Ca. 100 medlemmer deltog i generalforsamlingen.

Dagsorden:         1.  Valg af dirigent
                         2.  Formandens beretning
                         3.  Aflæggelse af regnskab
                         4.  Valg af bestyrelse
                         5.  Indkomne forslag
                         6.   Fastsættelse af kontingent
                         7.  Eventuelt 

 Bent Erik Hansen (BEH) bød velkommen og glædede sig over det store fremmøde.

 Ad 1              Valg af dirigent.
Bestyrelsen foreslog Jørgen Engell (JE).  Der var ingen andre forslag, og JE blev valgt med applaus.
JE takkede for valget og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt i overensstemmelse med foreningens vedtægter § 3.  Herefter gav han ordet til formanden.

Ad 2              Formandens beretning.
2010 har været et stort år i klubben, BEH vil næsten kalde det for et ”Jubelår”, for der har været rigtig mange højdepunkter.

Det var året, hvor vi fejrede 30 års jubilæum, og han syntes det blev fejret med maner. Der var rekord stor tilslutning (220 personer) og et fint arrangement i Allegade 10.
BEH nævnte først rejserne,  hvor den helt store oplevelse var turen til Grønland, hvor Jette Kehlet havde tilrettelagt en meget flot tur.  Desuden var vi i Harzen med gode oplevelser, og Hennings hjemmebane på Fyn var virkelig også et besøg værd.  Endelig havde vi en dejlig julerejse til Berlin, så det har været et godt rejseår.

Derefter nævnte BEH eksempler på vores ture, foredrag og specielle arrangementer, hvor vi har hørt om nødhjælp, humor, middelalderborge, miljøet og æresindianere samt DR relaterede emner, og der har været både tysk dag med hornmusik og kinesisk dag med skønsang, og vinsmagning har vi også prøvet.  Af udflugter blev nævnt besøget hos TV2,  en Nyhavns tur med Allan Mylius Thomsen, besøg i Grundtvigskirken samt en dejlig dag i Dragør med Hans Bischoff.  I 2010 har vi også haft besøg af vores svenske venner, som fik en fin dag omkring Mølleåen.  I december var selveste Morgennisserne på besøg, så der var rigtig julehygge.

BEH var glad for den store tilslutning til alle vores arrangementer, ligesom de mange besøg på hjemmesiden og den flittigt brugte mailservice.  Han var specielt glad for mailservicen, hvor vi kan kontakte medlemmerne hurtigt, samtidig med at vi sparer en masse porto ved udsendelse af programmet, så vi kan bruge de penge til noget andet i klubben. Brandvæsenet tillader nu 150 personer i Klærkesalen, så vi fortsætter prøveordningen med, at ledsagere må komme med.

Vores gode klub møder stor misundelse blandt andre ligestillede klubber, som ikke kan forstå, hvordan vi kan stable et så stort og fint program på benene og så for det kontingent.  Formanden mente, at vi godt kan tillade os at være lidt stolte.  Vi har et stort og stærkt netværk med gode kontakter både til kommunen og til aktivitets-centeret, og som om det ikke er nok, har BEH sagt ja til at gå ind i bestyrelsen hos Pensionisternes Samvirke.  Dette vil dog ikke påvirke hans arbejde i Seniorklubben, da der kun er tale om møder ca. 4 gange årligt, men det kan give os yderligere indflydelse, hvilket er vigtigt. BEH er også blevet involveret i Tisvilde Højskole.

Seniorklubben forsøger til stadighed at få en god dialog med DR for at påvirke en evt. seniorpolitik, så medarbejdere ikke bliver helt glemt, når de forlader DR. Det er ikke en nem opgave, men vi bliver ved.  BEH var fristet til at sige ”Alt er godt”, for det er det jo.

Der er nu taget hul på en ny sæson, hvor det er bestyrelsens mål fortsat at tilbyde medlemmerne gode oplevelser og hyggeligt samvær.  Sæsonen begyndte med en nærmest forrygende Nytårsfest med stor tilslutning.  Ved denne fest fik klubben 2 æresmedlemmer Frede Houkjær og Ivan Olsen, der har ydet et stort arbejde i klubben.

Formanden sluttede sin beretning med en stor tak til bestyrelsens medlemmer, som lidt for ofte får sved på panden på grund af de mange tiltag, men de har gjort det godt.  Der var også en stor tak til rejseudvalget for rigtig flotte rejseoplevelser.  BEH takkede ligeledes Jens Grove-Rasmussen og Jørgen Engell for et stort arbejde med vores hjemmeside.  Det er i høj grad deres fortjeneste, at hjemmesiden bliver brugt så flittigt.  Sidst men ikke mindst takkede BEH medlemmerne for deres altid positive modtagelse af vores tiltag.

JE spurgte, om der var bemærkninger til beretningen.  Det var ikke tilfældet, og JE konstaterede, at beretningen var godkendt.

Ad 3              Aflæggelse af regnskab
Hanne Hjorth (HH) oplyste, at medlemstallet stadig er 800.  Nogle medlemmer dør, men der kommer stadig nye til.  Kontingentbetalingen går rimeligt, selv om vi ikke sender girokort ud til ca. 350 medlemmer.  Over 100 har ikke betalt for 2011, men de vil få tilsendt girokort sammen med efterårsprogrammet.

Klubben har givet tilskud på 57.000 kr. til ca. 200 medlemmer til jubilæumsfesten, hvilket har reduceret vores kapital temmelig kraftigt.  Vi har også i 2011 fået 60.000 kr. fra DR, så vi skal nok kunne klare udgifterne i år, selv om vi giver et stort traktement hver uge til møderne.  HH takkede Dorte, som frivilligt sørger for kager til os.

