Vor tids Saxo skriver
om vor tids Absalon
Landstræner søges til bankospil
Formandens kones bedste bag
Da der gik gerickesort vokabularium i kokken
Bassen var flyttet til venstre
Når Absalon havde udført et eller andet stort, sparkede han Saxo ud af munkecellen og forlangte noget genialt skriveri, og kendsgerningerne var ikke det væsentligste, men vor tids Saxo er nødt til at nærme sig sandheden, thi der er mange nulevende vidner hvoraf flere var næsten ædru f.eks. under Nytårsfest 2010 i klubsalen på Sankt Joseph.
Og skribenten har ikke underlagt sin fantasi nogen form for selvkritik! Bare se de mulige overskrifter til artiklen.
Altså, så var vi flere end 100. Ganske enkelt op til det antal, brandvæsenet vil acceptere og køkkenet kan klare. Vistnok.
Der gik hurtigt kage i det hele. formandinde Dortes vidunderlig bag. Det mindede om barndommens kig ind hos konditor Steen i Frederiksborggade. Nærværende skribent ville ikke på Kunditori, som han troede det hed, men absolut på Diteri!
Og det kom vi så i Klærkesalen.
Og så skulle der spilles Banko, en af de utallige idrætsgrene, nærværende skribent, med fasthed osse har valgt så absolut fra. Men hvorfor har vi ikke i Danmark en Landstræner i Banko. Man ku' kalde ham Morten Olsen eller sådan noget. Og lade ham udtale, at i 1937 vandt vi i et andespil i Kerteminde, og det tyder på, at vi ville kunne gøre det igen i Malmø, forudsat, at de lærer at udtale tallet 7, så danskere på udebane kan forstå det.
Osse den nuværende kulturminister kunne være med. Jeg forstår, at det er et begrænset antal brikker, der skal flyttes. Og så er de oven i købet ens, opdagede jeg, da jeg så Jens Hærvig kæmpe sig igennem tre plader. Spillet består vistnok i ikke at skubbe til alle de brikker, man har lagt. Det er lidt li'som i billard. Der er de bare runde, men sådan er det jo så forskelligt.
Det hele begyndte lidt mystifistisk. Vor æresschauffør Henning havde doneret flere flasker Vodka til klubben, og bankospillet skulle indledes med en særlig Henning-runde.
Og så skete der det usandsynlige, at Henning efter det 19. dyk i posen med numre, havde sin første række fyldt. Og dermed vandt den første flaske!
Den slags kan jo på det nærmeste slet ikke lade sig gøre sådan rent statistisk.
Hvorefter han vandt den næste flaske på sin anden fyldte række.
Tredje række med tre flasker som gevinst gik dog til et andet bord, hvis besiddere i alt nåede at skovle fem flasker til sig.
Henning fik selvfølgelig ikke sine egne flasker, men nogle andre nyttige præmier.
Og så nåede vi gennem de sportslige trængsler frem til middagen. Den første tallerken var festlig, farverig og lækker. Med godt groft brød til. Absolut til 6 kokkehuer, som Politiken giver for det enestående.
Nå ja, så fem og en halv!
Langt om længe nåede vi til hovedretten og for mit og andres vedkommende aldrig i spisende stund til de ovnstegte kartofler og bearnaise saucen.
Formanden prøvede at få en forklaring fra kokken, der påpegede den anatomiske kendsgerning, at han kun havde to hænder, men i øvrigt fortrinsvis talte gerickevokabulariumsortdialekt med pil opad!!
Baren fungerede fint, men champagne i plasticglas svarer til at kysse piger med helmaske og dykkerdragt.
Og så var der jo lige Seniorsisters, der da vist havde fornyet sig betydeligt, rent besætningsmæssigt.
Og formanden (der var han sgu igen) havde svunget sin digterharpe og sat tre-fire ord sammen fra rimordbogen. Jeg bli'r altid forbløffet over rimenes muligheder. F. Eks. format/referat. Den var jeg nok ikke faldet over ad naturlig vej. Som smerte/hjerte.
Jeg sidder fortsat og undrer mig over:
Fare, fare krigsmand.
Døden skal du lide.
Ham, der kommer allersidst
skal i den sorte gryde!
Hvordan fanden hænger den sammen hr. Absalon? Eller spø'r Dorte, der sang den, mens hun serverede.
Og så spillede Swingtetten op. Og her kunne jeg da i hvert fald se, at de havde flyttet bassen over til venstre i forhold til i fjor. Så lidt nyt var der da at bemærke.
Og så kørte vor smukke æresmedlem genbo-Eva og jeg hjem til Østerbro i en dejlig Mercedes, ført af en nydelig ung mand, der var født på Sankt Joseph.
Han var bare en af de mange, der gjorde festen festligt. Tænk på de flittige bestyrelsesmedlemmer og de flittige hjælpere. Osse hende, der kom varmt vand i glaskanderne til servering ved bordene.
Den gamle økonomist Frede Houkjær benyttede undervejs sine talegaver til at skamrose formanden og alle, der havde bidraget til festen.
Nobeltpris!
Johs. Den Gamle. Saxos efterfølger.
Historist for Bent-Erik Absalon-Hansen
(Der er billeder fra festen i fotogalleriet)