17. februar 2012

dsc 0573 2Det var den tidligere TV-direktør, international melodi grand prix-general og efter et par år i filmbranchen nu direktør for radio24syv, som stod foran os med et klart mæle om situationen på hans kun 14 uger gamle radiostation.

Det var Jørgen Ramskov, som altid har sagt tingene lige ud – og stadig gør det.

- Jeg er direktør for et politisk projekt, som skal være i luften i de næste 8 år. En taleradio, der skal være et alternativ til DRs P1, og som i daglig tale har været kaldt ”Radio Møller” efter tidligere kulturminister Per Stig, der ønskede konkurrence til DR.

 

 - Der var kun én, som bød på at lave den radio, nemlig Berlingske og reklamebureauet Wibroe, Duckert og Partners. For 93 millioner kroner om året skal vi lave radio alle dage hele året rundt. De kommercielle danske stationer, som faktisk alle er med rigtig meget musik, har intet at frygte fra vores siden. Vi må ikke være og bliver ikke en konkurrent til dem. Vi skal levere 20 timers kultur om dagen, vi skal have nyheder en gang i timen og vores program er meget skemalagt fra politisk side, fortalte Jørgen Ramskov.

- Til gengæld skal vi ikke ud for at skaffe penge til driften. Vi får næsten 100 millioner kroner ind ad døren hvert år i de næste 8 år. Det er licenspenge. Penge, som DR tidligere fik, da man havde P2 til låns. DR fik jo kun P2 i en kort periode af politikerne, og vi har nu overtaget frekvensen og sjovt nok havde vi en overvægt af lyttere over 90 år, da vi fik en undersøgelse her for nylig.

- Det skyldes, at mange ældre havde indstillet radioen på det gamle P2 – og så fik de os i stedet for efter omlægningen. Men de kan ikke lige finde ud af stille om på skalaen. De fik så en anderledes radio. Uden radiodramatik, uden den gode montage og nyhedsanalyser m.m., som er meget kostbart at producere. Det kan DR, som jo har en nyhedsfabrik i DR Nyheder (sagt i al kærlighed – og ikke nedladende), og på Radio24syv har vi kun 35 nyhedsfolk til det hele. Derfor leverer vi noget, der er anderledes. Vi har hyret folk med skarpe holdninger og med specielle værdier til at køre debatprogrammer. Mange af programmerne er lykkedes – og nogle er ikke lykkedes. Vi skal kigge lidt nærmere på nogle af programmerne – de vil blive ændret, men sådan er det jo altid, når man starter helt fra bunden, fortalte Jørgen Ramskov.

- I juni sidste år trådte vi ind ad døren i vores lokaler, og der var kun vægge, loft og gulv. Det hele skulle bygges op fra grunden, og jeg kunne godt have tænkt mig at have haft DRs store organisation i ryggen. Vi er som sagt kun 14 uger gamle – og meget er rigtig godt – og noget af det er ikke så godt. Det justerer vi. Vi får produceret 20 procent ude i byen – og de 80 procent er egen produktion.

- Vi står foran et større tiltag for at gøre stationen rigtig kendt. Vi markedsfører os i april, og som sædvanlig er det sådan, at ”ting tager tid”. Også for Radio24syv. Vi har fået ros fra Per Stig Møller – han har fået den radiokanal, han ønskede sig. Andre politikere er lidt forbeholdne, men så længe vi lever op til vores givne opskrift, så kan de jo ikke rigtig gøre noget ved det. Vores kontrakt løber i 8 år, og vi glæder os hver dag til at lave rigtig gode radio for de penge, der er afsat til at drive Radio24syv.

Radio24syv har gode gamle DR-medarbejdere til at styre stationen. Suzanne Moll som chefredaktør og så Mikael Bertelsen og Mads Brügger på posterne som kanalchefer.   

Ørs-