Da trykkeriet ikke længere hører under DR, vil vi for fremtiden komme til at betale for trykning.  I 2010 fik vi ikke tilsendt regninger, og det har naturligvis gjort, at vores administrationsudgifter ikke har været så store, som de kan blive fremover.

Ellers kører det som det skal – rejser og arrangementer hviler i sig selv med et tilskud, når vi har brugt busser, som det hele tiden har været tilfældet.

HH sluttede med et ”Alt er godt – som Bent Erik siger”.

JE spurgte, om der var spørgsmål til regnskabet.

Jette Linde ville godt høre, hvordan underskuddet dækkes.
HH: Underskuddet var stort i 2010 på grund af tilskuddet til jubilæumsfesten, og det har påvirket kapitalen, som derved er blevet mindre.

Per Tidgen spurgte, om obligationsrenter og udtrukne obligationer ikke burde stå under indtægter.
Hertil svarede HH, at obligationsbeholdningen går ned, når obligationerne bliver trukket ud, og beløbet føres under indtægter i det specificerede regnskab.

Marianne Albrechtslund mente ikke, HH havde svaret tydeligt på Jette Lindes spørgsmål om, hvordan underskuddet bliver dækket. HH svarede, at egenkapitalen pr. 1. januar 2010 var ca.169.000 kr.  Ved årets udgang var kapitalen kun på  ca. 88.000 kr.

Da der ikke var flere spørgsmål, konstaterede JE regnskabet for godkendt.

Ad 4              Valg af bestyrelse.
JE forklarede, at i ulige år er kasserer og 2 bestyrelsesmedlemmer på valg. I år er det: næstformanden Lis Frederiksen  - villig til genvalg 2 år
kassereren Hanne Hjorth – villig til genvalg 2 år
bestyrelsesmedlem Lulu Vittrup – villig til genvalg 2 år

Alle 3 blev valgt med bifald.

Valg af suppleanter

Inge Rasmussen, Jørgen Olsen, Bent O. Bengtsson – alle villige til genvalg for 1 år.

Alle 3 blev valgt med bifald.

BEH nævnte i denne forbindelse, at Jørgen Olsen (JO) – vores tekniker - har udtrykt ønske om at træde ud af bestyrelsen af helbredsmæssige årsager, så hvis der er nogle, der er villige til at hjælpe til med teknikken, kan de melde sig i dag eller senere.  JO fortsætter dog, indtil en anden har meldt sig.

Valg af revisor og revisorsuppleant

Birthe Graakjær er villig til genvalg for 1 år. Frede Houkjær ønsker ikke genvalg, og bestyrelsen foreslog Else Søgaard, der vil være villig til valg for 1 år.

Birthe Graakjær og Else Søgaard blev valgt med applaus.

Ad 5               Indkomne forslag.
Der var ikke modtaget forslag til dette dagsordens punkt.

Ad 6  Fastsættelse af kontingent.
HH oplyste, at da det ser ud til, at vi klarer os med det nuværende kontingent, og gæsteordningen fungerer godt – vi overskrider ikke det tilladte personantal i salen  - ændrer vi ikke på kontingentet.

Ad 7              Eventuelt.
BEH har fra Finn Albrechtslund og Jørgen Engell modtaget brev med følgende ordlyd:
”DRs seniorklub har, som et led i det venskabelige samvær med vore svenske kolleger, taget kontakt til Marianne Jansson Sveriges Radio i Malmø.  Det er tanken at udfordre vore svenske venner til en dyst på golfbanen.
Vi har planlagt en match mod svenskerne her i Danmark midt i maj måned, og vi efterlyser interesserede deltagere blandt DR-seniorerne.  Der kræves et gyldigt dgu-kort for at kunne deltage.
Hele arrangementet er på begynderstadiet.
Tilmelding (navn, hjemmeklub og dgu.nr.) bedes sendt (pr. mail) til initiativtagerne Jørgen Engell (Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller Finn Albrechslund (Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.)
underskrevet Jørgen og Finn.”

Annelise Wessel udtrykte forbavselse over, hvordan bestyrelsen klarer det flotte program.
BEH kommenterede hertil, at han selv synes, det er flot arbejde.  Vi har så mange forslag, at vi ikke kan få placeret dem alle.  Honoraret til foredragsholderne er vin.  Der er lavet aftale med Frode Muldkjær, Finn Heiner og Frode Pedersen om en tilknytning til bestyrelsen som ”idemagere”.

BEH takkede for de pæne ord.
Hanne Kokholm spurgte, om der er mange, der melder sig ind, evt. som passive medlemmer.
BEH oplyste, at vi har mange passive medlemmer, og at vi ikke stopper her.  Hans mål er, at halvdelen af DR medarbejderne melder sig ind.  Der melder sig nye ind, men ikke i forhold til antallet af fyrede medarbejdere.
John Vedel syntes ikke, der var udtrykt nok tak til formanden og bestyrelsen for deres arbejde, så han opfordrede de fremmødte til at rejse sig og klappe af bestyrelsen. Opfordringen blev fulgt med stor applaus.

Da der ikke var yderligere bemærkninger, takkede BEH dirigenten for styringen af generalforsamlingen, der var forløbet i god ro og orden, og for det store fremmøde.

Bent Erik Hansen                                                           Jørgen Engell
Formand                                                                          dirigent


                                                                                           Inge Rasmussen
                                                                                           Ref.