Erling Bundgård i Seniorklubben

Vi havde ikke fuldt hus i sjapsølevejret i Klærkesalen i dag, torsdag den 25. februar 2010, men dog fik vi samlet en ret pæn flok trofaste mødedeltagere, som oplevede en spændende eftermiddag med Erling Bundgaard, der morsomt og hudløst fortalte om sin karriere i DR og siden i TV2.

 

Erling berettede med megen humor om den tid, da han efterfulgte mig som politireporter.

Så er det sagt.

I modsætning til visse andre indrømmer jeg ærligt, at jeg er dybt inhabil, når jeg bedømmer hans foredrag som et af de mest levende, vi længe har haft fornøjelsen af.

Erling, der blev min efterfølger som kriminalreporter i TVA, nåede at oplevede særdeles, livstruende ting og sager. Mødet med de gryende Hells Angels og andre skarnsfolk.

Han oplevede osse den ydmyge rolle at efterfølge den populære Otto Leisner, der havde ringe status i afdelingen, fordi han beskæftigede sig med noget så lavt som Quizsprogrammer, der i dag nærmest dominerer sendefladen på alverdens Tv-stationer.

Det var osse Erling, der gennemførte de første politiprogrammer, som TV2 Station 2, nemlig "Sagen Uopklaret".

En af de første førte til opklaring af et større røveri, men det kostede ham dyrt.

Han havde glemt at notere personnumre på de statister, han brugte, hvorfor DR nægtede at betale honorarer og trak beløbet i hans beskedne løn!

Erlings videre vej gennem underholdningsafdelingen blev meget underholdende, ikke mindst for ham selv. Og de skuespillere, der med Grete Sønck som frontfigur, fik danskerne til at more sig i stor skala.

Det var hendes egen ide, at hun helst skulle medvirke kravlende på gulvet.

Erling måtte love Otto Leisner, at han aldrig ville prøve at efterligne Otto. Og navnlig måtte han aflægge ed på, at han aldrig ville bruge Ottos vittigheder.

Det var nemt nok, sagde Erling: Jeg har aldrig i mit liv fortalt en vittighed!

Han sluttede sin TV2-karriere som Tv-direktør i Randers, hans hjemby, hvor han nu lever lykkeligt sammen med en skolekammerat fra de små klasser. Efter 4 forliste ægteskaber og to børn. I TV-branchen.

Der var, og det kan bevidnes, stort bifald efter hans DVD-fremvising på 4 minutter og 40 sekunder og et fremragende foredrag.

Hold da Kæft, hvor vi har at trække på gamle talenter i det her firma!

Johs.