28-02-2013
Piet van Deurs er en af de tv-personligheder, som var med til at sætte dagsordenen i mange hjem, når han gik på skærmen først i sort/hvid og senere i farve. Her var han så foran en tætpakket sal med seniorer, som gerne lægger ører til den gode historie fra DR. Piet begyndte sin karriere i DR på TVavisen sammen med fotografen Bent Paulsen, som sad blandt tilhørerne. Det kulturelle Danmark skulle blive Piets kærneområde på tv, og han forklarede os i årevis, hvordan det hele hang sammen med konger og dronninger, herregårde og slotte indbefattet de mange skærmydsler, som var med til at skabe vor historie.
Piet gav til bedste med en speciel fortælleform, hvor Normannerne, Spillet om Magten og Slaget på Rheden var nogle af de udsendelsesserier, som stadig kan ses i DRs arkiv på Bonanza-digital-kanalen. Koldt og kynisk meddelte han tilhørerne, at de fleste konger blev myrdet – specielt i Nubien, hvortil Piet også har rejst for DR. Han kom hjem med røverhistorier, og vi har fået dem i tv for længe siden, og nu fik vi så detaljer om den medbragte fotograf fik stjålet sit kamera – og så er det jo en smule svært at lave tv, når man ikke har et kamera med. Heldigvis fik Piet fat i politiet, og inde bag politistationens store disk sad røveren. Kameraet kom tilbage og udsendelsen kunne optages. Med vanlig snilde frembragte Piet nogle effekter, som var hjemtaget fra hans mange rejser. Spørgsmålet var naturligvis: Hvad er det? En handske, der kunne modstå stor varme, et slagvåben, hvor der var boret huller. Et hul for hver kone man havde. Vi skulle gætte – og effekterne gav liv i foredraget fra en hædersmand, der i årevis prægede DR på en værdig og sober måde. Ikke alt var gode tv-påfund – eksempelvis ville Piet gerne lave en udsendelse om Elverhøj – men det viste sig at være en ualmindelig kedelig høj. Historierne fra Piet er så mange, at han har fået udgivet endnu en bog om sit liv – før, i og efter DR. En bog på 328 sider, som har to års ventetid ved reservation på Piets hjembys bibliotek. Vil man læse den, er det klogt at købe sit eget eksemplar hos Forlaget Kahrius, som har adressen www.kahrius.dk. En fin bog til læsning i forårssolen på terrassen.
Ørs-