at lave 80 udsendelser med. Og mange år senere blev der produceret 75 programmer mere. I dag er det historie – en succeshistorie, som stadig kører i DRTV – og som er storsælgende gennem årene på video. Kaj & Andrea blev rakket ned af pædagoger – Ingrid og Lillebror og K&A blev stoppet. I en periode på 15 år havde Kjeld intet at lave i B&U og pludselig blev K&A genoplivet med Christine Schou og Ole Kibsgaard – og Kjeld. Ny stor succes for Kaj & Andrea – og nu er der stadig afgifter til Kjeld Nørgaard for de mange indspilninger. Telefonen ringer af og til for en enkelt speak – men ellers er det rejser til Kenya og Mexico pensionen benyttes til. Her var en frø, der gjorde en stor karriere ved siden af den seriøse del af teaterlivet for Kjeld – som af og til måtte undvære nogle roller, fordi han netop var Kaj på tv. En herlig eftermiddag med en foredragsholder, som er elsket for både sine roller og hans eget jeg.

 

tekst og foto: ørs-